Krigsdigter. Jenny Tunedal er meget anerkendt i hjemlandet Sverige.
Foto: Sara Mac Key (PR)

Krigsdigter. Jenny Tunedal er meget anerkendt i hjemlandet Sverige.

Bøger

Svensk krigsdigter udfolder voldelige træsnit

Jenny Tunedals 'Min krig, suiter' er fascinerende og hård læsning.

Bøger

Undervejs i læsningen blev træsnittet min yndlingsmetafor for teksterne, de tekster der befolker den anerkendte svenske digter og litterat Jenny Tunedals digtsamling fra sidste år, der i den smukt besørgede oversættelse har fået titlen ’Min krig, suiter’.

Teksterne kredser nemlig i store, kantede suiter om vold og hårdhed, død og nat, drab og straf, frygt og – ja, små fosforglitrende glimt af ømhed og omsorg.

Jeg ser teksten som en stor flade, måske også en kampmark, hvor Tunedal har snittet med skarpt, i en gestus der på skift er brutal og nænsom, og hvor hendes udstrakte brug af skråstreger mellem ordene, og de små sekventielle ryk mellem betydningerne, markerer knivens streger i træet.

Det kan f.eks. se sådan her ud: »Den anden dødsårsag: staten dvs. nationalstaten// hvid tortur/ tavst diplomati/ metonymisk smerte// pinebænk/ divan// sige er ikke det samme/ hviske// jeg har ikke skadet nogen og vil slet ikke gøre det« – hvor de dobbelte skråstreger markerer linjeskift, og de enkelte skråstreger forekommer inde på hver enkelt linje.

Snit, krads, snit, riv – mellem pinebænk og divan.

Betydningens tusmørke
Tekstens ’krig’ flimrer mellem at være en såkaldt real krig derude i verden, som kommer ind i stuen gennem fjernsynet, og så krigen mellem mor og datter, krigen i familien.

Teksterne iværksætter på den led undersøgelse af min krig, den kampscene, livet kan blive til, og hvor alle krigsrelationerne skyder sig ind over hinanden.

Det er her løseligt ordnet i fire ’suiter’, hvor den første og længste mobiliserer krig og mor-datter-sporene, mens anden suite skyder sig ind på moderfiguren, både jegets mor og tekstens jeg, som selv er mor, tredje suite vender sig atter mod krigen, hvor fjerde og sidste suite ultrakort lader krigen og moderen møde hinanden, f.eks. »Hun kommer ikke til at blive mor (...) Soldaterne vidste de skulle dø«.

LÆS OGSÅ Tunedal arbejder fornemt og effektivt med det kryptiske, betydningens tusmørke, krigen mod at lade sætningen stabilisere sig i én enkelt betydningsramme, f.eks. som her: »mine børn virker mere og mere fraværende/ slidstærke/ tøjlede« – vælg selv.

Eller her: »en syg flue flakser rundt// løgnene mørkner// en metode til at se hver ting foran sig/ et stort virvar«, hvor vi veksler mellem at kunne se ting distinkt foran os, og intet andet kunne se end virvaret, så vi selv bliver som småsløje fluer, der flakser rundt mellem alle de mørknende løgne; samtidig er det et godt eksempel på digteren Julie Sten-Knudsens meget fine gendigtning.

Krigens rasen

Overordnet svæver ’Min krig, suiter’ i et selvgjort spænd mellem kritik og misantropi.

På den ene side har vi en kritik af pengeøkonomien, hvor vi alle reduceres til skyldnere og gældsposter (’Min krig’ har et helt spor med økonomi, gæld og skyld), hvor alt er noget for noget i en smålig og nidkær orden. Og på den anden side dunker tekstens jeg også menneskene oven i hovedet: »vi fortjener det«.

Måske fordi vi er så læsterligt dumme og frygtsomme at købe den økonomiske fornufts fornedrende herredømme, et herredømme hvis vold på det humane strækker sig langt ind i det private gebet? Vi har eksempelvis: »den store uhåndterlige og desuden// hvide grå mark// natlig/ skrækkelig/ svag vold«. Dette spil mellem kritik og misantropi udspiller sig på en scene efter katastrofen, efter apokalypsen, efter ulykken, hvor såret har dannet sig, og hvor moderen måske også er på hospitalet: »Jeg kommer til at være der/ Du får noget mod smerten«. Men ulykken er uigenkaldelig: »Ingenting bliver nogensinde godt igen«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

LÆS OGSÅ Så har vi krigen, livet selv som krig: »Alle er ens/ De døde/ Dræber og dør«. Døden er dermed ikke Senecas og Montaignes lette og rolige død, den vel fortjente afslutning på livets strabadser, derimod: »dette skrækkelige liv har kun én slutning«.

Dette som et pludseligt ekko af omkvædet i Strindbergs ’Ett drömspel’, nemlig: arme mennesker. Det gør også, at ’Min krig, suiter’ har et hjemløshedsproblem, for: »Det som er tilbage/ inde i tvivlen ingen steder at være/ uden for tvivlen ingenting«. Men på dette punkt flammer et lille hårdt hjemsted op: »jeg tvivler ikke på ordene/ de er min store forhåbning/ min nye metode«.

Krigen raser selvfølgelig også i og med sproget, men det gøres til en svaghedens og smertens syntaks hos Tunedal, og dermed kan værket folde sig ud som skarpt, spidst, fascinerende træsnitværk.

FACEBOOK

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce