Tre'er. I atten kortere og længere tekster får vi en livsdueligt aldrende Leth i sit fulde udtræk.
Foto: MIE BRINKMANN

Tre'er. I atten kortere og længere tekster får vi en livsdueligt aldrende Leth i sit fulde udtræk.

Bøger

Det uperfekte menneske er i fornyet topform

Jørgen Leth fortsætter med udgangspunkt i jordskælvet på Haiti.

Bøger

Den kloge romerske stoiker Seneca skriver et sted, at vi sløser med den eneste ressource, det er livsvigtigt at tage hånd om, nemlig tiden.

Jørgen Leth er stoiker, han sjasker ikke med tiden. Og han er stoiker på sin egen distinkte måde, i en tilsyneladende ubesværet sammenfletning af æstetisk erotisme og etisk arbejdsdisciplin; der skal være rammer, grænser, rutiner og rytme, og man skal sige det, som det er, sige det, som man ser det – det gælder for samlejet, for filmindspilningen, for notesbøgerne, for samtalen, for digtene.

’Et hus er mere end en ting’ kommer efter og oven på digtene ’Hvad er det nu det hedder’ fra sidste år og lægger sig i halen på de to foregående værker om det uperfekte menneske.

LÆS ANMELDELSE Rammen er her katastrofen på Haiti i 2010, hvor Leth mister sit hus og på en måde dermed også mister hele Haiti og al den kunst, der var i konsulathuset, hele det enorme forråd af ord, minder og ting, der knytter sig til en lang livsfase.

Mister det og så alligevel bærer det med sig og fastholder det i sine ordhuse, som det hedder i de sidste linjer: »Forandring gør ondt. Forandring er noget skidt. Jeg holder fast ved mine ting. Jeg vil ikke lave det om«.

Hvad er ’det’? ’Det’ er det hele, alt det, der knytter sig til det lethske, ikke altid så lette liv.

Facebook a la Leth
I atten kortere og længere tekster, alle med den arketypiske lethske diktion, får vi her en livsdueligt aldrende Leth i sit fulde udtræk.

Han slår syv kors for sig og hævder, at han ikke bliver klogere med alderen, og at han er: »i en evig læreproces«, hvor livet bliver med at være en match, hvor Leth er optændt af det, det hele handler om, nysgerrighed!

Men klog er han ikke desto mindre på sin egen måde. ’Et hus er mere end en ting’ er – og det mener jeg i bedste forstand – mulig at anskue som en slags udvidet Facebook a la Leth: Vi får en løbende, bedragerisk monoton strøm af komponerede poster om alt muligt småt og stort i Leths hverdagsliv.

Det, der forsvandt med jordskælvet i Haiti, var »et godt gennemprøvet hverdagsliv«, men det forsvundne genskabes, rekonstrueres og omkomponeres i kraft af gennemskrivningen af stort og småt, indkøbet af cornichoner og olivenolie hos købmanden, den vilde affære med smukke unge Shilaine, husets uhyggelige kollaps, Haiti, der som et tvetydigt Atlantis bare synker længere og længere ned i kaos i perioden 2010-12.

Forundret indignation
Indlagt i denne postende hverdagsprosa støder vi på de klassiske Leth-ting: den store mester Cancellaras forudsigelige dominans i cykelløbet er ikke kedelig, men netop smuk, det er det suverænes glitrende fremfærd; Leth, der selv midt i undergangen og chokket bemærker, at detaljer ved det ødelagte hus er ’grimme’, uskønne; den slagkraftige hamren på letkøbt moralisme og politisk korrekthed (Chomsky og co. får et passende nakkedrag) suppleres dog her af det, den normalt cool Leth selv næsten undres over, nemlig opkomsten i ham af indignation over hykleriet og det forbryderiske ved det politiske liv på Haiti, smerteskærende tydeligt i efterspillet på jordskælvet.



Forklaringen: »Jamen, det er vel, fordi det politiske drama i Haiti er grotesk. Haiti er altid så tydeligt som en tegneserie«.

Genren for Haiti er den »surrealistiske tragikomedie«.

Uperfekt og skøn

Et andet vigtigt ærinde er det stadige indirekte opgør mod middelmådighedsdyrkelsen og den vadmelsklædte, snusfornuftige protestantisme her i landet, udmøntet i f.eks. den rituelt trodsige fryd, det er, at købe skønne og bekostelige Armani-skjorter, og spidsformuleret i det dejligt ufornuftige leveråd: »Man skal gøre det, man ikke har råd til«.

Her opstår dog en kløft mellem 00’ernes obskøne overforbrug i Danmark og dyrkelsen – ikke af middelmådigheden, men af den middelmådige ener, vinderen af ’X Factor’. Leth står lige fjernt fra begge dele: den brægende, spartanske moralist og den vulgært brovtende dyrkelse af jacuzzi og amatørisme.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

LÆS MERE Indlagt er der også en art poetik for Leth, et selvportræt: »Jeg er ikke i budskabsbusiness«, og »Jeg har ikke noget, jeg vil prakke omverdenen på«. Meninger er kedsommelige, det, vi får, er registreringer, indramninger, scener, tableauer, glimt.

Det er blevet til en skøn og sej uperfekt omgang.

FACEBOOK

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce