Helt. Alan Ladd til hest fra 1953- filmatisering af ’Shane – den tavse rytter’.
Foto: Foto fra filmen

Helt. Alan Ladd til hest fra 1953- filmatisering af ’Shane – den tavse rytter’.

Bøger

'Shane' er en træffende hyldest til det vilde vests værdier

Savnet klassisk western- roman fra 1949 bliver endelig genoptrykt.

Bøger

Hvad Wagners ’Lohengrin’ er for operakunsten, er filmen ’Shane – den tavse rytter’ for hesteoperaen.

En enigmatisk cowboy ankommer til en fjern region for at forsvare dyd og ret mod uret og overgreb og forsvinder derefter mystisk og mytisk igen.

I 1953 fik Alan Ladd sit livs rolle som Shane, den gådefulde forhenværende revolvermand, der redder en nybyggerfamilie fra en ond kvægbaron og hans onde håndlanger, gunman Wilson, spillet formidabelt dæmonisk af Jack Palance.

Western forbillede Ladds stillestående mutte spil i George Stevens’ filmatisering af romanen med hurtig død ved skud fra hoften blev til ikonisk forbillede for senere westernhelte på det hvide lærred. Ikke mindst Clint Eastwood, som sågar drejede sin egen variation over temaet med sig selv i hovedrollen i ’Pale Rider’. For slet ikke at tale om de utroligt mange ensomme ryttere på film, der fermt og effektivt bruger deres morderiske håndværk i en god sags tjeneste. Romanen, som filmen er lavet over, er fra 1949 og kom ud på dansk ti år senere på det lødigt litterære forlag Gyldendal. Dog med direktøren Ole Wivels betænkeligheder.

Det var i den hedengangne serie af Tranebøger, og jeg læste den med stor begejstring som knægt, faktisk før jeg så filmen, der dengang var forbudt for børn under 16.

Revolvermanden er ligesom samu-raien, ridderen og musketeren et mandfolk, som med manér skal forlade de moderne tider med æren i behold og støvlerne på.



Historien var i mine drengeøjne rigtig grusomt fascinerende. Sammen med romanen ’True Grit’ fra 1968 af Charles Portis er den i USA at regne for et mindre mesterværk om det vilde vest og dets svanesang over for moderne tider.

Og ligesom i Portis’ fortælling er det et stort barn, som her retrospektivt beretter om sommeren 1889, hvor Shane stiger af hesten i Wyoming.

Mandhaftig nostalgi

»Holder Jack Schaefers roman i dag som en læseværdig miniklassiker?«, kan man spørge sig. Både ja og nej. Ja, fordi den stilistisk forførende og sprogligt smidigt indskriver sig i efterkrigstidens kulturelle ånd, hvor traumatiske ar fra Anden Verdenskrig og den igangværende kolde krig lagde mere dystre realistiske, men også allegorisk-ideologiske toner ind i westerngenren.

Revolvermanden er ligesom samu-raien, ridderen og musketeren et mandfolk, som med manér skal forlade de moderne tider med æren i behold og støvlerne på.

Schaefers bog er en træffende hyldest til det vilde vests værdier og den amerikanske selvforståelse som en nation af frie og tapre individualister. Cowboypræsidenter som Ronald Reagan og George W. Bush lænede sig retorisk op ad Shanes skarpe lakoniske udtryk, når de i stedet for bogens og filmens skurke ville udfordre Gaddafi og Osama bin Laden. Men nej, når romanen sammenlignes med filmen, som for en gangs skyld er bedre end bogen. Schaefer kan ikke lade være med at prædike stolt standhaftighed og mandhaftig nostalgi, hvor filmen ender åbent med en såret Shane, der i tusmørket rider op i bjergene, som bliver til skyer og himmel.

Men en ting løser hverken roman eller film: Dør Shane af sit skudsår, eller vil han atter dukke op i en anden vild og lovløs by, som skal tæmmes? Du har lov at håbe, og læs selv efter.

Redaktionen anbefaler:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce