Plotmager. Den britiske  forfatter Ian  McEwan (f. 1948) snyder ikke sine læsere for en  ordentlig handling, selv om der er svære etiske spørgsmål på spil.
Foto: Joel Ryan/Arkivfoto/AP

Plotmager. Den britiske forfatter Ian McEwan (f. 1948) snyder ikke sine læsere for en ordentlig handling, selv om der er svære etiske spørgsmål på spil.

Bøger

Kærlighed, blokpolitik og litteraturfilosofi blandes sammen i raffineret spionhistorie

Ian McEwan har med ’Sweet Tooth’ skrevet endnu en spændende roman, der forvirrer læseren på et højere plan.

Bøger

De moralske dilemmaers mester har gjort det igen.

Ian McEwan har en sjælden evne for at gøre samfundsproblemer menneskelige. Han kan tage afsæt i abstrakte størrelser som protesten mod Irakkrigen (’Lørdag’) eller klimakrisen (’Solar’) og så ved hjælp af et godt plot gøre sine læsere forvirrede på et højere plan.

Bagtæppet for McEwans nye roman, ’Sweet Tooth’, er kampen om sjælene under den kolde krig i 1960’erne og 1970’erne.

Kongressen for Kulturel Frihed hed dengang en amerikansk organisation, der pumpede gigantiske summer i kulturlivet som modvægt til tidens røde lejesvende. I Danmark nød blandt mange andre tidsskriftet Perspektiv godt af investeringen.

LÆS OGSÅ Da det kom frem, at pengenes hemmelige afsender var CIA, opstod et dilemma.

Kan man mon stole på kunstnere, der modtager spionpenge?

Den, der betaler musikken, bestemmer som bekendt melodien. Hvad skal man så mene om musikanterne?

Kærlighed og spionage
Som rejsefører i dette vanskelige terræn har McEwan valgt en ung bispedatter, Serena Frome, der efter endt uddannelse som matematiker med tredjekarakter fra Cambridge havner som kontorslave i den britiske efterretningstjeneste MI5.

Tjenesten er selvfølgelig til for at bekæmpe Sovjetblokken, men har som i andre spionromaner betydelig værre fjender, nemlig kollegerne i MI6 og i CIA.

McEwan lader de engelske spioner opfinde en konkurrent til den amerikanske kulturinvestering, den fiktive Freedom International Foundation, som bliver fadder for titlens ’Operation Slikmund’.

Serena Frome, der er mere optaget af skønlitteratur end matematik, bliver udset til at få den unge forfatter Tom Haley på krogen.

Hun er fan af hans noveller og falder pladask for ham, da hun har forelagt ham tilbuddet om en fast ydelse fra et fond, der naturligvis befinder sig i afsindig armslængde fra spiontjenesten.

Tom siger ja tak, går i gang med sin roman, som til stor fortrydelse for de hemmelige opdragsgivere bliver en moderigtig antikapitalistisk skildring af verdens undergang, der naturligvis vinder den prestigiøse Jane Austen-pris.

Flere lag
Hvad er egentlig problemet, kan man spørge dengang som nu. Jørgen Schleimann fik penge til at lave et godt Perspektiv. Tom Haley har fået fuldstændig frie hænder til at skrive sin roman, som han vil. Hvem lider skade?

Det gør i hvert fald sådan en som Serena Frome, der jo ved, at hun må fortælle sin elsker, hvor pengene kommer fra, men aldrig kan finde det rigtige øjeblik og derfor bliver mere og mere viklet ind i løgnen.

»Jo mere nødvendigt det blev at røbe sandheden, jo mere umuligt blev det«.

Man kan jo nok gætte, at den gode bispedatter bliver knust. Men at hun også bliver til kunst, er et særligt raffinement ved bogen. Den rummer nemlig flere lag.

Moralsk dilemma

Som indpakning har ’Sweet Tooth’ en klassisk spionhistorie.

Den unge studine har på universitetet haft en midaldrende professor som elsker. Han afsluttede deres forhold brat og ubehageligt, hvilket hun senere får at vide hang sammen med hans egen rolle som sovjetspion.

Dermed får vi også forklaringen på, at hun overhovedet blev ansat i MI5. De har hyret hende for at se, om hun kan lede dem til hans netværk. Og så videre, og så videre – hele spionplottet i bogen hænger perfekt sammen.

LÆS OGSÅ Men inden i pakken er der en litteraturroman. Alle Tom Haleys noveller går igen på en eller anden måde i romanens plot. Og da Serena til sidst må tilstå sit bedrageri over for sin elsker, forfatteren, viser det sig, at han har kendt den i måneder og brugt hende til at lægge krop til sin næste roman. Oven over både spionroman og forfatterroman svæver det moralske dilemma, som ikke bliver løst, men kun forværret af forviklingen mellem de to genrer.



Og slutningen på dem begge er, som man siger, for spændende til, at den skal røbes her.

PS: I et tillæg gør McEwan rede for sin omfattende research. Hans hovedkilde om Congress for Cultural Freedom er Frances Saunders: ’Who paid the Piper?’. Om den bog findes der en glimrende dansk artikel på Jørgen Dragsdahls hjemmeside.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce