Mester. Mann holdt på formerne. Men det var, fordi han kendte alt til opløsningens kræfter.
Foto: Carl Van Vechten (1937)

Mester. Mann holdt på formerne. Men det var, fordi han kendte alt til opløsningens kræfter.

Nyoversat mester viser kunsten og kærlighedens dødbringende kræfter

Thomas Manns tidlige fortællinger er blevet nyoversat. Det er en sand gave til de danske læsere.

Bøger

Thomas Mann bliver regnet for den store borgerlige forfatter i det 20. århundrede. Den, der insisterede på at holde på formerne – både socialt, politisk, stilistisk og i sit eget liv.

I en tid præget af kaos og opløsning fastholdt Thomas Mann den borgerlige orden og sin rolle som familiefar trods sin længsel efter smukke, unge mandekroppe, trods verdenskrige og emigration, trods sin søns og sine søstres selvmord.

I sit forfatterskab skildrede han, hvor farligt det er at hengive sig til kunstens og kærlighedens opløsende og i sidste ende dødbringende kræfter.

Tragiske skæbner Så ender man som den aldrende forfatter Gustav Aschenbach, der i ’Døden i Venedig’ hengiver sig til sin lidenskab for den gudesmukke unge Tadzio og dør på stranden til synet af sin unge gud, mens feberens sved får hans latterlige sminke til at krakelere. Eller som Hans Castorph (’Trolddomsbjerget’), der tager på sanatorium og forelsker sig i smukke røntgenfotos af syge lunger, indtil han går i trance ved grammofonen over sin romantiske yndlings-Lied, mens Første Verdenskrig brager løs i horisonten.

Eller som den tyske købmandsslægt Buddenbrooks, der i den 26-årige Manns debutroman af samme navn uddør med det sidste, degenererede skud på stammen: den følsomme, kunstneriske Hanno.

Eller som komponisten Adrian Leverkühn, der i ’Dr. Faustus’ pådrager sig syfilis og sælger sin sjæl til Djævelen for at kunne skabe sublim kunst.

I sin fortælleteknik fastholdt Mann en form, som alle de andre store modernister nedbrød: den bedrevidende fortæller, der kan hæve sig ironisk over sine personer og fremsætte almene kommentarer om livets og verdens væsen.

Kaotisk urgrund
Men inden man får gjort Thomas Mann til ikon for den borgerlige orden og arbejdspligt, skal man være opmærksom på, at lige så meget som hans værker handler om faren ved den borgerlige ordens opløsning, lige så meget handler de om faren ved at fornægte og fortrænge de opløsende kræfter.

Den tanke, der ligger til grund for Manns forfatterskab, er Schopenhauers og Nietzsches forestilling om, at verden hviler på en kaotisk urgrund, mens form og orden er noget, den menneskelige bevidsthed skaber ved, med sine ord og billeder og love, at inddele verden i adskilte gestalter og positioner.

Mennesket kan drages mod urgrunden, men går til grunde, hvis det kommer for tæt på den.

Hos Nietzsche er det en pointe, at den største kunst opstår lige dér, hvor man er så tæt på den ’dionysiske’ urgrund, at de formgivende ’apollinske’ kræfter må anspændes til det yderste. Hos Schopenhauer, som en af Manns personer parafraserer ham i novellen ’Gladius Dei’, er den store kunst »en hellig fakkel, som lyser barmhjertigt ned i de frygteligste dyb«.

Hos Mann er kærligheden noget, man rammes af, som man rammes af en sygdom

Det er dér, vi finder Thomas Mann. Ikke som den borgerlige, pligttilskyndende forsvarer af at holde sig på afstand af urgrunden med lov og orden, men som den, der i en skabende kraftanstrengelse holder på formerne på urgrundens rand, lader kunstens fakkel kaste lys over dybet.

Som en gave til danske læsere har vi nu fået en samlet nyoversættelse af Manns tidlige fortællinger 1893-1912 (inklusive ’Døden i Venedig’), hvoraf kun halvdelen tidligere har været oversat til dansk.

En mester i syntaks
At nedsænke sig koncentreret i de første tyve år af Manns produktion er en overvældende oplevelse for en litteraturelsker; af den slags hvor man under læsningen griber sig i at tænke, om nogen overhovedet behøver at skrive noget nogensinde mere, for har vi ikke bare det hele her, alt hvad litteraturen overhovedet kan sige ...?

Om menneskets udspændthed mellem formvilje og opløsningstrang, mellem længslen efter det banale liv og længslen efter det ekstraordinære, mellem åndelig stræben og materielle behov, mellem kroppens skønhed og dens hæsligheder, mellem pligten og nydelsen, mellem kald og forbandelse, mellem forventning og livslede, mellem verbalsprog og gestik, mellem livets og dødens kræfter, mellem kærligheden som velsignelse og kærligheden som forbandelse, mellem tragik og komik.

Og så er der den koncentrerede og abstrakte tyske syntaks, som Mann er en mester i: Lange sætninger, der i kompakt komposition og med mange indskud holder sammen på store mængder af information og i sig selv fremstår som heroiske anstrengelser for at give livets kaotiske virvar en klar verbal form.

Eksempelvis denne beskrivelse af Aschenbach, da pesten og forfaldet i Venedig snarere tilskynder ham til at blive end til at rejse: »Feberagtigt ophidset, triumferende i besiddelse af sandheden, men med en ækel smag i munden og en fantastisk gru i hjertet, gik den ensomme frem og tilbage på fliserne på den pragtfulde plads«.

I fortællingen ’Tonio Kröger’ fremsættes noget, der, med titelpersonen som talerør, kunne ligne Thomas Manns egen poetik. Tonio er som Mann forfatter af nordtysk købmandsslægt, og i et brev til en kunstnerveninde beskriver han sit digterkald som et kald fra de litterære personer, der venter på, at han skal give dem liv: »... nogle er tragiske, andre er latterlige, og nogle er begge dele på en gang – og de sidste står mig meget nær«.

Men allerhøjest elsker han »de blonde og blåøjede, de lyse og levende« og beder sin veninde om ikke at bebrejde ham denne kærlighed: »Der er længsel i den og tungsindig misundelse og en anelse foragt og en stor kysk lykke«.

Smerteligt grotesk
Tonio Krögers ord er en smuk karakteristik af stemmen og personerne i Manns egne fortællinger. Der er de tragisk-latterlige, og der er de blonde og blåøjede, og der fortælles med længsel, tungsind, lykke, misundelse og en anelse foragt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Tonio Kröger forelsker sig som ung købmandssøn i de blonde og blåøjede: først Hans, så Ingeborg (»kyske, nordiske stavelser«). Ved et tilfælde møder han de to igen i de blondes og blåøjedes land, Danmark, som han som voksen digter har opsøgt som modpol til sin sydlandske kunstnereksistens. Ingeborg og Hans har naturligvis fået hinanden og træder dansen på gæstgiveriet i Aalsgaarde, mens Tonio står som den glødende iagttager i mørket, på én gang forpint og opstemt.

Hos Mann er kærligheden noget, man rammes af, som man rammes af en sygdom.

Minutiøst udforskes dette motiv i ’Døden i Venedig’, i en prosa, der pendler mellem højstemt, tæt på parodisk klassicisme (»Nu førte dag for dag den nøgne gud med de hede kinder sit flammefnysende firspand gennem himlens rum«) og kras naturalisme (»på ganske få timer tørrede den syge ud og kvaltes under kramper og hæse klager af det begagtigt seje blod«).

Har man én gang læst skildringen af den forelskede, naragtigt sminkede, feberglødende Aschenbach, der dør lykkelig i sin liggestol med udsigt til den smukke, hoftedrejede yngling i strandkanten, kan man aldrig siden få dette billede ud af hovedet.

Mennesket kan drages mod urgrunden, men går til grunde, hvis det kommer for tæt på den

Og der findes lige så smerteligt groteske, komisk-tragiske varianter af dette motiv (den forelskede dør i sin forsmåede latterlighed) i de fortællinger, der går forud. I ’Lille Luise’ ser vi en korpulent advokat og hanrej falde død om på scenen, hvor han giver den som kæmpebaby i blodrød silke, på foranledning af og til morskab for sin højtelskede, smukke, men indskrænkede hustru og hendes elsker.

I ’Den lille hr. Friedemann’ ser vi en pukkelrygget mandsling mave sig frem mod druknedøden i floden, væltet skånselsløst omkuld af den kvinde, der som kærlighedens forbandelse har ramt ham med sin runde mathvide arm gennemtrukket af blege blå årer.

At holde på formerne

Selv om Mann i nogle af de tidlige fortællinger (i kraft af jegfortælling og monologformer) kommer stilistisk tæt på sine lidende-lidenskabelige karakterer, mærker man tidligt den karakteristiske ironi, som er hans fremmeste teknik til at bevare distancen, ikke bare til urgrunden, men også til de lidenskabelige følelsesmennesker så vel som de blonde og blåøjede. Om den latterlige wanabe-forfatter Spinell, der ikke formår at spille sin rolle som ’Tristan’ i novellen af samme navn, hedder det eksempelvis, at en af de andre gæster på sanatoriet har døbt ham »det ældede spædbarn«– »men det var ondskabsfuldt og ikke særlig rammende«. Spinell karakteriseres desuden gennemgående ved sine to ledemotiver: kariøse tænder og dårlige fødder. Ledemotivet er også et af de karakteristiske stiltræk, som man kan se dukke op og udvikles hos Mann i de tidlige fortællinger.



LÆS OGSÅ

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Ideen med ledemotiver kommer fra Richard Wagner, hvis operaer er en bestandig reference i forfatterskabet, men hvis Wagner står for den tilnærmelse til urgrunden, hvor grænserne opløses i kærlighedsdød og incest, så sætter Mann ledemotivet i distancens og ironiens tjeneste.

Mann kan synes at have en særlig aktualitet i sin beskrivelse af en tid, der stræber efter lykke og sansepirring, mens det hele er ved at gå i opløsning.

Blot er det vigtigt, at hans »borgerlighed« ikke misforstås som dét, vi i dag betragter som borgerlig ideologi.

Mann taler ikke for en simpel fastholdelse af hierarkier og autoriteter og konventionelle former. Nok er det livsvigtigt for Mann at holde på formerne, men de står kun stærkt, når de er resultatet af en sans for, og ikke en fortrængning af, de opløsende kræfter.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

    Live: Støjberg i samråd om ulovlig instruks

    Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg forklarer sig nu på det andet samråd i sagen om ulovlig tvangsadskillelse af alle mindreårige fra deres samlevere på danske asylcentre i februar 2016.

    Se om Inger Støjberg holder fast i, at der er blevet administreret korrekt eller om hun igen ændrer forklaring og kommer med nye indrømmelser i sagen, som du kan blive klogere på i denne guide.

    Hvad bliver årets sommerhit?

    Justin Bieber koncert  i Aarhus juni 2017
    Politikens Poptillæg:

    Hvilken sang kommer vi alle sammen til at få på hjernen denne sommer? Og hvilken sang kommer til at dominere højtaleranlæggene på Roskilde Festival og de trådløse højtalere på sommerhusterrassen? Politikens Poptillæg mindes de solbeskinnede klassikere og irriterende ørehængere og kommer med et bud på, hvordan denne sommer kommer til at lyde.

Annonce