Tigerdyret. Suzanne Brøgger trækker på sin egen families historie i 'Til T', men giver alle  familiemedlemmer navne fra Peter Plys.
Foto: Joachim Adrian

Tigerdyret. Suzanne Brøgger trækker på sin egen families historie i 'Til T', men giver alle familiemedlemmer navne fra Peter Plys.

Suzanne Brøggers nye roman: Den er gal med den moderne familie

'Til T.' blander klichéfyldt kronik med Peter Plys.

Bøger

Suzanne Brøggers nye roman ligner en udgivelse fra det franske forlag Gallimard. Og måske vil den gerne være en fransk roman, en ’nouveau roman’.

Den leger i hvert fald heftigt med både kronologi og personnavne, men på det tematiske plan udtrykker den også et savn efter sammenhæng og hierarki.

Mere end en formeksperimenterende ’nouveau roman’ er den en allegorisk fabel om kernefamiliens opløsning. Om hvordan det, der i romanen med store samlebegreber kaldes »modernitet«, »abstraktion« og »individualisme«, gør det umuligt at få familiens fællesskab til at fungere.

Datterens perspektiv
Romanen kredser om to begivenheder i en Nærum-families liv i sommeren 1958: en skovtur og et truende teselskab.

Pointen er, at det næsten er umuligt for den moderne familie at samle sig til skovtur så vel som teselskab.

Det sidste må rent ud opgives, da de hverken ligger inde med kopper eller te – eller for den sags skyld friske barberblade til moderens selvlemlæstelse (døtrene »skammer sig over, at de ikke kan hjælpe med så enkel en ting som et friskt barberblad«).

LÆS OGSÅ Vi er ved hovedstolen i Brøggers forfatterskab. Historien om den suicidale mor (som har overgivet sig til den »aparte jouissance« at være skør) og den ældste datter, der tager for meget ansvar (»Det påhviler den første i en familie – at redde den«), er Brøggers egen, og vi har hørt den i forskellige mere eller mindre selvbiografiske varianter før.

Her fortælles den vældig kækt med et forsøg på at skabe distance gennem humor og allegori. Alle familiemedlemmer bærer allegoriske navne fra ’Peter Plys’: mor Kængu, stedfar Jakob, søstrene Tigerdyr og Grisling, lillebror Kængubarnet osv.

I et interview om romanen her i avisen har Brøgger udtalt, at hun nu er klar til at fortælle historien også fra moderens og ikke kun datterens perspektiv. Men det er nu stadig datterens perspektiv, der dominerer.

Pjank og alvor
Datteren Tigerdyret ser syner. De sprænger sig med jævne mellemrum ind i fortællingen som et mytisk, surreelt element.

Dels en slags apokalyptiske Brueghel-agtige visioner (»en halv mand, en heks i et hult træ, en hvid fugleøgle, en dødstiv mår«), dels en række syner af jomfru Maria (»damen i blåt og oliven«), der gennemspiller moderskabets motiv, med datteren i rollen snart som den forløsende, gammelkloge og korsfæstede søn, snart som den udvalgte mor.



Disse visioner kunne potentielt være et dybere, mørkere kontrapunkt til den lidt pjankede Peter Plys-staffage, men desværre kommer de til at virke lige så påklistrede som de mærkværdige kapitelafslutninger, der akkumulerer omkvædet om ’Skrat’ og ’Sip’ og ’Skratskratterat’ osv.

For konstrueret

Hvis der er en ansats til forståelse af moderen, er det primært på et overordnet, abstrakt plan, hvor hun ses som barn af sin tid: Hvis hun havde været en senromersk heltinde, kunne hun have forstået sit projekt som en nødvendig destruktion af familiens vanærende forhold.

Hvis hun havde læst Betty Friedan, ville hun ikke have været alene med sin metafor for familien: den behagelige koncentrationslejr. Hvis nogen havde fortalt hende, at verden »er nødt til at rumme hende, at den både skal og kan inkludere hende«, ville hun ikke have arbejdet så ihærdigt på at skaffe sig ud af den. Man fornemmer romanens forsøg på netop at rumme moderen, men det er, som om det kun lykkes i glimt. Når eksempelvis hendes forhold til ægtemanden pinpointes med paradoksets præcision: »Hun bryder sig ikke om ham, men elsker ham«.

LÆS OGSÅ

Eller når fortælleren til en vis grad indlever sig i moderens og mormoderens (Kængus og Æslets) lyst til ikke at være kvinden, men »skyggen, den anden, den mystiske anden. I lilla«.

’Til T’ fungerer desværre ikke rigtigt som roman, hverken ny eller gammeldags. Dertil er den simpelt hen for konstrueret. Den sætter sig et uelegant sted mellem pjanket Plys-fabel, mytisk-visionær patos og klichéfyldt modernitetskritisk kronik.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce