Forfatterliv. Håbefulde forfatterspirer og andre litteraturlystne kunne på Vallekilde Højskole i weekendens løb blandt andet opleve forfatterne Lone Hørslev (på tegningen) og Martin Glaz Serup  berette historier fra skønlitteraturens virkelige verden.  Tegning:  ANNE-MARIE STEEN PETERSEN

Forfatterliv. Håbefulde forfatterspirer og andre litteraturlystne kunne på Vallekilde Højskole i weekendens løb blandt andet opleve forfatterne Lone Hørslev (på tegningen) og Martin Glaz Serup berette historier fra skønlitteraturens virkelige verden. Tegning: ANNE-MARIE STEEN PETERSEN

Reportage: Nye bogdrømme kan begynde her

Kendte forfattere delte ud af erfaringerne på litteraturfestivalen Litt Talk på Vallekilde Højskole.

Bøger

I det daglige er Kirsten Haarbo fra Sorø mest til krimier, men i løbet af lørdag formiddag har hun hørt tre danske forfattere lette på låget til deres forfatterskaber, som ikke har meget med krimigåder at gøre.

Martin Glaz Serup har talt om sin inspiration fra Pier Paolo Pasolini, Trine Andersen om en afgrundsdyb skrivekrise og Christian Jungersen om, hvordan det er at opleve serier af nederlag og nogle år senere komme i mål og få succes.

LÆS OGSÅ »Man bliver jo nysgerrig«, som Kirsten Haarbo siger. Det kunne da også godt tænkes, som hun siger, at der skal læses andet end krimier i den kommende tid. I løbet af lørdagen har hun siddet i en fyldt sal sammen med 80-100 andre deltagere i Vallekilde Højskoles weekendarrangement med såkaldte Litt Talks, som nu holdes for andet år i træk.

Forfatterdrømme
Litt Talks er efter amerikansk forbillede nogle helt koncentrerede indlæg, hvor ideen er, at forfattere i løbet af 18-20 minutter fortæller, hvorfor de skriver, hvad de vil med deres bøger, eller hvordan de er blevet forfattere.

Det er historier af denne type, der har vakt Kirsten Haarbos nysgerrighed, og så var det endda slet ikke meningen, at hun skulle være her.

I virkeligheden er hun kun mødt op på Vallekilde, fordi hun har været chauffør for sit 17-årige barnebarn, Otilia Leschly. Hun går i gymnasiet, men ved siden af dyrker hun sin passion for at skrive.

Det sker på Forfatterskolen for Unge på Midt- og Vestsjælland, som netop forsøger at hjælpe unge forhåbningsfulde forfatterspirer med at få hold på deres talent. En del af eleverne er mødt op på Vallekilde for at møde de forfattere, der har realiseret den drøm, de selv går og tumler med.

»Det er først for nylig, jeg er begyndt at blive åben om, at jeg skriver«, fortæller Otilia Leschly, og hun synes, det er interessant bare at få sat krop og ansigt på de navne, hun ellers kun kender fra bøgerne.

At hun så også kan høre om de erfaringer, som de garvede forfattere har gjort sig, er bare et ekstra plus.

Når toilettet ikke virker
Fra succesrige Christian Jungersen får hun og de øvrige deltagere en beretning om, at man må være forberedt på grænseløs tålmodighed, hvis man virkelig ønsker at bruge sit liv på at være forfatter.

Han begyndte selv midt i en økonomisk krisetid, hvis omfang kom til stå helt klart for ham, da han til en fest med 20 deltagere talte op, at der var 2 læger, 2 udlændinge og 16 arbejdsløse.

Dengang var han selv arbejdsløs cand. comm., og i stedet for at fortvivle så han det som en mulighed.

»Hvornår får man ellers et helt år, man kan bruge på noget, man brænder for?«.



Selv brændte han for at skrive. Han skrev 40 timer om ugen og så det som sin hovedbeskæftigelse. Samtidig læste han ekstra fag i litteratur og film på universitetet.

I første omgang forsøgte han at skrive filmmanuskripter. Det blev til seks styk på tre år. Alle fik han i hovedet igen af Filminstituttet.



»Det var ligesom at være en vvs-mand, der havde repareret toiletter i tre år, og ingen af dem var kommet til at fungere«.

Af samme grund læste han kritisk alle sine afviste manuskripter igennem, og pludselig kunne han se, at der var mere i dem tilsammen, end der var i det enkelte manuskript.

Det var i virkeligheden seks tilgange til et sind, seks tilgange til den samme person.

»Den person var mig, og da besluttede jeg mig for at skrive en roman«.

Og herfra kender vi alle jo historien om hans succes ... Nej, sådan gik det faktisk ikke.

Debutromanen ’Krat’ blev afvist af forlag efter forlag, inden den udkom og derefter både blev solgt godt og indbragte forfatteren debutantprisen.

Derefter kender de fleste så til gengæld hans vej til succes med bl.a. ’Undtagelsen’ og ’Du forsvinder’.

Et afrikansk chok
Flere af weekendens deltagende forfattere kan dog fortælle, at trængslerne i et forfatterskab ikke nødvendigvis opstår i begyndelsen.

Trine Andersen fortæller, at hun efter at have udgivet en række bøger styrede direkte ind i en skrivekrise, da hun var halvvejs i en roman.

Forfatteren rejste til Afrika for at samle sammen til det stof, der skulle give hendes hovedperson et chok.

I stedet ramte chokket forfatteren selv.

»Det var jo rigtigt, hvad de sagde i TV-avisen: at folk levede og døde i udsigtsløs elendighed«, fortæller Trine Andersen.

Og da hun samtidig så, hvordan udsendte medarbejdere fra internationale organisationer i de samme omgivelser levede noget, som forfatteren kun kan betegne som dekadente eller depraverede liv, blev chokket totalt.

»Da jeg kom hjem, spurgte folk, om det havde været interessant, og jeg var ikke engang i stand til at sætte ord på det«.

Men hun var jo forfatter, så hun satte sig til at sætte ord på alligevel hjemme ved computeren. Og det gik slet ikke.

Skillevejen
Hun skrev tre romaner, som aldrig udkom. De blev afvist. De indeholdt kun hendes egen vrede. Hun endte i den tilstand, hvor man bare går derhjemme i badekåbe og græder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

På det tidspunkt gav hun sig selv fem år til at mærke en eller anden form for succes. Noget af tiden brugte hun på at skrive en digtsamling, som hun indsendte til sit forlag.

Da redaktøren ringede med respons, var kritikken sønderlemmende. Efter hans mening var der intet i den, der pegede fremad. Ikke ét digt. Ikke en strofe. Ikke engang tre ord i sammenhæng.

Da forfatteren fik taget sig sammen til at afslutte samtalen og stod med den slukkede telefon, vidste hun, at nu stod hun ved en skillevej, uanset om hun ville eller ej.

I det øjeblik besluttede hun sig for, at det jo er en løgn, at der findes noget som femårsplaner, og om hun så skulle gå grædende rundt i sin badekåbe resten af livet, så måtte det være sådan.

Hun ville blive ved med at skrive. Til gengæld droppede hun sin Afrika-bog, og så snart den var væk, begyndte noveller at dukke op, og de skrev nærmest sig selv.

Bræk i tastaturet
Er Trine Andersens historie usædvanlig?

Tilsyneladende ikke, for søndag formiddag kan Ida Jessen fortælle om sin vennekreds af forfattere, hvor folk næsten på stribe indrømmer, at de ikke er i stand til at formulere en fornuftig sætning.

Selv erfarne forfattere overvejer indimellem, om det hele ikke er noget blændværk, og om de ikke lige så godt kan holde op med at skrive. Ikke bare midlertidigt, men sådan for altid. Slut.

Da en af vennerne sagde, at hun overvejede at holde op, lød beskeden:

»Velkommen i klubben. Det er ligesom forelskelse. Det er kun i begyndelsen, det er sjovt, men så kommer hverdagen, og derefter er det bare at holde ud«, siger Ida Jessen.



Hun ved det bedre end de fleste. Ligesom sine kolleger har hun oplevet, hvordan hun i perioder ikke synes, hun har noget at sige, og derfor bare har haft lyst til at brække sig ned i tastaturet.

For nylig har hun kasseret tre års arbejde med en roman, som aldrig bliver udgivet. Hun kalder den en dødssejler.

»Hvad kan jeg så lære af det? Ingenting. Der er kun en ting at gøre. At gå i gang med noget nyt. Undervejs kan jeg brække mig ned i tastaturet og håbe på, at der kommer nogle perioder, hvor man skriver, som om man er ramt af forelskelsen – og de perioder er det hele værd«, siger Ida Jessen.

Noget at gå hjem på

Det er et af de mange budskaber, deltagerne i weekendens Litt Talk på Vallekilde kan gå hjem på. Over to dage har de måske kommende forfattere, unge og ældre, og lige så mange litteraturelskere, fået serveret 11 frontberetninger fra skønlitteraturens virkelige verden.

Deltagerne får ingen formaninger om, hvordan de skal gribe deres egen mulige karriere an, men de kan i hvert fald gå hjem med nogle klare budskaber. At de skal have noget at sige. At de skal mestre håndværket. At nederlag er nærmest uundgåelige, og at det under alle omstændigheder bliver hårdt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Til gengæld får tilhørerne også stærke beviser på, at projektet kan lykkes.

Som Christian Jungersen har fortalt, kan det faktisk lade sig gøre at overleve økonomisk i 12 år, selv om man forinden kun har udgivet to bøger.

Han har dog samtidig føjet til, at han vist også er den eneste, der har præsteret det.

Men det faktum får nok ikke lov at spolere en godt forankret forfatterdrøm.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce