censur. Apple smed Peter Øvig Knudsens hippiebøger ud af iBookstore, fordi de bringer en hel del historiske fotografier af nøgne mennesker. Og det hjalp ikke, at Øvig Knudsen fandt på at dække nøgenheden til med røde æbler.
Foto: gyldendal

censur. Apple smed Peter Øvig Knudsens hippiebøger ud af iBookstore, fordi de bringer en hel del historiske fotografier af nøgne mennesker. Og det hjalp ikke, at Øvig Knudsen fandt på at dække nøgenheden til med røde æbler.

Jelved går ind i sag om Apple-censur

Censur af Peter Øvigs hippie-bøger er en principsag om kunstnerisk ytringsfrihed, mener ministeren.

Bøger

Den nytiltrådte kulturminister Marianne Jelved (R) skriver i et brev til forfatteren Peter Øvig Knudsen, at hun opfatter hans censursag mod Apple som »en sag med vigtige principielle perspektiver i forhold til kunstnerisk ytringsfrihed«.

Ministeren skriver, at hun vil »følge op på de initivativer«, som hendes forgænger på posten, Uffe Elbæk, satte i værk.

Det indebærer blandt andet, at hun vil forsøge at få EU-Kommissionen til at forholde sig til Apples censurering af de digitale udgaver af Peter Øvig Knudsens hippiebøger, 'Hippie 1' og 'Hippie 2', som udkom hhv. i 2011 og sidste år.

»Afgørende med et frit marked«
Apple har afvist at sælge bøgerne i iBookstore, fordi der i begge bind optræder en del hippier uden tøj på. Øvig Knudsen har siden forsøgt at formilde censuren ved at kopiere røde æbler over de forbudte kropsdele på 47 af fotografierne. Den happening virkede i fire dage - så blev 'Hippie'-bøgerne atter fjernet fra de digitale hylder i iBookstore.

Peter Øvig henvendte sig i sin tid til kulturminister Uffe Elbæk i håb om at skabe en debat om Apples indflydelse på kulturlivet. Forfatteren glæder sig over, at Marianne Jelved vil tage sagen op i EU.

»Det vil sikkert ikke kunne nå at få den store betydning for min egen bog, men efterhånden som en større og større del af litteraturen - og kulturen i det hele taget - bliver digitaliseret, vil det være helt afgørende med et frit og ucensureret marked«, siger Peter Øvig Knudsen.

Tavshed fra Apple
Han har forsøgt at få en dialog med Apple i gang om sagen, men forgæves.

»Indtil nu har enhver henvendelse, spørgsmål og klager til Apple kun resulteret i absolut tavshed«, siger Peter Øvig Knudsen.

»Jeg ved, at flere danske forfattere arbejder på ebogs-projekter, som af tekniske grunde laves til iPad, og hvis Apple ikke vil acceptere dem, risikerer bøgerne aldrig at kunne nå ud til læserne«, siger han.

HIPPIE 2 (3 hjerter)

HIPPIE 1 (4 hjerter)

Flere danske parlamentarikere har forsøgt at skabe blæst om sagen i EU.

Morten Løkkegaard (V) har som næstformand for EU-Parlamentets kulturudvalg lagt sagen på it- og telekommissær Nelly Kroes' bord.

Og hun barsler med en konference om digital kultur, blandt andet med udgangspunkt i Øvig Knudsens sag, oplyser forlaget Gyldendal i en pressemeddelelse. Konferencen finder sted i maj.

Så sent som i dag er der dukket endnu en Apple-censur-sag op. Det er forfatteren Michael Næsted Nielsen, der har fået smidt novellen 'Slaven' ud af iBookstore. Forsiden prydes af en nøgen mandekrop, og det er altså fortsat for meget for Apple.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce