Istedgade er ikke, hvad den har været, fortæller forfatter.
Foto: MARTIN LEHMANN (arkiv)

Istedgade er ikke, hvad den har været, fortæller forfatter.

Bøger

Istedgade: Hvis Danmark var en gade

Istedgade har altid evnet at rumme det hele, siger forfatter. Indtil caffelattefolket dukkede op.

Bøger

For nogle er navnet nærmest et bandeord. For andre måske mere en smålummer drøm. Men alle kender Istedgade.

Selv danskere, der aldrig personligt har sat en sål i kvarteret, er ajour med dens blakkede ry. I mere end et århundrede har vi alle vidst, at det var her, lokummet for alvor brændte. At her forvandlede København sig til en storby, og her blev Danmark eksotisk.

Med artister og ludere, gadedrenge og junkier. Med pornokonger og lirekassemænd og andre indbyggere i det såkaldt lette liv, som selvsagt sjældent var så let at leve.

Men hvorfor det lige blev denne 1,1 kilometer lange streg slået mellem Hovedbanegårdens bagindgang og Enghave Plads, der endte som kongerigets mest berygtede gade, kan de færreste svare på. Selv arkæolog Hanne Fabricius, forfatter til den nye bog ’Istedgade – porten til Vesterbro’, går i stå et øjeblik, når hun får spørgsmålet.

»Aj, men det er jo nok på grund af damerne«, kommer det så.

SE OGSÅ »Ude i landet er der jo stadig folk, der tror, at det hele er porno«. Den lidt længere udgave af svaret må stykkes sammen af en række begivenheder, der indtraf hen ad vejen, og må derfor vente lidt. Men indtil videre kan vi nøjes med at konstatere, at hvis Danmark havde været en gade, kunne det snildt have været netop Istedgade.

Engang var der slum, nu er der smart. Istedgade er på få år blevet forvandlet til en af Københavns mest eftertragtede adresser. I den ene ende ... Kilde: Politiken

For ifølge Hanne Fabricius har den i hele sin historie været en slags Minidanmark med sin blanding af arbejdere, håndværkere, funktionærer og bohemer.

Berømte stemmer har da også på skift forsøgt at destillere Istedgades særlige atmosfære i ord.

Nogle har sagt, at gaden har et eget lys. En særlig blå farve. Og da forfatteren Tom Kristensen i 1930 sendte Ole Jastrau i hundene i romanen ’Hærværk’, var det med afsæt i en lejlighed i Istedgade, som han kaldte uendelig.

Som en smuk kvinde
Den unge Ester i Tove Ditlevsens roman ’Barndommens gade’ boede ganske vist lidt længere ude i Hedebygade. Alligevel mærker man tydeligt, at Istedgade også i forfatterens ungdom i 1930’erne var den hovedflod, de andre gader mundede ud i.

Selv forestillede Tove Ditlevsen sig Istedgade som en smuk kvinde, der »ligger på ryggen, med håret ved Enghave Plads«, skrev hun.

»Ved Gasværksvej, der danner skellet mellem ordentlige folk og lastefulde, deler benene sig, og strøet ud over dem som fregner ligger de gæstfri hoteller og de lyse, larmende værtshuse«.

Og i forfatteren Dan Turèlls øjne har Istedgade altid været international, netop fordi den er »så drivende dansk«, som han formulerede det i en artikel i Politiken i 1979, hvor han udråbte gaden til et »livets universitet«, hvor man kan leve sig til ting, man ikke kan læse sig til.

I Solskinsvejr kan Kvarteret omkring Istedgade tage sig ganske fordelagtigt ud, men dobbelt trist virker det paa en Graa eller Regnvejrsdag. Som dybe Brønde uden Lys og Luft skærer Absalons-, Dannebrogs- og Saxogade sig ind i Kvarteret

En »egen verden midt i København« med en særlig københavnsk »ærlighed, renhed, ramhed – og råhed«. For: »Du siger ikke ’genitalier’, når du mener kusse«. Og i digtet ’Livet i Istedgade’ skrev han:

»Istedgade som hver dag er en roman på 400 sider, og som hver dag skriver sig selv ned og læser sig, og så smider sig ud uden videre, for i morgen kommer der en ny«.

Men da emnet ikke ligefrem kalder på finkulturel forskelsbehandling, skal også Peter Bellis store hit ’Istedgade’ fra 1978 nævnes. Sangen, der er en fordanskning af Barry Manilovs ’Copacabana’, og som nogle vil huske for de første strofer: »Hun hedder Laila, og hun er danser«. Andre måske for omkvædet:

»Isted gade, i Isted ga-de – er der altid en-hel-del bal lade/ Bøhmænd og skaller, musik og rabalder – Isted gaade ... et dejligt sted«.

Tobaksplantager og havudsigt
Mustaffas Shawarma står der i tynd rød neonskrift over døren på hjørnet af Gasværksvej og Istedgade.

»Det er det allerførste hus i gaden«, siger Hanne Fabricius med henna i håret og rødt brillestel, da vi mødes på det modsatte gadehjørne og betragter huset med den andagt, trafikken og den bidende kulde nu engang tillader.

Tre etager i røde sten. Skomagerstiftelsens bygning, der stod færdig i 1858, et år før Istedgade fik sit navn. Men det er ikke den eneste grund til, at det er her, vi mødes. For, siger hun:

»Det er på flere måder her på hjørnet af Gasværksvej, at Istedgade startede«.



Det hed ingen af dem ganske vist dengang. Gasveien førte fra Vestre Landevej – den senere Vesterbrogade – ned mod Vestre Gasværk. Og det var ud fra den, at Istedgade gav sig til at vokse.

De 400 meter i den ene retning – ned mod Hovedbanegården. Og de andre 700 meter mod Enghave Plads. Opkaldt efter slaget ved Isted i 1850 i Slesvigske Krig – den største danske sejr nogensinde.

Strandlinjen
Dengang hed området Vester Forstad, og landskabet bestod af mægtige enge, marker og plantager med frugt og tobak. Fra Vesterbro Torv løb rebslagernes lange grunde, reberbanerne, hvor tovværk til skibe blev snoet. Og ved Kalvebod Strand græssede kvæget.

»Hvis du kigger derned«, siger Hanne Fabricius og prajer mit blik ned ad Gasværksvej mod Halmtorvet, hvor udsigten slutter i en hvid facade, hvor der med store røde bogstaver står ’Bosch’.

»Det var faktisk lige der, strandlinjen gik engang«.

Hovedstadens slagtere var af hygiejniske årsager for længst sendt ud af byen til et nyt slagtehus nær Vesterport. Og i deres kølvand var fulgt erhverv, som brugte dele af de døde dyr.

Garvere, talgsmeltere, lysestøbere og skomagere. Eller som Hanne Fabricius siger: Alt, hvad der enten var beskidt, ulækkert eller farligt, havnede her. Og fordi man, hver gang et dyr havde skiftet ejer, beseglede handelen ved at drikke lidkøb, som det hed, skød også værtshusene op i stort tal.

Indtil anden halvdel af 1800-tallet var Vester Forstad nu stadig bare marker, enge og plantager og med spredt bebyggelse af lave træhuse, som hurtigt skulle kunne brændes ned i tilfælde af belejring.

Endnu i dag kan man se på bykortet, hvordan Vesterbro bestod af lange marker og enge, der førte hele vejen fra Vesterbrogade og ned til vandet. Gader som Oehlenschlægersgade og Dannebrogsgade blev siden anlagt i skellet mellem dem.

Og det var for at bryde dem, at man besluttede at anlægge to brede gader parallelt med Vesterbrogade. Men, som Hanne Fabricius siger, da vi skridter ned ad den ene:

»Det gik så ikke helt som planlagt«.

En å fuld af ådsler
De private jordejere veg nemlig kun modvilligt for vejføringen, som derfor flere gange gik helt i stå.

»Nu kommer vi hen til skydebrødrene ...«, smiler Hanne Fabricius, da vi nærmer os den lille stump vej, der ender i en mægtig middelalderlig mur med to små spir og en stribe skydeskår, Skydebanegade.

Her gik Istedgade endegyldigt i stå, fortæller hun. For Det Kongelige Skydeselskab, der talte medlemmer af det pæne borgerskab og mødtes her for at skyde til måls efter en papegøjefigur på en stang, agtede ikke at opgive eller flytte så ædel en sport for at give plads til noget så trivielt som en gade.

»Den første af de to tværveje – Svendsgade – nåede aldrig længere end et stenkast, før den ramte skydebrødrenes have. Så den blev meget bred«, griner Hanne Fabricius.

»Men meget kort«.

Skydebrødrene mente også, at Istedgade måtte slutte ved deres have, hvorfor folk i årevis simpelt hen måtte gå udenom.

Om sommeren badede vi i Gasværkshavnen, der på det tidspunkt endnu havde det bedste og reneste badevand

Der var tanker om at føre gaden over på en bro, men så skar bystyret igennem i 1886, eksproprierede en del af grunden, og skydebrødrene byggede så den mur i gotisk borgstil, som stadig afslutter den gamle bane mod Istedgade, som værn mod vildfarne kugler.

I gadens anden ende løb man på andre forhindringer. Eksempelvis ’Den Stinkende Rosenå’, som krydsede Istedgade og i 1884 forhindrede, at gaden kunne føres igennem til Reventlowsgade.

Det var ellers gadens pæne ende til at begynde med. Her lå de fine butikker og de store lejligheder med op til 10 værelser, hvoraf mange senere blev omdannet til hoteller.

Men Rosenåen lagde sit snit tværs igennem gaden som en ækel streg i regningen.

Den førte spildevandet ud i Kalvebod Strand, herunder hvad slagtere og garvere generøst havde bidraget med af affald til den ildelugtende gulgrønne strøm, der jævnlig blev blokeret og gik over sine bredder, og selv et regnskyl kunne få vandet til at stige og trænge ind i husene.

Altså måtte Istedgade pænt vente på at nå frem til Hovedbanen, fortæller Hanne Fabricius og tilføjer:

»Indtil den sidste stump i 1885 blev lagt i rør. Det er der, hvor Abel Cathrines Gade løber i dag«.

Profession: neger
Istedgades første huse var opført af filantropiske stiftelser for skomagere, gamle skippere og officersenker. Alt var forhuse.

Nogle imponerende store. Indtil industrialiseringen i 1800-tallets sidste tre årtier trak landarbejdere til byen i enorme antal og pakkede de københavnske brokvarterer med side- og baghuse bestående af små etværelses korridorlejligheder og klemte de sidste lys ude.

»I 1880’erne og 90’erne var de fleste, der boede i Istedgade, født uden for København, mange i Sverige og Tyskland«, fortæller Hanne Fabricius.

I 1860 talte Vesterbro 7.290 indbyggere. I 1901 var tallet 65.564. Og det var ikke ualmindeligt, at en familie med otte eller ti børn boede i en et- eller toværelses lejlighed. I en ejendom med sekundære opgange i side- og baghuse boede der typisk mindst 250 børn under 14 år, fortæller Hanne Fabricius.



Bydelens store arbejdspladser var gasværket og Carlsberg. Og der var meget tobaksindustri. Alligevel blev Vesterbro aldrig så entydigt et arbejderkvarter som Nørrebro, hvor der var flere fabrikker. Og det har også del i æren for Istedgades ry.

»Den har altid været en slags Minidanmark«, siger Hanne Fabricius.

»Når en gade har sine fødder i en hovedbanegård, får den selvfølgelig et særligt klientel. Og vi har altid haft blandingen af skæve eksistenser, bohemerne, folk fra provinsen, studenter og håndværkere. Helt fra slutningen af 1700-årene var der artister på Vesterbro. Der lå krohaver ud til Vesterbrogade med gynger og karruseller, og der var keglebaner overalt«.

For 100 år siden kunne man i Istedgade løbe på kinesere med hårpisk. Og der var, siger Hanne Fabricius, »et væld af farvede«. I Saxogade boede således en fru Jensen, som var kulsort. For, siger hun:

»Dengang kunne man jo leve af at være neger, som det hed. Søger man i politiregistret, dukker nogle gange betegnelsen ’artist, neger’ op«.

Offentlige fruentimmere
Hun standser på et hjørne. Eskildsgade, står der med hvidt på skiltet fæstnet til hjørnehusets okkergule facade, som engang husede hørkræmmer Stenbøls butik, i dag en café. Men det var en helt tredje profession, der satte sit præg på gadens og hele kvarterets historie.

»Hernede lå de offentlige bordeller«, siger Hanne Fabricius med et nik.

Dengang hed gaden Knudsgade, men tog siden navneforandring i et forsøg på at smyge sin syndige fortid af sig.

Hensigten med de offentlige bordeller var at holde de prostituerede under opsyn og »modarbejde den veneriske Smittes Udbredelse«, som det hed. Hvad dette fromme arbejde angik, var andre bydele nu lige så aktive dengang.

Og det var først, da de offentlige bordeller blev nedlagt og prostitution forbudt i 1906, at Vesterbro satte sig massivt på den slags forretning.

Spritterne gik ind hos købmanden og købte en flaske sprit, blandede noget af indholdet op med citronvand og drak det, så de blev døddrukne og væltede omkuld i rendestenen



»Når prostitutionen blev koncentreret her, skyldtes det selvfølgelig Hovedbanegården. For her kom folk ind med toget, og her kom alle med ærinder på kvægtorvet«, siger Hanne Fabricius.

Kvinderne fra Knudsgade søgte ned i den såkaldte Oktoberstiftelse i Istedgades begyndelse, og da man i begyndelsen af 1900-tallet gav sig til at sanere arbejderkvartererne inde i byen, rykkede luderne og lommetyvene herud.

Og lige siden har strækningen fra Gasværksvej til Reventlowsgade været regnet for den slemme ende også kaldet ’Strassen’. Og indimellem har der stået større gadeslag mellem unger fra de to ender, der har stormet igennem gaden.

»Liva Weel boede lige heroppe på 2. sal«, nikker Hanne Fabricius mod et vindue, da vi fortsætter i retning af Enghave Plads.

Liva Weel i Istedgade
Den berømte sangerinde og skuespillerinde voksede op i Istedgade i begyndelsen af 1900-tallet og fortalte i sin dagbog om det farverige liv i gaden, som hun sammenlignede med Paris.

Hvordan hendes mormor ustandselig skiftede adresse i gaden, fordi der omkring århundredeskiftet var for mange lejligheder, hvorfor man kunne bo gratis de første tre måneder. Og hvordan ungerne fulgte lirekassemændene fra gård til gård.

Liva Weels far var »opdagelsesbetjent«, fortæller Hanne Fabricius.

»Og når gæsterne foran Hotel Isted blev for højrøstede, slukkede Livas mor lyset, åbnede et vindue og blæste i sin mands tjenestefløjte«.

Vi skrår over gaden.



»Herinde i baggården boede opfinderen Jacob Ellehammer fra 1896 og havde værksted«, siger Hanne Fabricius og tilføjer, mens hun fisker efter nøglen: »Og her bor jeg«.

I sit »Mekaniske Etablissement« fremstillede Ellehammer cigaretmaskiner, automater til flydende varer og fra 1904 motorcyklen ’ElleHam’. I 1906 lykkedes det ham sågar at få sit første fly i luften.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Dog under en såkaldt tøjret flyvning. Og havde senere samme succes med en helikopter. Og, som Hanne Fabricius siger, da vi sidder i køkkenet i hendes rummelige lejlighed, der vender ud mod Ellehammers gamle gård:

»Man kan næsten se for sig, hvordan han har trukket sin flyvemaskine op igennem Istedgade med vingerne pakket ind, og så har der hængt folk i vinduerne og sagt: Årh, det er ham den der idiot, der tror, han kan flyve«.

Spegesild og hestebøffer
Selv flyttede Hanne Fabricius til Vesterbro i 1981 og har siden boet på forskellige adresser nær, men især i Istedgade.

»Da jeg kom hertil, var der stadig væk mange skomagere, men ellers lignede Istedgade Kong Volmers røv. For da var der massiv butiksdød. Folk var begyndt at flytte ud af byen, og der var ingen børn«.

Fik hun chancen for at foretage en tidsrejse til fods ned gennem Istedgade, skulle det være lige omkring år 1900, siger hun. En lørdag aften, for da var gaden så tæt befolket med handlende, der var strømmet til fra hele byen, at man nærmest gik i kø.

Trækvognene stod højt belæssede side om side, og gadesælgerne falbød deres varer i små melodiske vers om spegesild, klipfisk, rejer, kul, hestebøffer, gulvsand og brænde.

»Mange af lejlighederne var jo også så små, at folk levede meget af deres liv i gaden eller bare sad og fulgte med fra deres trappesten. Der har været s å mange mennesker. Sådan en puls«, siger hun.



Her var hattemagere og bagere, hørkræmmere, restauranter og værtshuse. Og eftersom der var trangt derhjemme, tilbragte børnene det meste af dagen på gaden, ligesom mange mænd efter fyraften søgte tilflugt på værtshusene.

Især duftene går igen i tidligere beboeres beretninger om livet i Istedgade. Som tegneren Anton Hansen, der voksede op omkring år 1900 og beskrev, hvordan duftene strømmede ud fra butikkerne.

Fra mel- og grynhandleren en duft af surbrød og kardemomme. Fra grønthandleren af appelsiner og selleri. Fra urtekræmmeren peber, vanilje, puddersukker og kaffebønner.

»Der har været røget fisk og brændte mandler og frugt i vogne. Jeg vil tro, det har været som at gå i en basargade sydpå. En har fortalt om en kvinde, der lavede yverfrikadeller, som hendes mand gik rundt og solgte. Og der var en mand, der gik rundt på værtshusene og solgte ål rullet i sand, som de stod og stangede nede i Gasværkshavnen«, siger hun.

»Og det var ofte det eneste, faderen kom hjem med, når han havde drukket lønnen op«.

»Istedgade overgiver sig aldrig«
Det var under folkestrejken i 1944, at parolen opstod. Første gang angiveligt på løbesedler kastet ud fra vinduerne: »Rom og Paris kan I ta’ – men Stalingrad og Istedgade overgiver sig aldrig«.

En junidag havde tyskerne proklameret udgangsforbud fra kl. 20 om aftenen og forbudt forsamlinger på mere end fem personer, hvilket først fik arbejderne på B&W til at meddele, at nu de ikke kunne dyrke grøntsager i deres kolonihaver om aftenen, måtte de i stedet gå tidligt fra værftet.

Og snart fulgte halvdelen af Københavns arbejdere deres eksempel. Der var hedebølge, og især arbejderne i brokvarterernes trange lejligheder trodsede forbuddet og samledes i gaderne.

I Istedgade mødte tyske politisoldater op og affyrede skræmmeskud, hvilket fik beboerne til at bygge barrikader og tænde bål. Under det efterfølgende skyderi blev en ung mand dræbt og flere såret.



Den næste uge bølgede slaget gennem de københavnske gader – også Istedgade – og kostede i alt 100 mennesker livet, mens mere end 650 blev såret. Og på sin fødselsdagstur gennem byen efter befrielsen skal kong Christian X have befalet chaufføren at køre igennem Istedgade, som han kaldte for »sabotørgade nr. 1«.

Ellers var det mere løst krudt, der blev fyret af i gaden, nemlig på de legendariske nytårsaftener. Allerede omkring år 1900 var der knald på, især på hjørnet af Saxogade, hvor de rigtig slemme fyre boede.

Og et år slæbte de unge møbler, madrasser og trækvogne ud på gaden, hældte petroleum over og antændte det. Hvorefter de satte trumf på ved at hente latrintønderne i gårdene og også kaste dem på bålet, hvilket afstedkom, at stanken i dagevis hang så tæt om husene, at man ikke kunne åbne et vindue.

»Jeg kan huske min første nytårsaften her i 1981. Hold da kæft, mand! Det var vildt«, siger Hanne Fabricius.

Dengang klædte alle butikkerne om til nytårsaften. Med træplader for ruderne. På selve aftenen jog politiet folk op gennem Oehlenschlægersgade. Og, siger hun:

»Næste dag lignede gaden Beirut«.

Husmødre trak til terminen
Danmark var måske nok det første land i verden, der tillod billedpornoen. Men det var først og fremmest i Istedgade, at frisindet blev synligt for det blotte øje, i takt med at butik efter butik med erotiske blade, film og udstyr fra 1969 åbnede på strækningen mellem Gasværksvej og Hovedbanegården.

Derfor var det også Istedgade, turister med erotisk ærinde altid sørgede for at lægge vejen forbi.

»Egentlig var liveshow ikke tilladt. Men det tog de ikke så tungt. De skovlede jo penge ind i de år og sørgede bare for at have kontanterne liggende i plastikposer, så de kunne løbe ud i gården med dem, hvis politiet skulle komme forbi«, fortæller Hanne Fabricius.

I begyndelsen af 1970’erne kom også narkoen til gaden, og kombinationen satte sit præg på bydelen mange år frem.

»Der fik vi narkoludere og også en anden form for kriminalitet nede i den ende af gaden. Der kom rockere fra Bullshit. Og pludselig var der våben på gaden«, siger Hanne Fabricius.

Istedgade er en hæst harkende beskidt stønnende saxofon, og bare man har levet med den tone en tid, synes man den altid har været der, og at den har fyldt hele ens liv



Narkoluderne var nu ikke alene om at trække i gaden. Hver kategori af prostituerede havde stadig deres særlige steder.

»I 1980’erne havde man det såkaldte provinshjørne på Halmtorvet, hvor husmødre blev sat af op til terminen og hentet igen om aftenen. I Skelbækgade var de unge piger. Og i Istedgade stod de efter alder. De unge her, de midaldrende der og veteranerne et tredje sted«, fortæller Hanne Fabricius.

I slutningen af 1980’erne nåede Strassen helt op til Absalonsgade. Og ti år senere yderligere to gader. Til Saxogade. På grund af aggressive gambiske narkohandlere.

»For de var rå«, siger Hanne Fabricius. »Det er den eneste gang, jeg har tænkt på at flytte. Lige så snart de blev sendt ud, var det som en elastik, og så røg grænsen tilbage til Gasværksvej. Og nu går den nærmest helt nede ved Victoriagade«, siger hun og tøver et øjeblik, før hun lader tilføjelsen falde:

»Fordi det er ved at blive så skide pænt«.

Farvel og tak, Doctor Dick
Det er en lidt slukøret udstilling, der åbenbarer sig for øjet i vinduet hos Pikant på hjørnet af Victoriagade og Istedgade, da jeg har taget afsked med arkæologen og på egen hånd tager den fra Hovedbanegården til Enghave Plads.

To runde papskiver i rød og grøn er ophængt i fiskesnøre over et falmet orange klæde. »Dvd – 39 kr.«, står der på dem. På klædet ligger varerne så. Nærmest som en hilsen fra en anden tid. ’Pigesex’ står der på en. Og så er der det kortfattede, men sikkert effektfulde: ’Doctor Dick’.

På hjørnet ud for Mændenes Hjem holder en patineret herre hof i sin trehjulede knallert, mens en strøm af andre godt brugte liv bevæger sig ind og ud igennem den åbne dør.

Og i en muret bue i opgangen til en ejendom lige før Maria Kirken passerer jeg en pige, der står og trykker sig professionelt. På næste hjørne står endnu to. Og herefter fire langstøvlede i snak med hinanden. I dag er der ikke nogen lokale ludere tilbage. De forsvandt med byfornyelsen. Eller som Hanne Fabricius siger.

»Da jeg boede på hjørnet af Halmtorvet og Absalonsgade, kendte jeg godt pigerne. Men i dag synes jeg ikke, det er rart at gå dernede«.

I dagtimerne er det østeuropæiske piger, der går i Strassen. Om aftenen tager de afrikanske piger over. Og Hanne Fabricius fik først til allersidst taget sig sammen til at få taget de billeder af strækningen, hun skulle bruge i sin bog.

»Man føler sig lidt utryg dernede. Folk vil ikke bo der med deres børn. Jeg vil heller ikke. Og på byvandringer tager jeg gerne folk med op ad Abel Cathrines Gade og ned ad Victoriagade igen for at undgå det stykke af Istedgade«, siger hun.

»De der fyre, alfonserne, der står ...«.

»... det er nogle mærkelige eksistenser. Indtil byfornyelsen var det heroinfolk, der stod der. Og de stod jo nærmest og sov, og når bussen så stoppede og dyttede, vågnede de og gik videre. Nu er det kokain, de er på. Så der er en helt anden, hektisk energi. Og hvis ikke politikerne tager sig lidt sammen, ender Vesterbro som det lokum, det var engang«.

Caffelatte-invasionen

Mens internettet har luget ud i pornobutikkerne, har cafeerne gjort det samme blandt de brune bodegaer i den anden ende.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

På hjørnet af Oehlenschlægersgade ligger en af de sidste, McKluud, med sit falmede grønne skilt på facaden af uhøvlede brædder og en udstilling i vinduet, der med saddel og andet af prærielivets løsøre anslår stemningen.

Fodgængerne er der nu ikke meget vildt Vesten over. Mange af dem, forbløffende mange, er yngre kvinder med barnevogne. »Det hele skiftede med cafeen Bang & Jensen, der i 1997 åbnede i det gamle apotek. Da rykkede cafékulturen ind. Det var efter byfornyelsen, så der var kommet nye mennesker«, siger Hanne Fabricius, der også husker, at det var det første nytår, hvor Istedgade ikke gik amok.

LÆS OGSÅ »Der stod jo børnefamilier nede på Enghave Plads. Og der var ikke nogen, der råbte: Istedgade overgiver sig aldrig. Politiet stod bare og ventede, men der var ikke længere nogen, der gad lege med dem«. Hun kan godt forbande de brede christianiacykler på fortovene. Og de unge tilflyttere med deres perfekte liv. Især når en mor råber ud ad et vindue, at de ikke vil have tilskuere til deres liv, så det giver et tryk i arkæologen og den kreds af tidligere beboere, som hun fører an på historisk vandring i deres gamle kvarter.



Men sådan er det jo. Hver generation får byen i arv og lever sit eget liv i gaderne. Uden helt at kende til det, der før blev levet på de samme kvadratmeter.

»Og det er hamrende dejligt, at der er kommet børn tilbage til Vesterbro. At folk pludselig sidder nede i gården og griller om sommeren og holder børnefødselsdage. Helt op i 90’erne var det jo sådan, at hvis man hørte en barnestemme i gården, gik man nærmest i chok og tænkte: Hvad fanden er det for en race?«.

»Der er nogen, der siger, at Istedgade omsider har overgivet sig. Men hvad skulle den egentlig have overgivet sig til? I bund og grund har det altid været en moderne gade, der er fulgt med tiden«, siger Hanne Fabricius.

»Og nu er tiden til det her«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce