Konkurrence. Store forlag som Lindhardt og Ringhof og Gyldendal lancerer i næste uge Ebib.dk som en konkurrent til eReolen, fordi forlagene og eReolen ikke kunne enes om vilkårene for udlån.
Foto: JACOB EHRBAHN (arkiv)

Konkurrence. Store forlag som Lindhardt og Ringhof og Gyldendal lancerer i næste uge Ebib.dk som en konkurrent til eReolen, fordi forlagene og eReolen ikke kunne enes om vilkårene for udlån.

Bøger

Kampen om e-bogs-lånerne bryder ud

I næste uge lancerer forlagene deres konkurrent til eReolen med over 5.000 e-bøger.

Bøger

I løbet af næste uge får 2 millioner danskere mulighed for at låne e-bøger fra de største danske forlag. Ifølge distributionsfirmaet Publizon har omkring 45 biblioteker indgået aftale med forlagenes nye tjeneste ebib.dk, der tilbyder udlån af mere end 5.000 e-bøger.

Det er mere end dobbelt så mange titler, som den konkurrerende tjeneste eReolen har til udlån.

LÆS OGSÅ

Store forlag som Lindhardt og Ringhof og Gyldendal trak i november alle deres titler ud af eReolen på bibliotekerne, fordi forlagene og eReolen ikke kunne enes om vilkårene for udlån.

»Vi er meget tilfredse med, at vi nu med ebib.dk får afprøvet en ny model«, siger Elisabeth Nøjgaard fra Gyldendal.

Forlagne utilfredse med eReolen
Ebib.dk fungerer efter det, nogen har kaldt eksemplarmodellen. Det vil sige, at bibliotekerne betaler for at have et vist antal e-bøger på udlånshylderne. For hver bog køber man en licens, der gælder for fire udlån. Derefter skal man købe flere licenser.

Modellen er anderledes end hos eReolen, som fungerer efter den såkaldte klikmodel, hvor bibliotekerne betaler et beløb per udlån.

I udgangspunktet er der ingen begrænsninger på udlånet, og dermed kan nye populære titler blive lånt ud rigtig mange gange på kort tid.

Det er blandt andet det, forlagene har været utilfredse med, fordi de mener, at de mange udlån af populære titler ødelagde muligheden for at drive forretning.

Med den nye model kan lånerne risikere at skulle vente på at kunne låne en e-bog, præcis som med papirbøger.

Ikke holdbart med to tjenester
Formanden for Danmarks Biblioteksforening, Vagn Ytte Larsen, er utilfreds med konkurrence om lånerne.

»Det er forvirrende for lånerne og fordyrende for bibliotekerne. Det er ikke holdbart, at der skal være to tjenester, men nu bliver det afprøvet, og om et års tid kan man forhåbentlig finde en fælles løsning med basis i Danskernes Digitale Bibliotek«, siger Vagn Ytte Larsen.

Annonce

Det er ikke holdbart, at der skal være to tjenester

Bibliotekarforbundets formand, Pernille Drost, finder det problematisk, at sagen om de digitale udlån er blevet en sort-hvid diskussion.

»Nu må man finde ud af, om forlagenes forretningsmodel virker eller ej, men man skal lige huske på, at det ikke er billigt, uanset hvilken forretningsmodel man vælger. Det er ærgerligt, at diskussionen om forretningsmodellerne har taget fokus fra, at de digitale udlån faktisk er dyre. I omgivelserne er der en forventning om, at vi stadig kan købe papirbøger ind i det omfang, vi altid har gjort, samtidig med at vi har alle e-bøgerne, men det er ikke muligt at have dobbelt af det hele«, siger Pernille Drost.

Hun tør ikke spå om, hvordan udlånene af e-bøger vil udvikle sig, nu da forlagenes og eReolens udlån kommer til at eksistere side om side, men hun har en forventning om, at det måske bliver nemmere for kommunerne at styre udlånene af de mest populære titler og dermed bibliotekernes økonomi, når der ikke er ubegrænset adgang til digitale udlån.

Priserne ændrer sig

Da eReolen sidste sommer var mest populær hos danskerne, nåede man op på knap 90.000 udlån om måneden.

I nogle kommuner havde man et loft over, hvor meget e-bogs-udlånene måtte koste per måned. Nogle gange blev det kombineret med en begrænsning på, hvor mange e-bøger den enkelte låner måtte hjemtage ad gangen.

Sidste år betalte eReolen knap 16 kroner per udlån til forfatter og forlag. Hos ebib.dk er afregningen anderledes. Små pamfletter bliver billige at udlåne. Tykke romaner eller fagbøger bliver dyre at udlåne.

LÆS OGSÅ

»I gennemsnit regner vi med, at udlånene vil koste 15-16 kroner, som de gjorde hos eReolen«, siger direktør Steffen Sørensen fra Publizon. Firmaet sidder helt centralt i distributionen af digitale bøger i Danmark. Faktisk er Publizon distributør af bøger til såvel eReolen som ebib.dk.

Steffen Sørensen har ikke noget bud på, hvor mange udlån ebib.dk vil komme til at stå for. Det vil afhænge af, hvordan de enkelte kommuner vælger fra det samlede katalog.

Nogle kommuner kan vælge at sætte et økonomisk loft for, hvad e-bogs-udlånene må koste. Andre kommuner vælger måske ikke at have samtlige e-bøger til udlån.

Det lykkedes ikke i går at få en kommentar fra eReolens talsmand, Bo Fristed.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Mest læste

Annonce

Forsiden