Pædagogisk korrekthed skæmmer roman om sort-hvid kærlighed

Viljen er gribende god, men noget lugter, i Julie Kiblers debut, 'Hjem’.

Bøger

Der findes øjensynligt en særlig litterær genre, som af historiske årsager har et stort publikum i USA: Hvid kvinde trodser skrevne og uskrevne racelove i bedsteforældregenerationens æra af før-kvinde-, før-ungdoms- og før-raceoprør.

For nylig udkom på dansk Patricia Harmans læseværdige ’Hope River’ om en hvid kvindes kontroversielle venskab med sin unge sorte jordemoderassistent i depressionens West Virginia; i 2011 var det Kathryn Stocketts debutroman, ’Niceville’, om hvid overklasse og sort tyende i 1960’ernes Mississippi, der landede som en dampende chokoladekage med alt for megen glasur, trods betagende detaljestudier fra køkkenregionerne.

På en lang, symbolsk køretur flettes kvindernes livshistorier sammen i ret banale spejlinger af temaerne ægteskab og moderkærlighed

LÆS OGSÅ

Og nu står vi så med texaneren Julie Kiblers debutroman fra i år, ’Hjem’, angiveligt inspireret af hendes egen bedstemors forbudte ungdomsforelskelse i en sort Adonis i 1930’ernes USA.

Et spor for meget
Romanen følger den 17-årige Isabelles fatale forelskelse i den sorte husholderskes ambitiøse og retskafne søn, mens den i et andet spor følger den nu næsten 90-årige Isabelles venskabelige omgang med sin meget yngre sorte frisør, Dorrie.

Hvilket er lige præcis ét spor for meget. I hvert fald for en (dansk) læser, der sagtens kan sluge endnu en Romeo og Julie-historie med raceadskillelsespolitikken som horribelt historisk bagtæppe, men har svært ved at snuppe den pædagogiske sidehistorie, hvor hver en indlysende pointe om frihed og lighed tygges igennem igen.

Som var man på skolebænken for moralsk anløbne og særligt tunge elever.

På en lang, symbolsk køretur flettes kvindernes livshistorier sammen i ret banale spejlinger af temaerne ægteskab og moderkærlighed, altid med racespørgsmålet som prisme.

Hvor (sorte) Dorrie veksler mellem at være »taknemmelig for, at tiderne havde ændret sig. Mere eller mindre« ... til at delagtiggøre (hvide) miss Isabelle i frustrationen over at »leve under en sky af mistænksomhed«, mens miss Isabelle på sin side beklager, »at vi i denne verden stadig gør sådan mod hinanden«.

Klicheerne og den gode vilje truer med at gøre os på skolebænken obsternasige.

Alt sammen grundigt illustreret af sammenstød med den lille racisme praktiseret af såvel hvide som sorte undervejs på kvindernes gemytlige udflugt med krydsord og raslende skeletter i bagagerummet.

Klicheer og korrekthed

Den pædagogiske korrekthed bliver ikke mere tålelig af, at gævheden formelig står ud af knaphullerne på den joviale alenemor Dorrie, som tiltaler sin 90-årige veninde »unge dame« og som en slags angrende repræsentant for den menneskelige fejlbarlighed delagtiggør læseren i refleksioner i stil med:

»Så okay, måske løj jeg, da jeg sagde, at jeg aldrig havde dømt nogen på grund af deres hudfarve. Jeg forsøgte at lade være – de fleste dage fik jeg overbevist mig selv om, at jeg ikke kunne dømme en hel race ud fra én persons handlinger« ... Nej, gu kan man ej dømme sådan. Har alle fattet det?

LÆS OGSÅ

Som sagt er selve kærlighedshistorien en udmærket letlæsningsøvelse om bortkomne børn, onde (hvide) mødre og gode (sorte) husassistenter, og som i tilfældet 'Niceville' har filmfolk allerede kastet sig over det oplagte forlæg.

Men klicheerne og den gode vilje truer med at gøre os på skolebænken obsternasige.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce