Havet. Vesterhavskystens betonterninger i Henrik Scheel Andersens streg.
Foto: fra bogen

Havet. Vesterhavskystens betonterninger i Henrik Scheel Andersens streg.

Bøger

Kunstbog viser høj himmel og vid horisont i Udkantsdanmark

Henrik Scheel Andersens malerier føjer nyt til det såkaldte Udkantsdanmarks kunstneriske naturpalet.

Bøger

Inderst inde i hvert billede skjuler sig nogle ord inderst inde i alle ord skjuler sig et billede sådan er det at nye dimensioner skabes





Træffende ord af Knud Sørensen fra ’Måske et forord’ – et af ni digte, der ledsager et halvt hundrede malerier af Henrik Scheel Andersen i kunstbogen ’Nordjyske horisonter’.

Under de himmelske højder på de nordjyske vidder har mange danske ord- og billedkunstnere fremmanet store værker, og de bedste af Scheel Andersens malerier føjer nye dimensioner til det såkaldte Udkantsdanmarks kunstneriske naturpalet.

Også bygninger og teknik præger landskaberne under de vilde horisonters kræfter i Scheel Andersens penselstrøg. En ensom vindmølle får en sjælden skulpturel skønhed bag nøgne træer mod en lilla vinterhimmel i et af mine favoritværker, ’Vinterlandskab med træer’.

Forskelle i landskabspræferencer
I andre motiver er bunkere rullet ud på vesterhavskysten som klodsede betonterninger med krigserindringer og graffitidekorationer som fascinerende gøgeunger i såvel natur som kultur.

Over dem er himlen på én gang en anden og den samme; som altid foranderligt genkendelig, uanfægtet af tidens rokader på Jorden.

Der er en særlig dynamik i mødet mellem efterårshimlen og den forliste beton, som jeg savner lidt i de motiver, hvor landbrugets rulleballer og landevejens asfalt dominerer. Men det siger naturligvis også noget om mine egne landskabspræferencer.

Storbyens snævre udsnit
I mine øjne er Scheel Andersens himmeldrama derfor mest gribende, når det udfolder sig over kystlandskabernes natur. Her kan man høre Vesterhavet og mærke vinden i ansigtet hviske sin poesi, og her får man lyst til at gå på opdagelse, både i værkerne og i den natur, de fortolker.

Eller som Knud Sørensen skriver om en januarmorgen, hvor dagen materialiserer sig i baggrundens dis, og han pålægger sig at gå ud i den

og blive én af dem der trækker et spor gennem billedet.



’Nordjyske horisonter’ er en fin og stemningsmættet udgivelse, hvor skyer med karakter er den bærende kulisse i værk efter værk, der giver himlens forbigående landskaber en nærværende og fortællende materialitet.

Men den er også et inspirerende portræt af en del af Danmark, hvor landskaberne sprænger rammerne for de frimærkeudsnit af jord og himmel, så mange af os er henvist til i storbyens firkantede rum.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce