Mængden. Hvert år holder forlaget Gyldendal sin traditionsrige efterårsreception i gården. I sin nye bog beretter forfatteren Nielsen, som nu skriver under sit alter ego Claus Beck-Nielsen, om forfattermiljøet med 12 både spydige og kærlige portrætter af 12 kollegaer.
Foto: Nete Goldschmidt

Mængden. Hvert år holder forlaget Gyldendal sin traditionsrige efterårsreception i gården. I sin nye bog beretter forfatteren Nielsen, som nu skriver under sit alter ego Claus Beck-Nielsen, om forfattermiljøet med 12 både spydige og kærlige portrætter af 12 kollegaer.

Semi-paparazzo giver spydige og kærlige skildringer af sine forfatter-kolleger

Skildring af møder med 12 danske forfattere er vittig, melankolsk og interessant.

Bøger

Omslaget til Claus Beck-Nielsens skildring af sine møder med 12 danske forfattere prydes af forfatterens ’rødbedetryk’: aftryk af udvalgte egne kropsdele dyppet i rødbedesaft.

Ifølge bogens første essay et duplikat af de digtbeskrevne papirark, den unge håbefulde forfatter sendte til Poul Borum, som lod et par af digtene trykke, men uden rødbede.

Så har vi allerede gang i legen med forholdet mellem værk og forfatterkrop. Sidder vi virkelig med et aftryk af forfatterens egen krop i hænderne?

Er bogens jeg identisk med den kødelige forfatter?

LÆS OGSÅ

Er det Claus Beck-Nielsens eget åndedræt, vi hører mellem sætningerne? Er bogen skrevet med blod eller rødbede?

Der er i hvert fald et forrygende flow i skriftstrømmen, man stryger gennem den velskrevne, skarptslebne, humoristiske, melankolske prosa.

Måske også drevet lidt af den der Se og Hør-agtige nysgerrighed: Hvilken kendt forfatter skal vi nu høre om (det røber kapitlernes overskrifter kun sjældent), og hvilke detaljer stiller den skrivende semipaparazzi skarpt på?

Grænsen mellem jeget og den portrætterede forfatter er ofte flydende, både stilistisk og tematisk

Skriver han virkelig også om sin egen ekshustru, Christina Hesselholdt? Og om (og som) den mand, der siden blev ekshustruens kæreste, Hans Otto Jørgensen?

Hverken uspydige eller ukærlige portrætter
Ofte er det netop en eller anden emblematisk detalje, der stilles skarpt på.

I den første, nadvermetaforiske historie er det det hjemmebagte brød, den kun halvvejs inviterede ludfattige forfatterspire medbringer som ilde modtaget gave til Poul Borums fødselsdag, formet som tallet 58, »der netop udtrykte hans personlige ’krops’ alder, og dermed gik hans og min krop (…) op i en højere kunstnerisk enhed«.

I portrættet af Jens-Christian Grøndahl er det den hundelort, der som en åbenbaring viser sig for det læsende jeg midt i en af de ellers så lækkert designede Grøndahl-romaner.

I historien om Pia Tafdrup er det hendes blide håndtryk, der ligesom forplanter sig til det DDR-luderhjerte, der i historiens udvikling banker »som en lillebitte hånd« under forfatterens, alt imens den af digterinden lyrisk besungne seksualitet kontrasteres med forfatterens pinlige.

LÆS ARTIKEL

I skildringen af Rifbjerg er det de hele to toiletruller, begge påbegyndte, der hænger som et kors for tanken på den store forfatters toilet.

Portrætterne er ikke uspydige, men heller ikke ukærlige. Borum skildres som kropsfremmed kropsdigter og nådesløs kritiker, men også som gavmild. Tafdrup har sit blide håndtryk, Grøndahl får sin hundelort. Og hos Rifbjerg er der »ingen smalle steder. Han rager op, gør han, men der er altid plads i hans skygge«.

Jeget er stand-in
Bogens undertitel, ’Et spejlkabinet’, vidner om, at portrætterne lige så meget er spejle for det skrivende jeg selv, som således bliver den trettende portrætterede forfatter.

»Og tretten er som bekendt et uheldigt tal«, som bagsideteksten melder.

Grænsen mellem jeget og den portrætterede forfatter er ofte flydende, både stilistisk og tematisk.

Jeget er stand-in for Henrik Nordbrandt ved en digtoplæsning, han farer lige så vild i alle sine mulige eksistenser som Peter Høeg, han krydsklipper sin mormor med Inger Christensen og sin farfar med Rifbjerg, han bliver afvist af, men identificerer sig med Jørgen Leths »tøvende ja«, han kryber ned under sin kommende ekshustrus kommende kærestes dyne og sågar helt ind i hans perspektiv, helt ind i hans »jeg«.

Både blod og rødbede

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Teksterne kræver egentlig grundigere sammenlignende studier, som en forhastet anmelder ikke kan nå inden deadline, for at udrede, hvor meget af de bemeldte forfatterens tekst, der er indvævet i dem.

Hvor slutter Nielsen, og hvor begynder Jørgensen? Hvor findes der skjulte citater, ud over de mange åbenlyse?

Forekommer der virkelig en hundelort i den der Grøndahl-roman, eller er det Nielsens drøm om dét, der kunne forløse forfatterskabet: at forfatteren bryder sit lækkert designede sprogunivers ved at lade sit fiktive jeg træde i en hundelort?

LÆS OGSÅ

På en virtuos og letflydende måde stiller bogen nogle af Beck-værkets sædvanlige store spørgsmål om jegets såkaldte identitet, om forholdet mellem krop og skrift, forfatter og fortæller, portræt og selvportræt, ord og kød.

Den pendler elegant mellem refleksiv metaleg og sanseligt nærvær i detaljen.

Kort sagt er den skrevet med både blod og rødbede.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce