Fænomen. 'Da Vinci Mysteriet'. Dan Brown. Bestselleren, som sendte alverden af sted på en ny jagt efter den hellige gral. Foto: Tim Boyd/AP

Fænomen. 'Da Vinci Mysteriet'. Dan Brown. Bestselleren, som sendte alverden af sted på en ny jagt efter den hellige gral. Foto: Tim Boyd/AP

Bøger

Her er 00'ernes bedste udenlandske bøger

Den store krig sejrede i 00'ernes internationale litteratur.

Bøger

Mange mener, at der blev ringet ind fra postmodernismens store frikvarter, da terrorismens fly fløj ind i Twin Towers 11. september 2001. No more postmodernisme: litteraturens frie leg var slut.

Nu skulle der igen skrives om alvorlige sager, om samfundets misere lokalt og globalt, just som vor egen Georg Brandes prædikede i sit moderne gennembrud. Sådan blev det, senmoderniteten var ankommet tragisk, mens den postmoderne æstetik blev skoset til at holde kæft.



Den avantgardistiske tyske komponist, Karlheinz Stockhausen, havde ikke hørt det ringe ind, da han sagde, at den terroristiske flykatastrofe var det største kunstværk nogensinde. Selvfølgelig fik han efterfølgende en global skideballe.

Samtidig måtte den amerikanske historiker, Francis Fukuyama, trække sin tiårige spådom tilbage, sagt ved Murens fald: Historien var forbi.

Den seriøse tidsånd
Men havde det ringet ind? Ville forfattere skrive anderledes, mere involveret og engageret end før og dengang i 90’erne? Eller var det en myte, at den globale litteratur havde været mere sorgløs før? At det såkaldt postmoderne var skødesløse skildringer af samtiden over en verbal caffelatte og flirt mellem venner?

Samme skæbneår kom Jonathan Franzens skelsættende familiesaga, ’Korrektioner’, om en amerikansk middelklassefamilies totale opløsning i diverse fortolkninger af deres interne relationer.

Et amerikansk svar på ’Huset Buddenbrook’, men med et mere diffust fald og forfald end Thomas Manns berømte borgerfamilie fra datidens Lübeck.

To år senere udkom så forfatteren Siri Hustvedts roman, ’Det jeg elskede’, der ligesom Franzens var en modernistisk krønike om, hvordan vi lever nu med hinanden – nu i New York i en roman dedikeret til Siris husbond, Paul Auster, der også skrev på baggrund af samme miljø, Manhattan og Brooklyn.

Men Hustvedts version af storbyliv blev læst mere realistisk engageret og inderligt alvorligt, ja som udtryk for den seriøse tidsånd. Denne tidsånd sås også i årtiets bedste krimier.

Små og store krige
Michael Connelly skrev ovre på den amerikanske vestkyst med sin hovedperson, politimanden Harry Bosch, i Raymond Chandlers fodspor og om ’a place gone wrong’: et klaustrofobisk USA, der var mere og mere paranoidt i sin jagt på terrorister og det, som ligner.

Mens Robert Harris i Storbritannien forlod sine romaner om Romerriget for med ’Skyggen’ at skrive årtiets mest spændende politiske thriller på baggrund af Tony Blairs helhjertede, i forfatterens øjne helt forkerte, støtte til præsident George W. Bush i Irakkrigen.

Ganske vist er alle krige store for det menneske, der står midt i den. Sådan som to så forskellige forfattere, Don DeLillo og Khaled Hosseini, beskriver dem i hver sit værk.
DeLillo skildrer med sin roman ’Den faldende mand’, hvad 11. september betød for den enkelte amerikanske familie i titlens sindbillede af de mange desperate, der kastede sig ud fra den brændende skyskraber.

Hosseini er lidt mere traditionel med bestselleren ’Drageløberen’, som fortæller smerteligt om to drenges venskab med krigen i Afghanistan som afsæt og landskab.

Men det var igen den store krig, som sejrede, både kunstnerisk og kommercielt.

Homoseksuel SS-officer I 2004 dukkede en torso af en romantrilogi op på det franske bogmarked. Skrevet mindst 60 år før og smuglet ud af forfatterens børn, mens forfatterinden selv forsvandt i nat og tåge i en tysk dødslejr. Vi taler om den russisk-jødisk-franske forfatter, Irène Némirovsky, og hendes betagende romanværk om Frankrigs fald og første besættelsesår 1940-41. ’Storm i juni’ skildrer inciterende og følsomt dels det forsmædelige franske nederlag, dels den franske fascination ved de sejrende tyske soldater.

Fragmentet slutter med den tyske invasion af Sovjetunionen i juni 1941 og en gribende afsked med soldater, der drager i døden ved en fjern front.



En front, som også er bagtæppet for den fransk-amerikanske Jonathan Littells mammut-bestseller, ’De velvillige’, om en intellektuel og homoseksuel SS-officers karriere og meritter på Østfronten.

Romanen snuppede stort set alle fine franske litteraturpriser. Rost til skyerne og endog tiljublet som en sandfærdig roman set med bødlernes øjne på holocaust.

Typisk engelsk
Men der var også rigtig mange, som nok fandt romanen interessant, men også gemacht og konstrueret. Thi hvordan kan en moderne mand i 30’erne overhovedet siges at være i stand til at tænke autentisk som en tysker; runden af en anden tid og en anden kultur?

I modsætning til sin kollega, gamle Philip Roth, som helt klart laver et villet tankeeksperiment med ’Komplottet mod Amerika’ om, hvordan halvnazistiske kræfter får magten i landet i begyndelsen af Anden Verdenskrig.
Finest brug af denne krig, som vi åbenbart aldrig bliver færdige med, kommer frem i briten Ian McEwans roman ’Soning’.

Typisk engelsk handler den om en fatal sommer på et herresæde. Hvor unge mennesker oplever kærligheden både som en sommerlig forelskelse og et skæbnesvangert terningekast, der får uhyggelige og tragiske følger, som plottet forfølger ind i verdenskrigen med den engelske hærs sammenbrud i sommeren 1940 i Frankrig.

Som en art historisk sædeskildring, en tragisk kærlighedshistorie og en kunstnerroman om ansvar og soning er den en af årtiets mest betagende og bevægende.

Postmodernismens død?
To forfattere fra hver sit hjørne af populærlitteraturen bragede igennem årtiet. Den brasilianske forfatter, Paulo Coelho, udsendte den ene småfilosofiske underholdningsroman efter den anden, såsom ’Alkymisten’ og ’Heksen fra Portobello’, som med et indviklet plot garneret med new age-filosofi solgte og sælger som varmt brød. Men i mine øjne mestendels er velskreven varm luft.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



Det kan man ikke sige om det andet litterære fænomen fra 00’erne. Dan Brown bragede igennem med ’Da Vinci Mysteriet’ i 2003, ikke særlig velskreven, men retfærdigvis nok ikke bare varm luft.

Midt i den hæsblæsende omgang mysticisme om Jesu privatliv får vi faktisk noget at vide om renæssancen, dens kunst, kultur og erfaringshorisont. Og hans romaner fornyede læselysten blandt mange.

Det samme gjorde i 2005 den just afdøde Stieg Larsson med ’Mænd som hader kvinder’, der er et sammenrend af svensk krimirealisme, spektakulær popkunst og vor tids Pippi Langstrømpe i skikkelse af Lisbeth Salander.

Og postmodernismens død? Ja, hvis man med denne litterære isme mener: hybride romaner, leg med genrer, raffineret intertekstualitet, upålidelige fortællere, plottets åbenhed med poetiske paradokser plus hele historiens labyrintiske uigennemtrængelighed, så er døden stærkt overdreven.

Talende katte

Tjekkiske Michal Viewegh serverer en charmerende cross over-kriminalroman. ’Sagen om den utro Klara’ skildrer overfladisk kærlighedens forfærdelige dybder.

Og midt i årtiet forvandler kultforfatteren Haruki Murakami sig til mere mainstreamagtig forfatter med den facetterede roman ’Kafka på stranden’, om kattes tale og menneskers kærlighed.

Og så skal newyorkeren Paul Auster være årtiets punktum. Hans ’Usynlig’ fra dette år er en efterårsagtig og elegisk roman om kærlighed mellem søskende og venskab mellem mænd. Men selvfølgelig fortalt med atonal flerstemmighed og kalejdoskopisk troværdighed.

PS. Også i dette årti blev nobelprisen mestendels givet retrospektivt til forfattere for deres værker fra en nær fortid.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Undtagelsen er den tyrkiske forfatter Orhan Pamuk, der i 00’erne udgav flere gode sager, såsom ’Sne’ og ’Istanbul’; romaner om forfatterens hjemland splittet mellem muslimsk middelalder og forskellige gradbøjninger af modernisme – post- og sen-.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce