Ætsende. Lone Aburas har lyttet med ved middelklassens middagsselskaber. Billedet er portrætillustrationen fra bogens omslag.
Foto: Legalizer/Leo Scherfig

Ætsende. Lone Aburas har lyttet med ved middelklassens middagsselskaber. Billedet er portrætillustrationen fra bogens omslag.

Bøger

Lone Aburas folder sit talent ud i ny roman

Lone Aburas folder sit talent ud i nye retninger i ironisk og trist roman.

Bøger

Yeats' digt 'The Second Coming' (1920) står de berømte linjer: »The best lack all conviction, while the worst/ Are full of passionate intensity«, altså omtrent: »De bedste mangler al overbevisning, mens de værste/ er fulde af lidenskabelig intensitet«.

Det er ikke alene en rammende beskrivelse af det politiske landskab i Danmark og Europa, hvor venstrefløjen er paralyseret og perpleks, mens det ekstreme højre er energisk og selvbevidst, det er også et dilemma, der står i fuldt flor i Lone Aburas' tredje roman, pudsigt generisk betitlet 'Politisk roman', og komplet udstyret med 70'er-grafik og -typografi.

LÆS OGSÅ

Det, at alle de (vi!) gode og velmenende mennesker i den danske middelklasse står tøvende, hyklerisk og famlende, hvis ikke ironisk distanceret, over for det at handle og tænke politisk – er præmissen og grundaksen i Aburas' roman.

Hun iværksætter fremstillingen af grundaksen med en indædt iskold humor, der er tappet direkte fra Gustave Flauberts vandhane; den Flaubert, der nedskrev tåbelige klicheer fra borgerskabets samtaler i sin lille notesbog, for senere at udgive dem som 'Dictionaires des idees recues' eller 'Klichéordbogen'.

Armodig kærlighedsløshed
Flere af dialogerne i 'Politisk roman' fremstår som hele montager af sætninger, sakset fra middelklassens middagsselskaber, for eksempel som her fra en aften, da den småborgerlige tandlæge Robert udbryder:

»»Nu er det bare at håbe på, at hele skidtet kollapser, så vi kan starte noget nyt«, siger Robert uden at blinke. Efter denne abstrakte udtalelse falder der en provinsiel ro over selskabet« – det ondt rammende ordvalg er fortælleren Rebeccas.

På sin egen indirekte og ironiske måde flår og river 'Politisk roman' i alle os gode, velmenende, hykleriske, vege og afmægtige middelklassemennesker

Robert og Rebecca bor sammen i en herskabslejlighed med hendes søn Oskar og hans døtre Sally og Martha. Delefamilien er under overfladen stærkt dysfunktionel. Robert er tandlæge, Rebecca underviser i geografi på et VUC-center, ironisk kaldet Apollon (lysets og sangens gud), hvor hun har dvaske og håbløse elever.

Rebecca tænker på dem som »denne flok af åndelige undermålere«, og under det hele ligger da også det, Robert et sted afvisende kalder for »misantropisk pladder«; der er noget menneskefjendsk ved Rebecca især.

Forholdet mellem Robert og Rebecca er i krise, Rebecca bemærker et sted lakonisk: »Aftenen afsluttes med en form for samleje«.

Det er gennem Rebecca, vi ser og hører alt – og kors, for en usympatisk, selvoptaget, egoistisk, komatøs, en lunkent uengageret, småløgnagtig og kynisk krampe; magen til hendes slags, skal man forhåbentlig lede længe efter. Rebecca kritiserer velfærdsstatens »forfejlede kærlighed«, men det eneste, hun selv sætter i stedet, er sin egen armodige kærlighedsløshed over for både mand, barn og elever.

Et forsonende træk er, at hun er forpint af det elendige forhold til sin 14-årige søn. Til gengæld er hun en handlingslammet og veg mor, der ved egen uformåenhed lader sin søn glide længere end for langt ud i hampen. Samtidig er hun Robert utro med overboen Aron – og endda på den mest håbløst indifferente og slappe måde.

Hvad er retfærdighed?
På romanens allerførste side ligger en forkommen hjemløs på gaden. Rebecca går forbi ham og tænker: »En hjemløs har besluttet sig for at dø ved indgangen til Lidl«. Hun handler og registrerer indifferent at: »Den hjemløse ligger stadig livløs og gennemblødt af regn, da jeg sætter mig ind i bilen og kører ud fra parkeringspladsen«.

Den hjemløse har »besluttet sig for« at dø! Rebecca er den ultimative negation af læren fra lignelsen om den barmhjertige samaritaner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Robert står for romanens eneste reelle forsøg på at gøre det rette, at handle frem for blot passivt at jamre eller afmægtigt at resignere, for slet ikke at tale om bevidstløst at forbruge. Robert beslutter sig for at ville hjælpe en flygtning. Her er det Amir, der skal frelses. Amir er forhenværende museumsinspektør, siden uddannet som vvs-mand, nu illegal indvandrer, og forsøget på at gøre det gode går selvfølgelig i ged.

Neden under 'Politisk roman's askehob af fejlslagne menneskeliv, der benhårdt ironiseres over, ligger en ulmende glød med et brændende spørgsmål eller to: Hvad er retfærdighed, og hvordan tilvejebringer vi en mindre grusom og uretfærdig verden?

En vigtig bog

Romanen besvarer ikke spørgsmålene, det skal den heller ikke, men den puster så meget aske op i læsningens luft, at vi kan begynde at skimte spørgsmålet underneden.

'Politisk roman' er således ikke alene en sleben litterær anatomi over den vagt venstreorienterede skandinaviske middelklasses politiske veghed, hykleri og afmagt, den er samtidig en fremstilling af en elendig kvinde og mor, der er det tomme center i en sammenstyrtningstruet delefamilie.

'Politisk roman' er ikke bare litterært god; den er vigtig og betimelig. Læs den før din medborger

Og endelig er alt dette holdt i et register, der veksler mellem noget knugende sørgeligt, trist til døden-agtigt på den ene side og på den anden side en totalt tør, kølig og ætsende ironisk tone.

LÆS OGSÅ

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Den mærkeligt utilfredsstillende slutning – omtrent som det må være at have sex med Rebecca – skal selvfølgelig ikke røbes, men jeg må godt have lov at nævne, at der ingen synderlig forsoning eller udfrielse venter lige rundt om hjørnet.

På sin egen indirekte og ironiske måde flår og river 'Politisk roman' i alle os gode, velmenende, hykleriske, vege og afmægtige middelklassemennesker; alle os, der viger tilbage fra politik og derfor overlader scenen til »de værste, som er fulde af lidenskabelig intensitet«. Derfor er 'Politisk roman' ikke bare litterært god; den er vigtig og betimelig. Læs den før din medborger.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce