Rejser. Janne Teller arbejder globalt. I august udkom hendes nye novellesamling 'Alles, worum es geht' i Tyskland.
Foto: Jacob Ehrbahn

Rejser. Janne Teller arbejder globalt. I august udkom hendes nye novellesamling 'Alles, worum es geht' i Tyskland.

Forfatter: »I Afrika er du hele tiden tæt på døden«

Afrika er bare ikke et »safe kontinent«, siger Janne Teller.

Bøger

Da vi mødes på en formiddagsstille københavnercafé, er dødstallet efter terrorangrebet mod indkøbscentret i Nairobi endnu ikke opgjort.

Ikke at et afrikansk gidseldrama normalt ville være det mest oplagte emne for et interview med en dansk forfatter i anledning af hendes nye roman. Men nu er kosmopolitten Janne Teller, p.t. bosiddende i New York, heller ikke mere dansk end som så og hendes bog ’Afrikanske veje’ tættere på tragediens aktuelle scene, end selv den mest sensationslystne forfatter kunne drømme om.

Bogen, hvori en kvindelig dansk journalist genser Kenya efter mange år, foregår simpelthen i nutidens Nairobi, og på side 33 defilerer hovedpersonen og hendes medbragte ægtemand i firehjulstrækkeren ligefrem forbi »glasdørene ind til store kedelige marmorbeflisede shoppingcentre«.

LÆS OGSÅ

»Jeg kan sagtens forestille mig sådan en lørdag i Westgate fyldt med folk. Afrikanere er glade mennesker. Intense mennesker. Der er musik alle vegne. Og så er shoppingcentret alligevel lidt mere højtideligt, fordi det regnes for fint. Normalt tænker man ikke på død i et shoppingcenter, så når den indtræffer, ligner det en absurditet. Men Afrika er bare ikke et safe kontinent. Du er hele tiden tæt på katastrofen, tæt på døden. Dermed også på livet«.

Fandenivoldskhed
Hvor tæt man er på sit eget endeligt, erfarede Janne Teller selv, da hun som ung cand.polit., udstationeret for FN, boede og arbejdede i Tanzania og fik sin bil stjålet ved et holdup foran sit hjem.

»De gennembankede mine vagter. Jeg troede, de ville massevoldtage mig og skyde mig bagefter. Heldigvis reagerede jeg mærkeligt roligt«.

Oplevelsen skulle nok kunne sende en ung kvinde med det første fly hjem til Danmark. Men Janne Teller blev.

»Så nemt skulle de ikke få mig ud af Afrika. Jeg blev mere afrikansk af det ... med mine sandaler og min tanzaniske kjole og hullede gamle bil. Jeg begyndte at forstå de stærke afrikanske kvinder og deres fandenivoldskhed«.

Samtidig lærte Janne Teller noget, som hun siden har haft brug for: »hvis nogen holder en pistol mod dit hoved, skal du bare aflevere dine bilnøgler«.

Janne Teller boede i Tanzania, fra hun var 24 til 26, og i Mozambique, hvor hun arbejdede for FN’s fredsproces, fra hun var 28 til 30, og har siden rejst rundt på kontinentet i forbindelse med humanitære arbejdsopgaver. Kenya og Karen Blixens farm har hun besøgt adskillige gange. Alligevel har hun ikke kunnet skrive om Afrika før nu.

Tager folk med på en rejse
Kvinden i din bog siger gentagne gange, at man ikke kan forklare Afrika. Krukker hun, eller har hun ret?

»Du kan ikke beskrive Afrika i ord. Jeg kan ikke, og jeg har heller ikke set andre, der kan. Men man kan vise Afrika. Du kan tage folk med på en rejse, hvilket er det, jeg prøver på i ’Afrikanske veje’«.

Janne Teller demonstrerer, hvordan teksten også rent typografisk glider som den køretur, læseren tages med på ad de rødt støvende veje nær Karen Blixens farm. Undervejs erindrer kvinden sine år i Nairobi, sit ægteskab med en kenyansk borgerretsforkæmper og hans voldsomme død.

Samtidig fantaserer hun om at gøre en brat ende på sit nuværende ægteskab med den mand, der også praktiserer sin utroskab her i Kenya.

»Hun kunne køre bilen ind i et træ«, begynder bogen. Tonen bliver voldsommere, sproget nærmest stammende med gentagelser som »Afr Afrika«.

Måske bliver det erotisk overvældende at komme til Afrika

»Selv kommateringen følger hendes åndedræt«, forklarer Janne Teller om den bog, der kom som en eksplosion, og som hun nu håber er landet som en »meget fysisk tekst«.

»Jeg ville ikke skrive endnu en folklore-roman – ’europæisk kvinde i Afrika’. Den genre kan jeg ikke holde ud!«.

Karen Blixen er nævnt på første side af Janne Tellers bog, hvori det i øvrigt spøger på Karen Blixen Museet. Måske spøger Blixen også i enhver dansk forfatterhjerne, der vil skrive om Afrika?

»Selv om jeg er en glad læser af Blixen, føler jeg mig ikke beslægtet og slet ikke som arvtager af hendes stil. Til januar er det 100 år siden, Blixen kom til Afrika, 25 år siden jeg selv landede ...«. Janne Teller holder inde, som er hun i færd med et større litteraturhistorisk regnestykke, men griner så:

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Da jeg som ung arbejdede for FN, gik jeg tit med hat, men i det øjeblik jeg blev forfatter, holdt jeg op, for jeg ville ikke sammenlignes med Karen Blixen«.

Uden for den sociale kontrol
Janne Teller beklager smilende, at »få af hendes venner ved noget om hendes tid i Afrika«, og hvis hun prøver at fortælle en anekdote fra sine år der, bliver det enten latterliggørende eller reducerende.

»Afrika er stort. Vi er tæt på ækvator, hvor biodiversiteten er den største på Jorden, det vil sige, at der altid er mere, end mennesket overhovedet kan forestille sig. Du kan aldrig nå til bunds i Afrika. Derfor virker det også så ustyrligt, ja farligt for mange«.

Ligger problemet ikke allerede i, at vi taler om Afrika som et hele, det er et kontinent med cirka 50 stater?

LÆS OGSÅ

»Jo, man er selvfølgelig nødt til at tale om enkeltlande og stammer, men ligesom det gælder for Europa, har kontinentet fællestræk. Hvis vi taler om landene syd for Sahara, er fællesnævneren storslåethed. Afrika er voldsomt«.

Mens Janne Teller boede i Tanzania, iagttog hun, hvordan mænd, som formentlig levede kontrollerede liv som ingeniører eller konsulenter i deres europæiske hjemlande, blev frygtelig bange for Tanzania.

»Efter nogle måneder kunne det gå to veje: Enten tog de hjem, eller også gjorde de det, vi i Afrika kalder go local. Pludselig så du dem med unge lokale kvinder, måske flyttede et par prostituerede ligefrem ind. Fordi mændene var uden for den sociale kontrol. Europæere, der tilhører middelklassen, bliver herremænd, når de opdager, at de i et afrikansk land er noget i kraft af pengene. Mange har svært ved at styre det. Det var ret chokerende at overvære«.

En kærlighedserklæring
I Janne Tellers bog forstår ægtemanden ikke Afrika, og han forstår ikke »Afrika i hende«. Men han forstår dog at forføre en ung afrikansk kvinde.

Bliver Afrika ikke let reduceret til billedet på det mystiske, sanselige og erotiske?

»Når du kommer tættere på det sanselige, kommer du tættere på det erotiske. Og afrikanere er ikke så bange for det sanselige som vi europæere. Men i virkeligheden synes jeg, det er en meget begrænset udlægning af, hvad det i virkeligheden drejer sig om. Det drejer sig om at få fat i sin egen menneskelighed. Hvis du ikke har det, er det kun omverdenens sociale kodeks, der holder dig på plads i din adfærd. Måske bliver det erotisk overvældende at komme til Afrika, hvor der ganske rigtigt mange steder hersker et andet socialt kodeks, end du er vant til, men er der en sammenhæng mellem din egen kropslighed og din egen etik, så behøver du ikke gå over gevind«.

Jeg ville ikke skrive endnu en folklore-roman – ’europæisk kvinde i Afrika’. Den genre kan jeg ikke holde ud!



Vi taler om sexturismen, hvor velhavende vestlige kvinder tager ud for at finde ’lykken’ med unge afrikanske mænd, og om de hvide udsendtes skørlevned i Tanzania, som bl.a. Jakob Ejersbos Afrika-trilogi beskriver.

»Men det var præcis den del af Afrika, jeg ikke ville skrive om i en bog, der også er en kærlighedserklæring. For det er jo på ingen måde sådan, at Afrika er uden etik eller værdighed. Det er os, der mister vores eksterne værdighed, når vi bliver konfronteret med vores egen sanselighed. Jeg lærte at le


Hermed er vi ved det prekære spørgsmål om, hvordan vesterlændinge overhovedet gebærder sig i Afrika. Som turister, FN-udsendte, frivillige i en humanitær organisation eller noget helt fjerde.

Er det ikke altid problematisk at være hvid i Afrika?

»Jo. Men det Tanzania, jeg flyttede til, var mindre udviklet og mindre velfungerende end Kenya; til gengæld var det mere o.k. at være hvid – tanzanierne kender især europæerne fra hjælpeorganisationer. Tanzania var aldrig så stærkt koloniseret som Kenya, hvor der stadig findes et stort fjendskab mellem sort og hvid, fordi der var så mange engelske settlere, der ikke ville afgive deres privilegier, og fordi frihedskampen var så brutal. Hvorfor er det i Kenya, terrorangrebet sker? Jamen, den kolonisering, der har været, sætter altid sine spor i den administration, der bliver videreført«.



I Mozambique boede Janne Teller tæt på Sydafrika, men kunne ikke lide at rejse over grænsen, før Mandela var blevet præsident, fordi hun følte, hun repræsenterede noget, hun ikke brød sig om.

»Der var en klar hvid herremandsmentalitet, specielt blandt boerne. Kolonitidens historie kan man ikke komme uden om. Men man skal heller ikke underkende folks stolthed, hverken kenyanere eller tanzaniere synes jo, man er mere værd som menneske, blot fordi man kommer med nogle privilegier i kraft af sin velstand«.

Og omsider er vi nået frem til det, der optager Janne Teller mere, end hvad vesterlændinge i postkolonialismens æra kan gøre for Afrika.

»I Europa skal vi se på, hvor meget vi kan lære af Afrika. Livsglæde. Det der med at sige ’glem dine bekymringer, lige nu drikker vi kaffe og har det godt, så må vi tænke på i morgen i morgen’. Det var det, jeg oplevede, at tanzanierne kunne. Uanset om de havde alvorligt syge børn og ikke anede, hvor pengene skulle komme fra om en uge, så vidste de godt, hvordan de kunne have det godt lige nu. Jeg lærte at le i Afrika«.

Den menneskelige relation

Da Janne Teller var udlånt til den tanzaniske regering som økonomisk rådgiver, mødte hun op med en ’denne her rapport er vigtig at få færdig’-indstilling, men erfarede en virkelighed, hvor kollegaen, hun skulle samarbejde med, var taget til begravelse i Nordtanzania, hvilket tog tre dage den ene vej og tre dage den anden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Det varede lidt, før jeg opdagede, at de har ret i deres prioriteringer: altid den menneskelige relation før det abstrakte. Mens vi gør det modsatte – for det er jo ret abstrakt at prioritere en rapport«. I Danmark er vi hverken effektive, billige eller dygtige nok til at klare os i konkurrencen. Hvordan skulle vi omsætte ’afrikansk livsglæde’ til noget konstruktivt? »Det er det svære. Det kapitalistiske system med dets konkurrencestruktur er hele verden jo ved at tilpasse sig. Også på Afrika hviler der et pres, som ikke støtter den kultur, jeg lige har beskrevet. Desværre, kan man sige. For jeg mener, at den spiral, vi følger kloden over, er i gang med at køre os i sænk – ikke kun i forhold til klima og ressourcer, men også rent menneskeligt«.



LÆS OGSÅ Janne Teller retter sig i sædet og ligner nu den etikkens forsvarer, hun fra et væld af essay, kronikker og paneldebatter netop er kendt for at være. Asylpolitikken, det hovedløse europæiske tusindben, forfatterens ansvar over for de virkelige mennesker, hvis liv de skriver om etc. Sager, som hun vender og drejer også i sin litteratur. »Når vi i vores rige del af verden er nødt til at tage så mange antidepressiva, når vores unge skærer i sig selv for at mærke, at de er i live, eller fordi de ikke kan kapere presset, er der helt grundlæggende noget galt. Vi er nødt til at lære at prioritere menneskeligheden før noget andet«. I Tellers forrige roman, ’Kom’, gælder den etiske tvist en kulørt roman, der er ved at gå i trykken, da kvinden Petra Vinter opsøger forlæggeren og hævder, at romanen er baseret på hendes personlige, grusomme oplevelser i et afrikansk land. Og at forlæggeren bør stoppe udgivelsen. Er ’Afrikanske veje’ Petra Vinters eller din historie? »Det har jeg ikke engang selv tænkt på «. Janne Teller medgiver dog, at en kollega har skrevet om en af hendes oplevelser i Afrika og gjort det til underholdning.











»Men jeg skriver aldrig autobiografisk. Det, der er sandt, er oplevelsen af brutalitet. Kærligheden og intensiteten. Afrika på liv og død«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce