Inkarneret. Neal Ashley Conrad Thing læste Proust som 25-årig. Nu er han 50 og lever med forfatteren som en fast del af sin hverdag.
Foto: Daniel Hjorth

Inkarneret. Neal Ashley Conrad Thing læste Proust som 25-årig. Nu er han 50 og lever med forfatteren som en fast del af sin hverdag.

Proust-forfatter: »Jeg siger det bare. Det ændrer dit liv«

Neal Ashley Conrad Thing har skrevet en bog om forfatteren Marcel Proust og modtagelsen af ham i Danmark.

Bøger

Det handler ikke bare om bøger, men om selve livet.

Så meget er sikkert.

Neal Ashley Conrad Thing, forfatteren til netop udgivne ’Proust i Danmark’, griner skurrende, mens han åbner sin computer, der er pakket ind i et luvslidt rødt omslag.

»Den bedste måde at introducere Proust på er måske med Monty Python«, siger han og viser et klip med de britiske komikere, der skal forestille at være det årlige engelske mesterskab i at opsummere Marcel Prousts 3.000 sider lange, men uafsluttede roman ’På sporet af den tabte tid’ på 15 sekunder.

LÆS OGSÅ

Øvelsen mislykkes naturligvis for de tre finalister. Den første begynder for bredt i sin ros af værket og når derfor kun til første side af første bind, inden tiden er gået. Finalist nummer 2 ved ikke rigtig, hvor han skal begynde, men når alligevel lidt længere i sin opsummering end første deltager.

Til sidst kommer et kor, som vil opsummere syngende, men tiden render ud, inden de overhovedet kommer til sagen.

Neal Ashley Conrad Thing griner færdig efter klippet, det tager sin tid, og klapper så computeren sammen.

»Det viser jo, at de faktisk kender Proust«, siger han begejstret og fortæller en anekdote om Michael Palin, der ikke må rejse med samtlige bind af 'På sporet af den tabte tid' for sin kone.

Det står stadig ikke helt klart, hvad det er, den højt kanoniserede og for længst døde forfatter kan, som forklarer, at hans 3.000 siders læseoplevelser står foran så mange andre klassikere i livets lange dannelseskø.

Kun for dig selv
»Proust er til indvortes brug, for at sige det med Kierkegaard«, siger Conrad, som om det skulle være en forklaring.

Han sidder uroligt på en højrygget læderstol ved køkkenbordet i parcelhuset i Lund, hvor regnen står ned i gardiner og dækker ruderne i udestuen, hvor en plastikpingvin står og fryser i hjørnet og et græskar fra allehelgensaften er sunket sammen i et forrådnet smil.

Forskeren og forfatteren lever tydeligvis med Proust i så tæt en symbiose, at værkets indhold er lige så naturlig en del af hverdagen for ham som kaffe, snørebånd og tandbørstning.

Mange, der læser Proust for første gang, mærker simpelthen at få styrket sanserne



»Som jeg skriver allerede i begyndelsen af min bog«, siger Conrad, rækker armen over bordet finder allerførste sætning, som han sætter en tyk finger under:

»Proust er ikke til at spøge med. Men han har det med at spøge i læserens verden, når man først har lukket ham ind«, står der.

»Når du først har læst Proust, slipper du ham aldrig igen. For han slipper ikke dig. Du lever med ham«, siger han.

Selv har den nu 50-årige Conrad levet med 'På sporet af den tabte tid' halvdelen af sit liv. Han har skrevet magisterafhandling om forfatteren, han er redaktør på udgivelsen af 'På sporet af den tabte tid', hvis ottende bind snart udkommer, og så har han været med til at stifte det danske Proustselskab. Selv prinsgemalen har sin Proust


Nu har han udgivet 526 sider om modtagelsen af Proust i Danmark. Første bind af det, der dengang hed ’På sporet efter den tabte tid’, udkom i 1932 herhjemme og var den første oversættelse af værket til et fremmedsprog overhovedet. Derfor fik forfatteren også tidligt fat i et dansk publikum. Både blandt akademikere og forfattere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I ’Proust i Danmark’ introducerer Conrad forfatteren for nye læsere og undersøger derudover, hvordan Proust er blevet læst og brugt gennem årene.

»Knausgård har sin Proust, Ekelöf har sin Proust, Kirsten Thorup har sin Proust, prinsgemalen har sin Proust, Peer Hultberg har sin Proust, Goldbæk har sin Proust. Jeg har min Proust. Du får din Proust«, som han skriver.

»Proust skærper dine sanser, han får dig til at se. Det er som at tage et par briller på og se verden på en ny og skarp måde«, siger Conrad, en høj mand med antydning af bakkenbarter på kinderne af et gennemsnitligt ansigt.



»Hvis Proust skulle beskrive kaffekanden her«, siger han og drejer på en stempelkande på bordet, »ville nok begynde med det ydre. Så det indre. At den er lidt våd, måske hvordan det føles at være sådan. Han har en helt særlig tredimensionel og til tider kubistisk måde at beskrive ting på«.

Den store franske forfatter er mere interesseret i sanselige registreringer, syn, syner og beskrivelser end i en støt fremadskridende handling.

»Og det kan ikke undgå at påvirke læseren. Mange, der læser Proust for første gang, mærker simpelthen at få styrket sanserne. En hvidtjørn har aldrig været så meget hvidtjørn som efter Proust. Eller hvad det nu end måtte være, du ser på. En bordplade er ikke bare en bordplade«, siger han og tørrer en kaffesø op fra spisebordet.

»Det er som nye kontaktlinser. De bedste, du kan få«. Ophæver tid til rum


Måske det er tid til lige at gå et skridt tilbage og få historien med. Det første bind af romanen ’À la recherche du temps perdu’ udkom i torsdags for hundrede år siden i Frankrig. Siden arbejdede bogens forfatter, Marcel Proust, indtil sin død i 1922 på værket.

Det sidste bind udkom først i 1927, og mellem 1932 og 1938 udkom den på dansk første gang. Den er i øjeblikket ved at blive nyoversat, og det sidste bind forventes at udkomme i 2014. Den 3.000 sider lange roman er fortællingen om hovedpersonen Marcel, der er ved at danne sig selv som menneske og blive forfatter.

Hvis man skal komprimere romanen til den 15 sekunder lange opsummering, som Monty Python ikke kunne finde ud af, er den, at Marcel bliver forfatter, siger Conrad.

Men så simpelt er det naturligvis ikke. Der er meget mere på spil end den ydre handling.

Når du først har læst Proust, slipper du ham aldrig igen. For han slipper ikke dig. Du lever med ham



Tid er et kernetema i romanen. Der er en række berømte åbenbaringer i løbet af bøgerne, hvor hovedpersonen får uvillede erindringer.

Altså den slags erindringer, der kommer af sig selv og ved en tilfældighed, og ikke en af dem, man sidder derhjemme og leder efter omme bagerst i kraniekassen, fordi en eller anden har spurgt, om man kan huske Abelones fødselsdag for tre år siden.

»Proust ophæver tid til rum. Viserne er faldet af uret«, siger Conrad og peger på sin bare venstre arm. Han forklarer, at bogen hele tiden løber efter de øjeblikke, hvor vi uden først at have overvejet det bliver blæst tilbage til en eller anden oplevelse i fortiden, fordi vores sanser bliver stimuleret på en så intens måde, at det får os til at reagere ved at erindre.

»Det ophæver tiden til et rum, vi alle sammen kan være i i vores indre, og som ingen kan tage fra os«, siger han. Erindringsrummet ophæver tiden på den måde, at den lineære fortælling om i dag og i morgen og så i overmorgen bliver ophævet for i stedet at blive til en række internt forbundne sanseoplevelser og øjeblikke af erindring.

På den ene sider er der den ydre tid, hvor man efterhånden bliver grå i tindingerne og runken i ansigtet. På den anden side den indre erindringsverden, hvor tiden er anderledes sammenviklet og eksisterer uden at lade sig styre af den ydre tid, der dikterer kroppens forfald. Det er den verden, Proust fører dig ind i, siger Conrad. »Det ændrer dit liv«

»Men så skal du ned og købe ind, måske ned i Netto. Og, det siger alle, der læser Proust første gang ...«, siger han og kan næsten ikke holde eksplosionen tilbage: »Og så er alting forandret«, griner han vildt og slår armene ud i fuld bredde. Det er derfor, siger han, at Proust er til indvortes brug. Man skal læse ham for sin egen skyld, det hjælper ikke noget at forsøge sig med fem smarte sætninger til en fest for at imponere. »Du må opøve en respektfuld omgang med ting med dybere lag, og sådan er det her. Der er ikke én nøgle, men mange til værkets verden. Hver eneste af Prousts sætninger drejer rundt og kan ses fra flere sider, som du kan blive ved og ved med at gå og tænke over og gøre brug af. Du kommer til at leve med det«, siger han.





Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

LÆS OGSÅ


Og det er netop hele humlen.

»Det handler om at værket vækker ens lyst til at skrive sit eget liv, at man gør sig bevidst om at skabe ord og udtryk for det. Fordi livet forsvinder. På den måde sætter Proust en standard i og for dit liv. En sproglig standard. Hans roman bliver et optisk instrument, som du ser på livet igennem, og som hjælper dig med at gøre tingene mere sanselige og klare«, siger Conrad.

Det er helt tydeligt, at han selv har sluppet taget i den virkelige virkelighed lige nu, hvor mælken står på bordet og bliver varm sammen med karrysildene.

»Når jeg er allermest intoksikeret af Proust, og mine venner eller jeg selv taler upræcist, giver han tegn, så kan jeg høre ham hviske, at det her var altså ikke i orden. At det var upræcist«, siger han.

»Fuck. Jeg siger det bare. Det ændrer dit liv«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce