Pris. John Williams så aldrig sin roman 'Stoner' få succes, men han oplevede at få National Book Award for romanen 'Augustus' i 1973. Privatfoto.

Pris. John Williams så aldrig sin roman 'Stoner' få succes, men han oplevede at få National Book Award for romanen 'Augustus' i 1973. Privatfoto.

Bøger

Nu udkommer den bedste roman, du aldrig har læst

John Williams’ roman ’Stoner’ går en overraskende sejrsgang over hele Europa.

Bøger

Sensationer kan forekomme med næsten et halvt århundredes års forsinkelse.

En sensation kan endda være en meget lavmælt en af slagsen, som tilfældet er med den amerikanske forfatter John Williams’ (1922-94) roman ’Stoner’.

Bogen udkom i 1965, uden at mange opdagede det, men det seneste år er den blevet en succes i Europa. I Holland har forlaget trykt over 100.000 bøger, og den er også populær i Frankrig og Spanien.

Årets bog Senest er den slået an i Storbritannien, og hvis man ikke på forhånd kendte historien, kunne man godt undre sig, når man her i efteråret gik rundt i Londons boghandler.

Ofte lå ’Stoner’ i stakke ved siden af tidens populære nyudgivelser. Kulminationen kom i sidste uge, da den 48 år gamle roman blev kåret som årets bog af boghandlerkæden Waterstones.

’Stoner’?

Ja, kun de færreste havde hørt om den, og ved første øjekast var der heller ikke meget ved bogen, der sagde, at det var nødvendigt. Hør eksempelvis et kort referat af handlingen.

William Stoner vokser op i en fattig farmerfamilie i Midtvesten, bliver sendt på universitetet for at lære noget om landbrug, men forelsker sig i litteratur og ser sig aldrig tilbage.

Han bliver lærer på universitetet, gifter sig med den forkerte kvinde, løber ind i akademiske benspænd af den giftige slags og får sin karriere saboteret.

Stoners kone ødelægger hans forhold til datteren. Hans ærkerival på universitetet ødelægger hans forhold til en elskerinde. Han bliver marginaliseret ude og hjemme, men fortsætter i sit job lige til sidste suk.

Næsegrus beundring
Forfatteren selv gør heller ikke meget for at sælge bogens historie. Faktisk drister John Williams sig til, tilsyneladende, at tage enhver spænding ud af fortællingen fra begyndelsen, hvor han skriver en slags nekrolog over Stoner.

Williams slår fast, at studerende på hans universitet måske vil studse lidt over Stoners navn, men ikke mere. Hans kolleger, som ikke havde særlig høje tanker om ham, taler sjældent om ham.

Stoner minder de ældre om, hvad der venter dem alle, hvorimod de unge ikke forbinder Stoner med noget, der har med dem eller deres karriere at gøre.

Det er helt andre toner, der bliver slået an i de overskrifter, romanen har trukket det seneste år. De kommer i nogenlunde disse to variationer; ’Den bedste roman, du aldrig har læst’ eller ’Den store amerikanske roman, du aldrig har hørt om’.

Den er ligesom de huse, som ingen længere ved, hvordan man bygger

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



Forfattere på stribe har udtalt sig i beundrende vendinger om romanen. Fra Bret Easton Ellis til Ian McEwan, og Collum McCann har fortalt, at han mindst har købt 50 eksemplarer alene for at kunne forære den væk til vennerne.

Det er også en del af hemmeligheden bag bogens succes. Den spreder sig fra læser til læser.

Den omvendte Gatsby
Til april kan også danske læsere fornøje sig med historien om William Stoners liv. Jens Christian Grøndahl oversætter romanen for Lindhardt og Ringhof. Redaktør Susanne Bent Andersen kalder romanen for en øde ø af god litteratur midt i al larmen.

»Vi læste den og faldt som alle andre for dens enkelhed; her var noget så basalt og simpelt som en roman om en mand og hans liv og død, med kærlighed, smerte, familie, ægteskab, professionelle relationer og ambitioner, og det, der slår én som læser, er vel netop enkelheden og den lidt gammeldags tone, der stråler ud fra siderne. Og så tror jeg faktisk også, at man bliver revet med af baggrundshistorien: glemt kvalitetsroman, der pludselig får international succes. Det kan man da kun glæde sig over«, siger hun.



I øjeblikket virker det, som om ’Stoner’ er mere populær i Europa, end tilfældet er i forfatterens hjemland, og forfatteren og essayisten Tim Kreider har i The New Yorker givet sit bud på, hvorfor dette er tilfældet.

Han tror, det måske er, fordi ’Stoner’ er en slags anti-Gatsby. Selv om Jay Gatsby har sine fejl, og det går ham ilde, tror Tim Kreider, at de fleste amerikanere i hemmelighed synes, at Gatsby er en ret cool fyr.

»Gatsby er en succeshistorie: Han tjener bunker af penge, ligner en million, ejer et palæ, holder fantastiske fester og får endda en kort overgang sin drømmepige. Hovedpersonen i ’Stoner’ er en uglamourøs, hårdtarbejdende akademiker, der får et dårligt ægteskab, bliver fremmedgjort i forhold til sit barn, slider sig op i en karriere, der er stødt på grund, og bliver så glemt. En fiasko«.

Ingen spektakulære effekter
Som Tim Kreider ser ’Stoner’, er romanen fantastisk, fordi den er i stand til at se på livet som et hele, uden illusioner, men også uden den fortvivlelse, som man ellers kunne have forventet i beskrivelsen af et liv som Stoners, og Kreider er ikke den eneste, der synes, at romanens opbygning er noget nær det perfekte for en historie.

Man aner slet ikke konstruktionen, for ikke én sætning sidder forkert.

»Den er ligesom de huse, som ingen længere ved, hvordan man bygger«, siger Kreider.

I sit essay i The New Yorker advarer han om, hvordan man som læser kan mærke, at hårene rejser sig på armene, selv om handlingen i det ydre ikke ligefrem ræser frem eller trækker på spektakulære effekter.

De menneskelige dramaer, som lige så stille mejsles ud på siderne, er mere end rigeligt. Stoppede læsning i to år

»Da jeg var næsten midtvejs i bogen, blev jeg nødt til at lægge bogen væk i et år eller to«, fortæller Kreider. Han kunne næsten ikke holde ud at læse om, hvordan Stoners kone, Edith, på uhyggelig vis er ved at skabe en usynlig mur mellem Stoner og hans datter. Historien om Stoner lyder som et liv, der er gået til spilde, men sådan så forfatteren John Williams slet ikke sin hovedperson.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I et af sine sjældne interview har han fortalt, at han ser Stoner som en ægte helt. Det irske forfatterikon John McGahern refererer en del af interviewet i det forord, han nåede at skrive til nyudgivelsen, inden han døde i 2006. »Mange læsere synes, at Stoner havde et sørgeligt og dårligt liv. Jeg synes, han havde et godt liv. Han havde uden tvivl et bedre liv end de fleste. Han beskæftigede sig med det, der interesserede ham«, sagde Williams. Det vigtige i romanen var efter hans mening netop det, at Stoner har følelsen af at have et arbejde i den gode og agtværdige betydning af ordet.



Arbejdet gav Stoner identitet, og Williams ser kærligheden til arbejdet, undervisningen i litteratur, som det helt væsentlige for hovedpersonen, og spørger man Williams, er manglen på kærlighed netop det, der karakteriserer en dårlig lærer. »Du får aldrig kendskab til resultaterne af alt det, du gør. Jeg tror, at min ambition med ’Stoner’ kan koges ned til det. Du bliver nødt til at tro på det. Det vigtige er at føre traditionen videre, for traditionen er civilisation«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce