Barsk. Forfatter Jacob Skyggebjerg har skrevet bogen 'Vor tids helt', en barsk beretning fra sin opvækst i underklassen i Horsens.
Foto: NIELS HOUGAARD

Barsk. Forfatter Jacob Skyggebjerg har skrevet bogen 'Vor tids helt', en barsk beretning fra sin opvækst i underklassen i Horsens.

Bøger

Ny dansk roman indskriver sig som en af årets bedste debuter

Jacob Skyggebjergs debutroman ’Vor tids helt’ er både vild og hyperfølsom.

Bøger

Carina, åh Carina. Og videre: Digter, skrev Kierkegaards æstetiker, bliver man ikke ved den kvinde, man fik, men ved hende, man ikke fik.

Jacob Skyggebjergs fabelagtige, vilde, grove og psykedelisk forfinede debut, ’Vor tids helt’, handler knap nok om noget. Næsten ingenting.

Andet end om en jysk, proletarisk bondeknold fra et råt misbrugermiljø, der kommer til København, ryger, tager stoffer, drikker og horer, og ikke får sin Carina – men derfra gnistrer så eksplosionen, ’Vor tids helt’! Helt? Antihelt.

LÆS OGSÅ

Titlen henviser udtrykkeligt til Lermontovs ironiske raffinerede klassiker fra 1839, hvor antihelten Petjorin er en selvmodsigende, kynisk og følsom skiderik, ikke mindst over for kvinder.

Sådan er det også her, men voldsommere. For – og det må vi godt røbe – Jacob Skyggebjerg, som forfatterens autofiktionalt fortællende alter ego hedder, er i virkeligheden en alien, der er beamet ned på Jorden: »Som barn kunne jeg ikke finde nogen anden forklaring på min intelligens, end at jeg skulle stamme fra rummet«.

Barok humor og dampende smerte
Barnets infantile antagelse viser sig senere, i et syret amokløb, at være ganske sand. Men inden da skal han og er han så grusomt meget igennem, denne Jacob med alle sine macho-attituder.

Det udfoldes i en turbine af stor skrift, barok humor og dampende smerte. På én måde så enkelt: Tre kapitler, jeg-fortæller, (mis)dannelsesroman, white trash-dreng fra provinsen kommer til København, hvor alt gærer, og alt ender i undergang.

Men indlagt i dette skema er store, tæt komponerede forløb, hvor asterisker indlagt i hvert kapitel markerer brud og sammenfletninger af erindringer, scener og refleksioner, ofte helt abrupt fra sætning til sætning, hvor der pludselig skiftes gear.

Sætningerne går fra det brutalt korte og enkle til i stigende grad at blive længere og vildere. Stillejet kan være proletarsnak som: »Jamen fuck dem, siger jeg«, men afløst af knaldperler som denne: »Jeg slæber mig gispende derud, krumrygget, med solstrålerne som hvirvlende barberblade mod huden«.

Hyperfølsom machostil
Hele vejen igennem en hård, men også hyperfølsom machostil, der arver træk fra Céline og Bukowski, men desuden lader sig tænke som en art ’Nordkraft’, blot her med helt andre litterære muskler, end Ejersbos roman besad.

Men hov, hvor Blicher også titter frem i landskabspanoramaerne fra Udkantsdanmark! Og som sine steder er i slægt med en Kristian Bang Foss’ dead-pan satire, og en Lars Frosts tindrende trætte kynisme.

Som f.eks. redegørelsen for, præcis hvor mange ton stinkende benmel, fabrikken ’Daka’ nær ved barndomshjemmet hvert år producerer; eller beretningen om opholdet på ’Karantænestation Gilleleje’, omringet af bizarre typer og ypperligt idiotiske vagter.

Eller, en af mine favoritter, beskrivelsen af de ekstremt fugtige, klamme kælderlokaler, som han lejer af ’Danmarks mest ekstreme mand’, den virkelige, levende, højreekstreme Bo Warming; livet dernede, og Bo Warming, er fra en anden verden end denne.

Allervildeste, hårdeste og bedste debut

Satiren er spændt op mod smerten. Forældrene er begge misbrugere, og opvæksten præget af svigt, miljøet ubegribeligt proletarisk. Senere i livet vender Jacob tilbage til forældrene, der er skilt, og i fremstillingen af både moderen og særligt faderen er der en vippe af ømhed og skarphed.

Han ser alt, har lidt under alt, men tilgiver og holder af. Tilgiver ... han er ikke et dug sentimental eller rørstrømsk.

LÆS OGSÅ

Men der er omsorg og en art varme i beskrivelsen af forældrene. Og der er en latterlig, men også reel smerte over, at Carina ikke vil have ham, helt derovre i København. Men det gør ikke noget. Jeg er sådan set ligeglad.

For ’Vor tids helt’ indskriver sig som en af 2013’s allervildeste, hårdeste og bedste debuter. Hold da helt folkeferie.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce