Kioskbasker. En 'hemmelig socialdemokrat' stjal opmærksomheden i denne uge.
Foto: People's Press

Kioskbasker. En 'hemmelig socialdemokrat' stjal opmærksomheden i denne uge.

Bøger

Bogfolk: Anonyme forfattere er en god forretning

'Den hemmelige socialdemokrat' er langtfra den første anonyme forfatter.

Bøger

Patienten dør sandsynligvis, men operationen er i dén grad lykkedes.

’Den hemmelige socialdemokrat’ forsvinder lige så hurtigt fra hylderne, som boghandlerne kan sætte dem op. Allerede midt i sidste uge kunne man i boghandlerkæden Arnold Busck forudse, at bogen er topscorer på den nye bestsellerliste.

Insider-beretningen fra de socialdemokratiske cirkler har solgt 20 gange mere end oberst Lars R. Møllers stærkt eksponerede ’Tak for turen’, og bogen har solgt 10 gange så meget som Anne-Cathrine Riebnitzskys prisvindende ’Forbandede yngel’.

Læserne elsker, når noget er hemmeligt. Eller næsten hemmeligt. Eller bare lader, som om det er hemmeligt. Som man kan forstå på anmelderne, er det småt med afsløringer i ’Den hemmelige socialdemokrat’.

Folketingsgruppen giver chefen øgenavne, når hun ikke lytter. Carsten Hansens madvaner er ikke eksemplariske. Mette Frederiksen drømmer om at blive kalif. Sladder? Ja. Ville det rydde avissider i dagevis, hvis ikke det udkom i bogform? Næppe.

Bogens autoritet som medie skal man imidlertid ikke undervurdere. Alt det, der bliver vrøvlet om ved bodegabordene eller foran fladskærmene, får ny vægt, når det udkommer med forside og limet ryg. Og hvis forfatteren er anonym, får sagen et skær af, at det skrevne må være farligt. Vi er med andre ord på vej ind i en perfekt forlæggercocktail.

En bog, som er hemmelig, farlig og afslørende.

Den perfekte eliksir Det sælger. Også selv om det farlige og afslørende kun lader sig vise gennem lup. Det hemmelige gør eliksiren perfekt.

...Tænk bare på romanen ’Primary Colors’, som udkom i begyndelsen af 1996 i USA.

Den var skrevet af anonymous og havde som underliggende model fra virkeligheden Bill Clintons kamp for at blive amerikansk præsident i 1992. Alle gik vildt op i, hvem forfatteren kunne være. Imens røg bogen til tops på bestsellerlisten i ni uger, men det tog et halvt år, før Time-journalisten Joe Klein gik til bekendelse.

På det tidspunkt havde medier kørt bogens tekst gennem særlige ordprogrammer, og til sidst fik Washington Post lavet analyser af nogle håndskrevne notater på et tidligt manuskript til bogen.

Ville Joe Klein og bogen have fået så massiv omtale, hvis hans navn havde stået på titelbladet? Svaret kom fire år senere, da Klein i eget navn skrev en ny roman om moderne amerikansk politik, hvor man også i et vist omfang kunne se modellerne fra virkeligheden. Nej, den solgte slet ikke som ’Primary Colors’.

Måske skulle amerikaneren have skævet lidt til sin danske kollega Julius Mern Andersen, som i begyndelsen af 1990’erne skrev flere kriminalromaner.

Han fik lidt omtale på de første par bøger, ’Den store whiskymanøvre’ og ’Sally af Danmark’, for lidt spændende var det jo, at det eneste, man vidste om forfatteren, var den ansigtsløse tegning, dog med overskæg, som blev vist på omslaget.

Forfatteren var i udgangspunktet anonym, fordi den første bog handlede om bl.a. korruption i Libyen, hvor han selv på et tidspunkt var ansat ved den danske ambassade.

I 1995 kom hans tredje roman, ’Arrivederci Dorthe’, men den kunne for så vidt have heddet Arrivederci Julius, for da bogen udkom, dukkede forfatteren op som Søren Sørensen, 47 år, bosat i Italien. To år senere kom Mern med ’I ulvetimen’, men navnemystikken var brugt op.

... Mystik om forfatteren er et godt brændstof.

Se bare på J.D. Salinger (1919-2010). Selvfølgelig er han berømt for klassikeren ’Griberen i rugen’, men når hans navn i årtier pirrede folks nysgerrighed, var det også, fordi han ikke skrev flere romaner og stoppede sine udgivelser engang i 1960’erne. Han trådte aldrig frem i offentligheden. Ikke et interview.

Han var en gåde, og alle spekulerede over, om ikke han bare sad og fyldte sit arbejdsværelse med manuskripter, som skulle udkomme efter hans død.

Mystikken omkring et forfatterskab behøver dog ikke kun at hænge sammen med, at en forfatter ikke udgiver bøger.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det kan også være kombinationen af et særegent forfatterskab, som kombineres med en bevidst lav profil. Ja, vi taler her om amerikanske Thomas Pynchon, som altid bliver beskrevet sammen med et skolefoto, hvor man ser en meget kortklippet ung mand, selv om manden jo faktisk fylder 77 år i maj. Så meget ved man i det mindste om ham.

Om den italienske forfatter Elena Ferrante ved man faktisk kun, at hun er født i Napoli. To af hendes romaner er blevet filmatiseret, og hun slog hårdt igennem over hele verden med romanen ’Forladte dage’. På fredag får hun på dansk udgivet en ny stor roman, ’Min geniale veninde’, som er den første bog i en trilogi.

Selv forfatterens køn er uvist

Formentlig hedder den italienske forfatter ikke Elena Ferrante. I Italien mener nogen, at forfatteren måske er en mand. At han/hun er Domenico Starnone, som også er fra Napoliegnen og forfatter af både bøger og film, og hvis han har noget som helst at gøre med forfatter-pseudonymet Elena Ferrante, får vi det formentlig ikke at vide, før han er død.

Hør bare, hvad ’Elena Ferrante’ skrev til sin forlægger, da forfatterens første roman udkom i 1992.

Da Ferrante var til middag hos sin forlægger, Sandra Ozzola, havde forlæggeren spurgt, hvad forfatteren selv ville gøre for at markedsføre sin bog, og da hun fik spørgsmålet, havde Ferrante ikke modet til at svare, hvilket man på en måde godt forstår:

»Jeg har ikke i sinde at gøre noget som helst for ’L’amore molesto’. Jeg har allerede gjort rigeligt for denne lange historie. Jeg skrev den«, konstaterer Ferrante. Hun gør klart, at hun ikke vil deltage i debatter, stille op på tv eller modtage priser, hverken hjemme eller i udlandet. Hvis interview kommer på tale, bliver det på skrift.

Elena Ferrante er helt klar over, at forlag foretrækker at have forfattere, de kan fotografere og skubbe ud i offentligheden som bøgernes ansigt for læserne. Og hun ved, det giver forlaget visse problemer, at hun nægter at stille op til noget som helst, og hun synes, det er okay, hvis forlaget nu siger, at de så ikke vil udgive hendes roman.

LÆS OGSÅ

Ferrante vil ikke gå i detaljer med, hvorfor hun har truffet sit valg, men hun vil dog sige dette:

»Min overbevisning er, at når bøger først er skrevet, behøver de ikke længere forfatteren. Hvis de har noget at sige, vil de før eller siden nå frem til læserne; hvis ikke, sker det ikke. Der er masser af eksempler. Jeg elsker disse mystiske bogbind, gamle og nye, som ikke har nogen specifik forfatter, men har haft og fortsætter med at have deres eget liv«, skriver Ferrante til sin forlægger.

Hun slutter med at sige, at hvis debutromanen overhovedet har noget at byde på, så kan hun og forlæggeren bare takke bogens kommende læsere for, at de har fundet frem til den.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»I øvrigt, er det ikke sådan, at marketing er dyrt? Jeg bliver på den måde forlagets billigste forfatter. Selv min tilstedeværelse vil jeg spare jer for«, skriver Ferrante i sit brev.

... Kan man deraf udlede, at mystik er godt og enhver interesse stopper, når forfatteren træder frem med sit rigtige navn? Ikke nødvendigvis. Det lykkedes eksempelvis Robert Galbraith at debutere i næsten ubemærkethed sidste år. Bogen solgte stort set ikke. Da det blev afsløret, at forfatteren var J.K. Rowling, eksploderede salget.

Den effekt skal 'Den hemmelige socialdemokrat’ nok ikke regne med.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce