Banebrydende. Vigtige og principielle spørgsmål er dukket op i kølvandet på udgivelsen af Yahya Hassans digtsamling.
Foto: Finn Frandsen

Banebrydende. Vigtige og principielle spørgsmål er dukket op i kølvandet på udgivelsen af Yahya Hassans digtsamling.

Bøger

Essay: Er det danske samfund 'strukturelt racistisk'?

Hvad er litteraturens rolle i offentligheden, og hvornår er det legitimt at fremsætte en kritik?

Bøger

Da digteren og litteraten Athena Farrokhzad for nylig anmeldte Yahya Hassans digte i Aftonbladet, blev den herhjemme så hyldede unge digter pludselig mødt med et anderledes kritisk blik.

Farrokhzad genkender skildringen af »patriarkalsk vold i intimsfæren« fra sit eget liv, men har valgt at undlade at skrive om det, da hun mener, at den slags skildringer risikerer at bære ved til racismens bål.

Et bål, Farrokhzad opfatter som en større fare end den patriarkalske vold. Hun siger ikke, at Hassan burde have truffet samme valg, men ærgrer sig alligevel, for hans bog er »en gave fra oven til Dansk Folkeparti«, og Hassan er »ikke fri for ansvar«, når han spiller dem dette trumfkort i hænde.

En række forfattere og debattører tog til genmæle mod Farrokhzad. Deres kritik gik kort sagt på, at selvcensur ikke er vejen frem. Herefter skrev Lene Myong et debatindlæg på Modkraft.dk, der bakkede op om Farrokhzads synspunkter. Politikens kronikredaktør, Christoffer Emil Bruun, sluttede sig til Myong og mente, at der var tale om en letkøbt og patroniserende kritik af Farrokhzad.

LÆS OGSÅ

Myong og Farrokhzad føler sig efter alt at dømme marginaliserede i »et hvidt samfund, hvor racismen er naturliggjort« (Myong). De oplever, at ikkehvide mennesker har vanskeligt ved at komme til orde på egne præmisser i »en overvejende hvid offentlighed« (Farrokhzad).

Herkomst og kontekst
Vigtige aspekter ved denne diskussion er principielle og rækker langt ud over Hassan-debatterne. Det er blandt andet spørgsmålet om, hvornår det er legitimt at kritisere f.eks. patriarkalsk vold, religiøs dobbeltmoral og uhæderlig social adfærd. Svaret burde være indlysende: Det er det, når kritikken er velbegrundet og beror på fakta.

Men som man kan se af Farrokhzads og Myongs reaktioner, er det for nogle mennesker langtfra nok. For dem afhænger spørgsmålet om, hvornår en kritik er legitim, af yderligere to forhold: den sociale, kulturelle og etniske herkomst hos den, der fremsætter kritikken; og den kontekst, kritikken fremsættes i.



Det første forhold fører til, at man kan betragte Hassans kritik af problemerne i den muslimske underklasse som legitim, fordi han selv stammer fra det miljø, samtidig med at man frakender andre retten til at fremsætte nøjagtig samme kritik, fordi den da kommer udefra.

Det andet forhold – konteksten – er kernen i Farrokhzads argument: Den, der med skyklapper på anfægter urimelige forhold på et lokalt niveau (som Hassan), kan sagtens på et højere niveau være den overordnede ’strukturelle racismes nyttige idiot. Han burde altså have færdiggjort opgøret med andre og værre urimeligheder, f.eks. ’det racistiske samfund’, før han gik i gang med at fortælle sin historie.

Begge disse påstande om, hvad der gør kritik legitim, er efter vores opfattelse ikke blot forkerte, men i bund og grund socialt skadelige.



Den første påstand lyder altså, at en kritiks berettigelse afhænger af, hvem der formulerer den, f.eks. af vedkommendes køn eller hudfarve. Teknisk set er der tale om en variant af det, man kalder et ad hominem-argument, hvilket kort sagt betyder, at man i stedet for at gå efter bolden (det, der siges), går efter manden (den, der siger det): Det, du siger, er ugyldigt, fordi du er mand, ikkehvid, ung, eller hvad det nu kan være.

Ad hominem-argumenter står med rette højt oppe på listen over bissetricks i debatter og diskussioner, og som regel er de lette at tilbagevise. De kan dog også antage en mere subtil, insinuerende form: Når Hassan godt må kritisere sit miljø, mens en eller anden Hansen ikke må, skyldes det, at Hansen i kraft af sin hudfarve blot reproducerer værdierne i den hvide offentlighed, han selv er en del af, hvad enten han ved det eller ej.

Vinderen af Politikens Litteraturpris 2013 er Yahya Hassan. Han har rodet op i hele 'mediedanmark' og har skabt fornyet debat i et betændt emne.

Hans historie er nu på vej til Sverige, hvor de har det svært med den direkte retorik.

Kilde: Politiken.tv

Det er altså ikke tilfældigt, at Hansen retter sin opmærksomhed mod Hassans kultur og dens problemer frem for at vende et kritisk blik indad mod sin egen gruppe, og han siger kun tilsyneladende det samme som Hassan: I kraft af sin hudfarve udøver han i virkeligheden den ’hvide’ majoritets symbolske vold mod en given minoritet.

Men hvem er de meningstoldere, der kan afgøre, om ens sociale baggrund, hudfarve eller køn smugler skjulte hensigter ind i ens udsagn? Hvilket holdningspoliti bestemmer, hvornår man har befriet sig fra den hvide offentlighed, man som hvid ellers er lænket til, således at ens udsagn endelig kan fremstå som berettigede?

Sådanne selvudnævnte opinionsbetjente findes, ingen tvivl om det, men de er ikke af den grund berettigede: Udsagn fremsættes af mennesker af kød og blod, men de er ikke selv af kød og blod. De kan vurderes og anskues uden kendskab til afsenderens adresse og dna. De er rigtige eller forkerte, rimelige eller urimelige, sandsynlige eller usandsynlige.

Den anden påstand – at et udsagns legitimitet afhænger af den kontekst, det fremsættes i – er ikke kun et dansk fænomen. Det findes i mange forskellige udgaver. I Frankrig gør de, der opfatter den antisemitiske komiker Dieudonné som en frontfigur i opgøret med det herskende system, ivrigt brug af det.

Argumentet lyder da typisk sådan: Det er først legitimt at fordømme Dieudonnés såkaldte antisemitisme, når man har udsat Israels voldspolitik mod den palæstinensiske befolkning eller indenrigsministerens nedværdigende behandling af indvandrergrupperne for den samme kritik.

Men vores indvending er den samme som før: En forkert påstand er en forkert påstand, en social urimelighed er en social urimelighed, og en vederstyggelig tese er en vederstyggelig tese. De skal afvises og bekæmpes en for en, i takt med at vi opdager deres eksistens, uden hensyntagen til den position, de måtte indtage i de sociale uretfærdigheders rangorden.

For igen: Hvem er det meningspoliti, der skal afgøre, hvor højt tvangsægteskaber og æresdrab rangerer i hierarkiet over socialt barbari i sammenligning med f.eks. hverdagsracismen eller kønsdiskriminationen? Hvem har ret til at definere den rækkefølge, vi skal udtrykke vores socialt indignerede holdninger i? Bliver vores kritik af f.eks. Dieudonnés antisemitisme uberettiget, blot fordi vi endnu ikke har skrevet en kritisk kronik om Israel? Hvem skal afgøre, om vi i tilstrækkelig grad har hudflettet Y, Z, Æ, Ø og Å, så vi nu endelig må få lov til at kritisere X? En ’hvid’ offentlighed?


Ingen svæver over hverken herkomst eller kontekst; ingen indtager en neutral og universel position, hvorfra der retfærdigt kan dømmes om, hvem der må sige hvad i hvilken sammenhæng. Derfor er forestillingen om en ’hvid’ offentlighed også problematisk.

Det er uklart, hvad Farrokhzad og Myong egentlig mener med en ’hvid’ offentlighed, og hvad de eventuelt ønsker sig i stedet. De synes dog begge at udtrykke et ønske om en art parallel offentlighed, et modstykke til den ’hvide’ offentlighed, der ville kunne udgøre rammen for en mere autentisk dialog.

Men spørgsmålet er, hvad der skulle være fordelen ved at have parallelle offentligheder med hver sin farve og hver sit sprog? Er der en gevinst forbundet med at skabe afsondrede kommunikationsrum, som kun bestemte individer med de ’rigtige’ egenskaber må få adgang til?

Og hvad betyder det egentlig, at den eksisterende offentlighed er ’hvid’? Betyder det, at kun hvide mennesker har adgang til den? Næppe. Yahya Hassan er en af de mest omtalte personer i den danske offentlighed det sidste halve år.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hans digte er udkommet på det mest prestigefyldte – ’hvide’? – forlag, Gyldendal. Tilsvarende får Farrokhzad i Sverige udgivet sine digte hos Bonniers, og hun skriver desuden for Aftonbladet. Hun har altså ikke problemer med at komme til orde i den svenske offentlighed. Heller ikke Myong står udenfor: Hun er ansat på et universitet, anerkendt som forsker og har forholdsvis nem adgang til medierne.

Men måske betyder påstanden om ’den hvide offentlighed’ noget andet. Måske betyder den, at der hersker en slags ’hvide normer’ i en kun tilsyneladende neutral offentlighed, således at ikkehvide mennesker kun får adgang til denne offentlighed, hvis de underkaster sig de hvide normer.

Hassan har, kunne man hævde, overtaget den hvide majoritets negative syn på muslimer; det er kun derfor, han er blevet hilst velkommen i den ’hvide’ offentlighed. Men hvad med Myong og Farrokhzad? De er jo begge, ganske som Hassan og så mange andre, til stede i offentligheden, hvor de har ytret sig og mødt både tilslutning og kritik.

Pointen må være, at nogen faktisk evner at deltage i den ’hvide’ offentlighed uden at reproducere dens værdier og ideologier. Hvilket igen fører til konklusionen, at offentligheden ikke er hvid i nogen nævneværdig forstand: Det er reelt muligt at formulere sine tanker i den på selvstændig vis uanset herkomst og gruppetilhørsforhold. Et ’strukturelt racistisk’ samfund?


Alligevel insisterer Myong og Farrokhzad på en voldsom diagnose, ikke bare af offentligheden, men af samfundet som sådant: Danmark er »et racistisk samfund«, skriver Myong i kursiv. I Skandinavien er racismen »naturliggjort« (Farrokhzad), den er »strukturel« (Myong).

Det er ikke nogen banal diagnose. Det er faktisk en skandaløs påstand, fordi den på en gang udgør en alvorlig anklage og samtidig formuleres så letfærdigt, uden nogen særlig argumentation. For hvis et samfund er strukturelt racistisk, hvis racismen i det er naturliggjort, betyder det, at racismen er et uudryddeligt vilkår.

Ikke bare et forbigående historisk fænomen, men en væsensegenskab. Men hvor er racismen givet? Ikke i lovgivningen og institutionerne. Det var den engang, som bekendt, men det er den ikke mere. Racismen må altså ligge i folket selv, i selve den hvide kultur, som en art den hvide mands indebyrd.

Konsekvenserne af dette synspunkt er alvorlige. Hvis et samfund erklæres strukturelt racistisk af grunde, som ikke er juridiske, men genetiske, gennemsyres dets majoritetsborgere af samfundets dna i så høj grad, at de spontant reproducerer denne overordnede kulturorganismes tanker, værdier og ideologier. Med andre ord reduceres majoritetsborgerne til at være et simpelt udtryk for samfundskroppen (det racistiske Danmark).

I et videre perspektiv kan ingen borger ifølge denne tankegang udtale sig frit, f.eks. med henblik på at afvise sin egen kultur, tilslutte sig en anden eller ændre eksisterende uligheder. Faktisk er et menneske slet ikke et selvstændigt individ; det er blot et talerør for sin hudfarve, en bærer af sit køn, en kanal for sin sociale gruppes værdier. En værgeløs mund, som forskellige magtfulde og abstrakte stemmer taler igennem.

En anden alvorlig konsekvens af påstanden om, at racismen er strukturel, er det reaktionære samfundssyn dette fører til: Samfundet opfattes som uforanderligt og uhjælpeligt præget af ideologisk eller socialt betingede uligheder.

Der er ingen tvivl om, at de liberale demokratiske samfund som f.eks. Danmark langtfra er fejlfri, og at de på mange niveauer, navnlig i civilsamfundet, er præget af diskrimination og endda racisme. Der er dog heller ingen tvivl om, at det danske samfund har gjort kolossale fremskridt sammenlignet med tidligere tilstande før 1788, 1849 eller 1915. Sådanne fremskridt ville være utænkelige, hvis samfundet virkelig var determineret af en ’strukturel racisme’.

Så, nej. De skandinaviske samfund er ikke strukturelt racistiske. De indeholder hver sin sørgelige mængde af reelle racister, der skal bekæmpes med gode argumenter og relevant lovgivning. Og nej, offentligheden er ikke en hvid og homogen størrelse. Den er broget, dynamisk og uregerlig – heldigvis. Offentligheden som mødested


Men heller ikke offentligheden er fejlfri. For visse borgere er det faktisk vanskeligt, måske endda umuligt, at komme til orde, for det kræver visse ressourcer.

F.eks. kræver det, at man ikke er så hårdt presset socialt og økonomisk, at man ikke har overskud til at deltage i debatten, ligesom man også er nødt til at beherske det sprog, der benyttes. Ikke alle borgere har det overskud eller den sprogbeherskelse.

Det er muligt, at Farrokhzads og Myongs og andres bidrag til debatten skal ses i netop det lys. De er socialt og kulturelt privilegerede borgere, der højst sandsynligt samtidig har et førstehåndskendskab til hverdagslivets racisme og diskrimination. Og det er ikke bare legitimt, men også nødvendigt at repræsentere de svage.

Men som vi ser det, gør de minoriteterne en bjørnetjeneste ved at bilde dem og andre ind, at offentligheden er forbeholdt ’hvide’ værdier, eller at der bør laves andre offentligheder med andre farver. For dermed bidrager de til at fastholde den skævhed, de vil bekæmpe. De cementerer opfattelsen af, at offentligheden er lukket land for dem, der ikke pryder sig med majoritetens tanker, skikke og værdier.

Offentligheden er ikke nødvendigvis repræsentativ i forhold til befolkningen, men omvendt er ingen på forhånd udelukket fra den. Den er et foranderligt og mangefacetteret forum for udveksling af meninger; et forum, hvor folk kan præsentere deres synspunkter som den Hassan eller Hansen, de nu er, gerne påvirket af deres hudfarve, køn osv., men hvor deres udsagn vel at mærke også kan bedømmes uafhængigt af disse forhold.

Endelig er offentligheden et mødested for forskellige kulturer og eventuelt kulturelt betingede ideer. En plads, hvor en given kulturs mest indgroede og indiskutable forestillinger og værdier til enhver tid kan anfægtes og påvirkes af en tilstødende kulturs forestillinger og værdier.

Offentligheden er således også rammen for den kulturelle udvekslings dynamik; et sted, hvor kulturer konstant har aktindsigt i egne og andres traditioner og værdigrundlag, og hvor ingen kan regne med at gøre de ting i fred, som de altid har gjort, bare fordi de altid har gjort det, hvad enten vi taler om tvangsægteskaber, omskæring eller incest.

Offentligheden kan forhindre kulturel indavl og om nødvendigt beskytte det enkelte individ mod kulturelt betingede overgreb. Litteraturens rolle

Og nu til det sidste af de store spørgsmål, Hassan-debatten har rejst: Hvad er litteraturens rolle i samfundet og i offentligheden? Og har forfatteren et (særligt) ansvar for sine ytringer? Hvis man tager udgangspunkt i Georg Brandes’ berømte diktum: »Det at en Litteratur lever, viser sig i, at den sætter Problemer under Debat«, må man sige, at dansk litteratur efter udgivelsen af Yahya Hassans digte er sprællevende. Det samme er debatten. For Farrokhzad er det imidlertid ikke ligegyldigt, hvordan litteraturen præger debatten. Hun mener som sagt, at forfattere har et ansvar for, hvordan deres tekster kan bruges. Det er et synspunkt med uoverskuelige konsekvenser: Kunne Nietzsche have forudset nazisternes misbrug af hans bøger? Burde han i så fald have modereret sine udsagn for at undgå dette misbrug?



Kan man overhovedet skrive noget, der ikke – på en eller anden måde, i en eller anden fremtid – ville kunne misbruges? Eller er det ikke snarere sådan, at man naturligvis må stå til regnskab for det, man skriver, men ikke kan være ansvarlig for det, andre (mis)bruger ens tekster til? Disse spørgsmål anfægter tilsyneladende ikke Farrokhzad: Hassan er »ikke fri for ansvar« i forhold til Dansk Folkepartis eventuelle brug af hans digte, insisterer hun. Hun mener tilsyneladende, at en forfatter i et strukturelt racistisk samfund er etisk forpligtet til at moderere sig: »Jeg synes, det er farligt at sige, at kunsten er noget andet end det politiske eller det ideologiske. For når du siger det, så ophøjer du lidt kunstneren til et individ, der er fritaget for de normale rammer, ethvert menneske er sat i. (...) Så er du også i færd med at sige, at kunstneren ikke står til ansvar for det, han selv sender ud til os. (...) Det er at reducere kunstneren til en person, der er ansvarsløs«. Citatet her er ikke Farrokhzad, der udtaler sig om Hassan. Det er Sørine Gotfredsen, der udtaler sig om Lars von Trier og ’Nymphomaniac’ (Deadline 8. 2.). Men pointen er, at den radikale antiracist og den tidehvervske sognepræst her er på linje: Gotfredsens kritik går på, at von Trier har ’glemt’ at give ’det gode’ en plads i sin film, som derfor ender med at gå Satans ærinde.





Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Tilsvarende kritiserer Farrokhzad Hassan for, at han risikerer at gå racisternes ærinde. De to umiddelbart temmelig umage kvinder går altså hånd i hånd mod den uregerlige kunst, der nægter at tjene ’sagen’. Forskellen er blot, at ’sagen’ i det ene tilfælde er kristendommen, mens den i det andet er antiracismen. Kunsten bør altså, ifølge dette ideologikritiske synspunkt, underlægge sig en overordnet ideologisk eller politisk dagsorden. På universiteterne i 1970’erne var ideologikritikken marxistisk funderet, hos Tidehverv er den kristent funderet, og hos Farrokhzad & co. er den antiracistisk funderet. Grundsynspunktet er i alle tilfælde, at man ikke kun skal se på værket, men først og fremmest på, hvis interesser det tjener. Men det synspunkt hviler på en basal og fatal misforståelse af, hvad litteratur og kunst er: Værket reduceres til ophavsmandens udsagn. Dermed glemmer man, at en film eller en digtsamling sagtens kan sige ting, som ophavsmanden ikke havde forestillet sig. Man glemmer, at kunstværket ofte er et mangetydigt arbejde med betydninger, der ikke nødvendigvis kan koges ind til en mening, endsige en holdning. I så fald ville digtere jo kunne nøjes med at skrive kronikker. Ideologikritikken reducerer værket til dets nytteværdi i forhold til et bestemt politisk-ideologisk mål. Farrokhzads anmeldelse bruger karakteristisk nok næsten dobbelt så meget plads på modtagelsen af Hassans digte og anmelderens egne bekymringer om strukturel racisme, som den gør på digtene selv.





Den læsning, der skitseres, er da også meget reduktiv i forhold til værkets reelle kompleksitet: Hvad Farrokhzad ser, er Hassans kritik af det muslimske miljø, han er opvokset i. Hvad hun – og i øvrigt store dele af den debatterende danske offentlighed – ikke ser, er, at jegpersonens vrede og sarkastiske blik rettes mod alt og alle, ikke kun muslimer: ’negere’, ’jøderedaktøren’, det velmenende Politiken-segment, diverse myndighedspersoner og ikke mindst jegpersonen selv. Og måske er det noget af det, litteraturen kan: ikke blot sætte problemer under debat, men også problematisere debatten – problematisere, løsne og omrokere de skråsikre og polariserede synspunkter og være almengyldig, i den forstand at den ikke behøver at tjene nogen særlige interesser.

Litteraturen og de øvrige kunstarter kunne faktisk opfattes som en slags »empatiteknologier« (Steven Pinkers ord), der netop gør det muligt at leve sig ind i et andet menneske, også selv om vedkommende har et andet køn, en anden hudfarve og en helt anden historie end én selv. Referencer:Athena Farrokhzads anmeldelse:http://www.aftonbladet.se/kultur/bokrecensioner/article18217879.abLene Myongs debatindlæg: http://modkraft.dk/artikel/v-rdien-af-et-vidnesbyrdChristoffer Emil Bruuns kommentar: http://politiken.dk/debat/profiler/christofferemil/ECE2200779/danske-kritikere-har-glemt-selvkritikken-naar-det-gaelder-yahya-hassan/Sørine Gotfredsen i Deadline, lørdag 8. februar 2014: http://www.dr.dk/tv/se/deadline/deadline-522#!/22:54










Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce