Nis Petersen. Født 1897 i Vamdrup ved Kolding, død 1943. Han blev tidligt forældreløs og opdraget >indremissionsk i Herning. Kom i apotekerlære, blev journalist og skov- og fabriksarbejder m.m. Debuterede med 'Nattens pibere' 1926, senere blandt andet digtsamlingen 'En drift vers' 1933.
Foto: Tage Christensen

Nis Petersen. Født 1897 i Vamdrup ved Kolding, død 1943. Han blev tidligt forældreløs og opdraget >indremissionsk i Herning. Kom i apotekerlære, blev journalist og skov- og fabriksarbejder m.m. Debuterede med 'Nattens pibere' 1926, senere blandt andet digtsamlingen 'En drift vers' 1933.

Bøger

Taberdømt lyriker rehabiliteres med genudgivelser

I 40 år har den engang så folkekære Nis Petersen været dømt ude. Det er slut nu.

Bøger

Nis Petersen fik et barsk liv. Skiftevis op- og navnlig nedture. Pludselig succes, men også fattigdom, skrivekrampe, druk og sygdom, indtil han døde som 46-årig i 1943.

Og snart blev han dømt ude. Hans hjemmestrikkede myte om verdensvagabonden Nis blev trevlet op. Hans folkekære lyrik blev punkteret som patetisk klingklang. Hans romaner og noveller som friskfyragtig poseren. Håbløst umoderne.

Efter 44 års pause får vi pludselig nyudgaver af ’Sandalmagernes gade’ (1931) og ’Spildt mælk’ (1934). Det ligner en mirakuløs genopstandelse, men det skyldes noget så kontant som ophavsretten. Den udløber 70 år efter forfatterens død, og hele to forlag vover så pelsen med den nu afgiftsfri Petersen.

De skal have tak for, at de blæser på de litterære børsnoteringer, og set med mine læsebriller står de to forkætrede romaner sig flot ved gensynet.

’Sandalmagernes gade’ er en imponerende sædeskildring af Marcus Aurelius’ Rom 169-180 e.Kr. Nis P. havde tyret historiske romaner som Flauberts ’Salammbô’, Lewis Wallaces ’Ben Hur’ og Sienkiewicz’ ’Qvo vadis?’, men han kastede sig også ud i krævende kildestudier og sad på folkebibliotekerne i Viborg og Herning og gnavede sig gennem læssevis af tysk kulturhistorie og Lukians satiriske dialoger.

Malet med en bred pensel

Romanen er en freske malet med bred pensel på det store lærred, men den zoomer også ind i detaljen.

Inspireret af samtidig litteratur og film gør den boligkarréen til samfundsmodel ved at følge to huse med deres brogede besætning af høj og lav.

I huset i Alta Semita-kvarteret bor romanens hovedfigur: den unge bogholder og poet Marcellus med sin bedste og sin far, Papirius – bager og chef for det hemmelige politi. Nederst bor den jødiske slave Sara med datteren Ruth, som Marcellus gør gravid. Ruth dør ved nedkomsten, og deres søn, Jon, må som jødebarn reddes i sikkerhed.

I sandalmagernes gade bor bl.a. klædehandlerfruen Elina, som Marcellus har et adspredt forhold til, der ender med at koste ham livet, og her har de kristnede jøder – ’galilæerne’ – deres bedehus, hvor Marcellus forelsker sig i den unge Cæcilia.

I den tredje region ligger egypternes Isis-tempel – med en styg ansamling af onde ånder, der forfølger ’galilæerne’ og stikker Marcellus.

Omkring de tre miljøer lever et sydende Rom med arenaer, templer, biblioteker, badeanstalter og knejper.

Med embedsmænd, filosoffer, kræmmere, legionærer og ludere – i alt 80 bifigurer, både skurke og ædlere sjæle. Til de sidste hører den kristne præst Rab Chanina, lægen Rufus, slaven Philetus, den vise ’hundefilosof’ Orbilius og skomageren Pedanius »med smalle skuldre og hang til mystik«, der redder Ruths og Marcellus’ ’forbudte’ søn, Jon. Jon vender siden tilbage som central bifigur.

Boltrer sig i stilbrud

Ved Jupiter – ’Sandalmagernes gade’ er noget af et flimmershow, et fuglekvidder af skæbner og intriger, der yngler over 14 år. Men man får fin hjælp i Thomas Harders forord, og når man genlæser romanen med 2014-briller, dukker vigtige pointer frem.

Fortælleren boltrer sig i stilbrud og anakronismer: spleen, flirt, slang, forkørselsret og bestseller. ’Roms city’ monteres med kiosker, natklubber, ægteskabs-, detektiv- og reklamebureauer, bartendere og sygekasselæger. Meget vittigt.

Ironien fungerer som en Verfremdungseffekt, der peger på paralleller mellem romanens tilblivelsestid 1931 og Rom 174 e.Kr., hvor pest, krise og kaos får folk til at råbe på National Orden og Den Stærke Mand, mens »statsfjender«, »kejser- og gudespottere« deporteres til blygruberne på Sardinien.

»Statsfjender« – det er dem, der undergraver »den romerske enhedsstat«, krænker »det fælles folkelegeme« og derfor bliver »statsslaver«.

Det virker stærkt, hvordan de ord associerer til 1930’ernes diktaturer. Der er også paralleller mellem Roms program for »rationel menneskeavl« med »elitehold af gladiatorer« og nazisternes Lebensborn-projekt.

Og romanen er helt visionær, når den viser, hvordan jøderne gøres til syndebukke, og når den skildrer sadistisk aflivning og dødsgudinden Libitinas tempel med industriel massekremering – 10 år før Auschwitz.

En nowhere man

Alt i alt er ’Sandalmagernes gade’, midt i sin munterhed, en markant tidlig allegori på det moderne totalitære og totalovervågede samfund, hvor det hemmelige politi »Curiosaen« har sine fangarme ude overalt, gør almindelige borgere til angivere og rammer selv politichefens søn, Marcellus.

Marcellus er en pointe for sig. Den vege poet i den hyacintblå kappe slutter sig ikke til de kristne af tro, men af forelskelse i en af de troende, og han får en tilfældig død – taget i en razzia og dræbt af et sabelhug i farten.

Denne »søvngænger« er en variant af den gamle litterære type ’det overflødige menneske’, men han er også en tidstype. En nowhere man uden egenskaber. En ironisk tilskuer uden tro, men med latent behov for autoritet.

En af »disse folk«, som Poul Henningsen skrev i 1936, »der forelsker sig dødeligt, hver gang livsanskuelserne byder til bal«.

Irland frisættes

Fortælleren kommenterer: »Og der lå Marcellus. Et udkast havnet i skæbnens store papirkurv«. Metaforen rammer plet.

»Papirkurv« minder om mellemkrigstidens mange frelsere og ismer, der ville redde verden med ord på papir, ord i endeløse baner, men alt for tit endte i det, psykiateren Erich Fromm kaldte »flugten fra friheden«.

I det lys kan man også se Nis Petersens anden tidsroman ’Spildt mælk’ fra 1934, baseret på et ophold i Irland 1932-33. Den foregår 1922, da Irland blev fristat efter 200 års britisk undertrykkelse, men fortsat hærgedes af vold og kaos, og situationen tegnes via et landsbymiljø, hvor indfødte og tilrejsende diskuterer landets fremtid.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hovedfiguren, den unge husmand Barney McCleary, er knyttet til de »havgrønne«, der vil ha’ republik, her og nu og med alle midler.

Republikanerne bekriger ikke blot resterne af det britiske kolonistyre, men også den nye fristats hær og hjælpepoliti, for ikke at tale om landsmænd, som de anser for forrædere mod Sagen.

Det sker med bombeattentater, husafbrændinger og mord til skræk og advarsel, og midlerne til den desperate kamp skaffes ved våbensmugling og plyndring af depoter og banker.

Spildt mælk skal man ikke græde over

Alt det er unge Barney halvhjertet med i, holdt til ilden ved sin forelskelse i Kitty, der tilhører et fanatisk kvindekorps. Men gradvis får volden og den sociale nød ham til at afvise den accelererende »despotisme«, der hindrer genopbygning og jordfordeling. Han får mordtrusler, og en dag er også han skudt.

Barney kan ligesom Marcellus i ’Sandalmagerne’ kaldes »et udkast havnet i skæbnens store papirkurv«: Han dør ikke engang som offer for sin egen gruppes terror, men ’bare’ skudt af en jaloux tante. Ligesom Marcellus er han en rodløs tvivler og medløber, der først for sent tager standpunkt og derved flygter fra friheden.

Spildt mælk skal man ikke græde over, siger romanens vismand.

Det er samme idé, der i ’Sandalmagerne’ kaldes loven om altings ligevægt. Mennesker er ens – og bestialske – til alle tider, alt vender tilbage og skal betales, sorg og glæde balancerer i Guds store regnskabsbog – vi må bare elske hinanden.

Den nemesis-idé forkyndte Nis P. også i interview som sin livserfaring, en småironisk fatalisme med klokkeklang af religiøs fortrøstning, selv midt i borgerkrigens vanvid.

Men det var jo spildt mælk, og fortællerstemmen bruger stærke ord som »lurvet«, »slagtehus« og »massebrodermord« i »pøle af blod« til at skildre den irske voldsspiral af opfanatiseret grusomhed.

Dermed foregriber romanen de følgende års terror og massemord – fra den spanske borgerkrig 1936-39 til Anden Verdenskrigs excesser.

Peger fremad

Sådan kan begge bøger ses som politiske romaner om den brutale mellemkrigstid, og hvad deraf fulgte. De er det næsten bag om ryggen på forfatteren, der fastholdt sin kongstanke om historiens og skæbnens cirkelbevægelser, men perspektivet er der.

Romanerne peger også fremad i deres formsprog. Man må sluge en del hype hos Nis P. – overfikse paradokser, kyniske knaldperler og forstuvede metaforer. Det er autodidaktens trapeznumre for at fremstå original for enhver pris.

Men historisk kan meget ses som forsøg på at sprænge tidens naturalistiske konventioner.

Indstillet til rehabilitering

Den sprængte fortællestil i ’Spildt mælk’, med desorienterende spring i tid og sted og med træk af både impressionistisk og modernistisk formsprog, tegner, ofte virtuost, et kaotisk samfund fastlåst mellem flegmatisk apati og anarkistisk vold.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og når ’Sandalmagerne’s fortæller leger med sine anakronismer og drys af citater fra verdenslitteraturen (»Som alverden ved, beror Horats’ storhed for en væsentlig del på det, han har stjålet fra Shakespeare«), ligner det postmodernismens ironi og dens intertekstuelle jokes.

Ruths og Marcellus’ uægte søn, den olivenfarvede gavtyv Jon, er litterært en lillebror til Kiplings Kim, men som omkringfarende vidne kan han også minde om Elsa Morantes brug af den visionære dreng Useppe i hendes roman ’Historien’ (1974) fra Anden Verdenskrigs Italien.

Og midt i al ironisk hokuspokus skyder Nis Petersens sprogkunst og indlevelse de smukkeste blomster af morskab og poesi.

Som i scenen, da skomager Pedanius smugler den nyfødte Jon ud af Rom. Jon tisser sin redningsmand ned ad ryggen, og den kærlige skomager føler sig pludselig meget lykkelig. Det gør læseren også.

Den længe nedvurderede romanforfatter Nis Petersen indstilles til rehabilitering.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce