Find Nielsen. 'Fader Nielsen'  foran hospitalet i Semeniivka, som de pro-russiske separatister ryddede for syge og brugte som base, indtil den ukrainske hær angreb. Separatisterne flygtede og efter dem hæren; tilbage lå både hospital og landsby i ruiner.
Foto: The Nielsen Movement

Find Nielsen. 'Fader Nielsen' foran hospitalet i Semeniivka, som de pro-russiske separatister ryddede for syge og brugte som base, indtil den ukrainske hær angreb. Separatisterne flygtede og efter dem hæren; tilbage lå både hospital og landsby i ruiner.

Bøger

Nielsen i Ukraine: Frygten simrer lige under freden

Ægteskaber og sjæle er ved at gå fra hinanden i splittelsen mellem det russiske og det ukrainske.

Bøger

Da vi krydser grænsen fra Dnipropetrovsk til Donetsk Oblast og nærmer os Slovjansk, bliver vejene stadig mere ufarbare, og vi må køre i slalom mellem kratere fra granatnedslag, i vejsiden ser vi en række hastigt dækkede grave med på stedet sammenhamrede kors, og min ukrainske oversætter, den almindelige mand fra Kijev, bliver stadig mere nervøs; for ham såvel som for stort set alle de ukrainere, jeg har mødt på min rejse rundt i det kolossale land, er krigen i Donbas ikke virkelighed, men et fantasme på YouTube, ligesom deres forestillinger om ’prorussere’ er præget af fordomme og skræk.

Pludselig er vi inde i byen, og vi spejder efter de sønderbombede huse, vi har set i klip fra russiske, men også vestlige medier. Men da vi stiger ud på den centrale plads, hvor Lenin stadig står foran rådhuset i gråsort granit, for tiden patriot med lyseblå-gul halsklud, har vi ikke set et eneste udbombet hus; ruiner, ja, men de skyldes tiden, provinsens forfald.

Alt ånder, som om der var fred, biler og fodgængere bevæger sig diskret gennem gaderne, butikkerne har åbent, folk bærer poser med varer, og på pladserne leger de små børn.

»A good sign«, siger min ukrainer håbefuldt. »Let’s go for a walk then!«, siger jeg. »No, why?«, siger han. »To meet the people!«.

Følg Nielsen på ekspedition i Ukraine. Kilde: Politiken TV/ Sirid Laursen, Nielsen & Martin Friis

Men solen er gået ned, skumringen gør konturerne flydende, og Suvorov vil op på sit hotelværelse. Og der bliver han resten af aftenen og natten, og jeg er alene om at vandre gennem de sælsomt stille gader. Over mig falder det blege skær fra en sidste gadelygte, så gik den ud, tilbage er et svagt skær gennem gardiner fra et enkelt værelse i de få lejligheder, hvor beboerne endnu ikke er gået i seng eller flygtet til fredeligere egne eller slægtninge i Rusland.

En pansret mandskabsvogn ruller forbi med slukkede lygter, på taget vajer det ukrainske flag, langt borte i skæret fra kioskens køleskabe står en ensom skikkelse, på bænken under Lenin en håndfuld unge, en sagte klirren af flasker; som et fartøj glider en kolonne af soldater frem mellem træerne og ind over pladsen, uniformerne polstret med skudsikre veste, de fem holder maskinpistoler i tohåndsgreb foran brystet, den sjette er bevæbnet med en lille lommelygte, den hvide stråle fejer frygtsomt hid og did, fanger en knallert, sidemanden standser den, vifter en 15-års dreng af sædet, bøjer sig over maskinen, skiller den ad, ikke et ord, så tyst, det er efterår, melankolsk, for smukt til at være sandt, det er løgn.

Lidt op ad formiddagen lykkes det mig at lokke min ukrainer med ud. Som Fader Nielsen er det ikke sensationen, jeg søger, ikke sønderrevne kroppe eller antallet af prorussere kontra patrioter; det er livet mellem ruinerne, det lodrette blik ned i sjælenes dyb. På nettet har jeg læst, at en lokal psykolog efter partisanernes bratte forsvinden i juli har indrettet en psykologisk skadestue på rådhuset, hvor hun forsøger at holde sammen på ægteskaber og sjæle, der er ved at gå fra hinanden i splittelsen mellem det russiske og det ukrainske. Vi går ind på rådhuset, og efter en umiddelbar modvilje – eller frygt? – viser man os vej, men hver gang vi når frem, er skadestuen flyttet. I løbet af nogle timer kommer vi i kontakt med vidt forskellige borgere, der alle – men fåmælt – taler russisk, hvilket gør min ukrainsktalende oversætter stadig mere nervøs og fremmed i sit eget land.

Han er bange for alle, også de ukrainsktalende soldater: Han er en yngre mand, ganske fit, og der har været utallige tilfælde, siger han, hvor yngre mænd uden videre er blevet trukket ud af en bus eller af en bil ved en kontrolpost og blevet sendt som soldat til fronten. En ven fra Dnipropetrovsk var på vej til sin bedstemor i en anden by; han blev standset ved en kontrolpost, officeren sagde, du er jo ung, hvorfor er du ikke ved fronten?!, og så tog de ham. Han var ved fronten i fire måneder, de tre tilbragte han som kidnappet gidsel i et hul i jorden hos ’terroristerne’.

Til sidst er vi på byens centralbibliotek. En lille spinkel kvinde er, som gjaldt det livet, fulgt efter os, lydløs, men ivrig. Nu står hun bag skranken i det forfaldne lokale og er åbenbart bibliotekar, så jeg spørger, om folk stadig kom her i de tre måneders undtagelsestilstand, hvor den russiske officer Strelkov og hans bander regerede byen. Ja, siger hun, men de var indadvendte, læste bare, turde ikke tale sammen. Og nu?

Et sekund ser hun ned, så vifter hun med hånden og næsten løber langs den anden side af disken mod udgangen. Vi følger efter, hun trækker os hen i en krog af forhallen, ansigtet bæver, hun har tårer i øjnene, hendes stemme er fin og sitrende, hun taler pludselig meget hurtigt: »Jeg er bange«, hvisker hun, »alle er bange, der er folk i byen, der siger, »bare vent, vores folk vender snart tilbage!«. Pludselig kommer en yngre kvinde direkte mod hende: »Larissa, de siger, DNR’erne kommer igen om to dage, nogen siger, de allerede er her!«. Larissa fortæller, at kvinden under undtagelsestilstanden bandt sit hår med et blåt-gult bånd. Kvinden ser trodsigt på os, hilser kort og forsvinder.

Larissa er i slutningen af 40’erne, har mand og en søn på 22, hun taler russisk, men af og til kommer pludselig en sætning på ukrainsk. Da den ukrainske hær 5. juli rullede ind i byen, var der mange, der spyttede efter dem, men hun lagde hånden mod brystet og takkede dem. Men Larissa bor i byen, ikke ude i forstaden Semeniivka.

Det er den samme historie som på karavanernes tid: Stedet, hvor to vigtige veje krydser hinanden, er vigtigt for alverden. Ved Semeniivka krydser den østgående vej mod Rusland vejen fra Kharkiv i nord til Donetsk i syd. På den ene side af den østgående vej lå det store hospital omgivet af et lille boligkvarter af ganske smukke 3-etagers bygninger i røde eller gule mursten fra Stalins 50’ere. Partisanerne ryddede hospitalet for syge og flyttede ind. Den ukrainske hær beskød hospitalet fra landsbyens anden del hinsides hovedvejen. Og by the way lagde de to parter i fællesskab landsbyens to dele i ruiner. Pludselig flygtede partisanerne, og den ukrainske hær rullede ind i Slovjansk. Tilbage lå Semeniivka, i ruiner. Hvad nu?

Vi stiger ud i den synkende septembersol. Kom! siger jeg, men min ukrainer ryster bare på hovedet, tænder en cigaret, læner sig mod bilen og stirrer hen over det hvide tag mod ruinen af et 3-etagers hus: i haven foran det en lille legeplads, gyngen og vippen splintrede, klatrestativets rør forvredne efter granatnedslag. Han læner panden mod biltaget og lukker øjnene. Jeg lægger hånden på hans skulder, giver den et klem og begynder at gå op ad den snoede vej mellem ruinerne af det, der for bare et par måneder siden var et boligkvarter. Og nu? Ikke en sjæl. På en lille plads står en forkullet bænk, og på bordet foran den, en opslået roman, venstresiden: 26, højresiden: 69; livet imellem brat revet bort.

Pludselig kommer en mager køter gøende imod mig, snapper efter mine bukseben; jeg standser, foran mig en ruin, gabende, som om raketten er gået ned gennem taget og har blæst huset ud indefra, revet taget og den øverste etage væk, skelettet af stuen og førstesalen står tilbage i sortsvedne rødsten med gabende vinduesåbninger, rester af splintrede ruder som hajtænder lynende i den synkende sol.

I en åbning hænger en snavset tæpperest, og bagfra lyder en svag mumlen fra en batteriradio eller et tv. Når det sidste menneskeliv er brændt ud, fortsætter livet i medierne. Pludselig lyder et lille skrig, og ud gennem det sodede krater tumler en lille skikkelse, et barn, bare 2-3 år, grædende, og falder. Et øjeblik står jeg lammet og stirrer, de små spjættende lemmer i hullede engang lyserøde strømpebukser og en hvid nattrøje med flyvende bamser.

Så kommer en ung kvinde ud af ruinen, bøjer sig og samler den grædende pige op og sætter sig på resterne af en mur og trykker pigen ind til sig. Hun ser forbi mig på en skikkelse, der kommer vaklende frem mellem de sortsvedne træstammer, en muselmand i hullede gamacher, kamuflagejakke, snavsetgrå fødder i plastiksandaler, militærkasket og en gammel ølflaske hængende fra den slappe højrearm. Han standser og står svajende foran kvinden, nogle uforståelige lyde flyder som slim fra hans slappe læber, så får han overbalance og falder over trappestenen ind i ruinens mørke. »Stratsvutje«, siger jeg. »Stratsvutje«, siger den unge kvinde.

»Hvor gammel er hun?«, siger jeg og smiler mod den lille pige. »Det er en dreng«, siger kvinden, »Kolja«.

Inde fra ruinen kalder nogen, jeg vender mig og ser en ældre mand på en skammel i halvmørket bag den faldne muselmand, gløden fra cigaretten, den hvide røg, der drejer sig ud i sollyset. »Stratsvutje«, siger jeg. Han rejser sig og kommer ud og giver mig hånden, tavs, så sætter han sig på muren ved siden af den unge kvinde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Pludselig lyder et skarpt knald ude fra hovedvejen, den unge kvinde farer sammen, knuger drengen så heftigt, at han igen begynder at græde. Den ældre mand ler, »bare en gammel bil«, siger han.

En sortklædt gammel kvinde er kommet ud, hun peger på det lille hvide flag, der er syet på min sorte rullekrave. »De er præst!«. »Jeg repræsenterer en lille menighed«, siger jeg, »udsendt som øjenvidne for at se jeres lidelser og dele dem med jer og mine nærmeste derhjemme«.

Hun smiler og sukker. Og nu kommer endnu en kvinde ud, kraftig, en rigtig russisk matriark, i blå kjole og rødblomstret forklæde, hendes højre hånd er hvid af ... mel, tænker jeg, hun bager brød.

Jeg rækker hende min hånd, men hun ler bare hovedrystende, hendes guldtænder lyner i solen. Hun begynder at fortælle, om den ukrainske hærs fly, bomberne, raketterne, de kom fra tre sider, dér, dér og derovre fra bjerget. »Hvorfor? Er vi terrorister?«. Hun peger på den lille dreng, »terrorist?«, og hunden, »terrorist?«.

Hun løfter armene mod himlen og ler, og de tre gamle begynder en livlig diskussion om slagets gang, hvad og hvem kom hvorfra og hvornår, som var det en landskamp, de diskuterede. »Hvor i alverden var I«, spørger jeg, »i kælderen?«. »Nej«, siger matronen, »vi har ingen kælder, bare derinde!«. Hun peger ind i mørket, hvor entreen engang har været. »Er I én familie?«, siger jeg. »Nej nej!«, ler hun, som var det en vits, hun boede ovenpå, men da de begyndte at bombe, gik hun ned til underboerne.

Jeg ser op, hun havde to skønne balkoner, den ene med en lille kabine af glas, til de kølige efterårsaftener. Begge hænger som flossede forvredne tunger ned ad den sodede mur. Den gamle mand rejser sig og ser ned ad vejen mod den hvide bil, min ukrainer, der stadig står rygende med panden lænet mod taget. »Han er fra Kijev«, siger jeg, »han har aldrig i sit liv set en så meningsløs ødelæggelse«. De nikker. En mere rusten end rød gammel Lada kommer hostende op ad vejen og brænder ud. En ung mand med en slags konduktørpung i en rem stiger ud, skæver genert til mig. »Koljas far«, spørger jeg.

I det samme lyder endnu et knald fra hovedvejen, den unge kvinde farer sammen, drengen hviner, hun lader ham falde og løber ind i ruinen, »mama mama!«, skriger drengen og tumler efter hende. Den unge far ser ned i jorden. »Hvad nu?«, siger jeg, »snart kommer vinteren«. Matronen slår ud med armene. »De fleste i kvarteret er rejst«, siger hun, »til Rusland«. »Hvad med jer?«. Hun peger på ruinen, »det er mit hjem!«. »Og regeringen i Kijev?«. »Porosjenko!«, siger hun, »han interesserer sig ikke for os«.

Det er den egentlige katastrofe, tænker jeg, det største svigt, ikke bomberne, raketterne, men at regeringen i Kijev ikke straks, da de havde indtaget Slovjansk, sendte ukrainere fra hele landet hertil for at hjælpe disse mennesker med at genopbygge deres hjem, inden vinteren kommer, inden det er for sent, og de for længst har sluttet sig til partisanerne.

Da den ukrainske hær rykkede ind i Slovjansk 5. juli, delte de pølser ud på torvet, så havde de lokale – til en begyndelse – munden fuld. Og mens de gumlede, gik hæren og den i al hast (gen)indsatte lokalforvaltning i gang med – ikke at genopbygge efter ødelæggelserne, men at erstatte forgængernes ’prorussiske’ tegn med deres egne: Det ukrainske flag røg til tops på alle offentlige bygninger, det er malet på bænke, broer, legepladser, lygtepæle, alle de prorussiske graffiti, der var på murene, er malet over med de blå-gule farver, og halvdelen af de mange store billboards langs vejene sælger ikke varer, men statspropaganda: ’Ukraine vil sejre!’, ’Ukraine er viden!’, ’Ukraine er kærlighed!’.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men Semeniivka ligger stadig i ruiner, og i modsætning til det centrale og vestlige Ukraine, hvor borgerne frygtløse maler deres privatliv blåt og gult, ser man i Slovjansk ikke et eneste ukrainsk flag på et privat hus, i en bil eller fra en altan. At flage er livsfarligt: Hvis du hejser det ukrainske flag i dag, og partisanerne i morgen vender tilbage, hvad siger naboerne så?

»Da svedanje«, siger jeg og tager matronens melhvide hånd. Det er ikke mel, men kalk. »Remont«, siger hun, og nikker mod huset, hun selv er gået i gang med at genopbygge. Og jeg, tænker jeg, hvad kan jeg gøre? I det mindste dele disse lidelser med mine nærmeste hjemme i Europa. Det er Hamburg, tænker jeg, Hamburg og Dresden, endnu en gang.

Den magre hund følger gøende efter mig ned ad vejen. Solen er sunket, kun de øverste ruintakker gløder skønt i de sidste stråler. Min ukrainer står stadig med panden lænet mod bilens hvide tag. Han løfter ansigtet og ser på mig. Han har grædt.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce