Genre. Forfatteren Amalie Smith har netop udgivet en roman, men faktisk er hun lidt træt af de rigide kasser, som kunsten skal passe ind i.
Foto: Jens Dresling

Genre. Forfatteren Amalie Smith har netop udgivet en roman, men faktisk er hun lidt træt af de rigide kasser, som kunsten skal passe ind i.

Forfatter: Den vestlige kultur bygger på en lang række fejltolkninger

Amalie Smith har skrevet en bog om hvide skulpturer og selvløgnen bag dem.

Bøger

Marmor er et sælsomt materiale.

Det kan poleres og blive skinnende og glat, det kan pudses, så det ligner voksagtig hud, det kan hugges ud i så fine draperinger, at solen står igennem dem og lyser dem op.

Marmor er et mineral. Mineraler er også at finde i mennesker. Vi siger, at mennesker er levende, men marmor dødt. Men marmor er ikke dødt. Det er bare heller ikke-levende, det befinder sig et eller andet sted midt imellem eller uden for begrebet liv og død.

»Der er et eller andet meget fascinerende ved den der skelnen. Når mineralerne er inde i vores kroppe, så er det liv, men når det samme er udenfor, betragter vi det ikke som liv. Men det levende og det, vi betragter som ikke levende, består af det samme«, siger Amalie Smith.

Hun har netop udgivet romanen 'Marble', der handler om en skulptur, som bliver levende og rejser til Athen for at se på antik skulptur, ligesom den handler om den danske billedhugger Anne Marie Carl-Nielsen, der tog samme rejse i begyndelsen af forrige århundrede.

Her stod hun på Akropolismuseet og kopierede en gavludsmykning.

I tiden var det nemlig populært for museer at få gipskopier af berømte antikke værker, så den antikke verdens værker kunne ses rundt omkring i Europas storbyer.

Almindeligvis lavede man en afstøbning af skulpturen, men Anne Marie Carl-Nielsens gavl er bemalet, så man kan ikke støbe efter den uden at ødelægge den. Derfor står kunstnerinden dag ud og dag ind og kopierer minutiøst i ler, som man siden kan bruge til at støbe gipskopier efter.

En af kopierne står lige nu på Thorvaldsens Museum.

Foto: DRESLING JENS

Amalie Smith, væver med klare øjne, glat hår og sorte kondisko, viser rundt.

»Det må have været mere end bare pengene for Anne Marie Carl-Nielsen«, siger hun og peger ind i en af de mange sprækker og brudflader på kopien.

»Hun må have været fascineret af strukturen og i overfladen, siden hun helt perfekt har kopieret noget, der er i stykker. Hun har fuldstændig overført alle de steder, hvor den oprindelige skulptur har hakker og brud. Det er historien om den perfekte kopi af det uperfekte«, siger hun.

Insisterer på kompleksiteten

Selv om skulpturen er meget konkret, det er tre hoveder og en lang snoet hale, bliver samtalen let svævende og svær at indkapsle. Svær at lægge i de små ordnede kasser, der giver ro i hovedet og som fortæller os, at noget hører til en i kategori, en genre eller en stilart.

Hver gang forklaringen lader til at ligge lige for, uddyber Amalie Smith, trækker til højre og venstre og videre rundt i et mangefacetteret spektrum af betragtninger. Når noget forekommer simpelt, insisterer hun på kompleksiteten, det sammensatte.

Det er ikke tilfældigt. Selv strækker Amalie Smith sig i mange retninger.

Hun er uddannet fra forfatterskolen i 2009. Samme år, hun kom ind der, blev hun også optaget på Kunstakademiet. Hun fik ikke lov til at gå begge steder samtidig, hvilket hun var sur over dengang, men glad for i dag, hvor hun går på på Kunstakademiet og tager afgang næste år. Hun siger, at hun aldrig tidligere havde skelnet mellem at lave billedkunst og skrive.

»Det er altid problemet, når jeg kommer med noget, jeg har skrevet, at der er de to kasser, der hedder digte og roman. De kategorier og genrebetegnelser er ikke nærmere reducerende end udvidende. Mine andre ting er blevet kaldt hybridromaner, fordi der både er billeder og tekst«, siger hun.

Bag i bogen er der en række billeder, der minder om dem fra en kunstbog, og historien om Anne Marie Carl-Nielsen er rigtig nok. På den måde lægger den sig op ad videnskaben. Også i sin kunsthistoriske interesse for marmorskulptur og de pigmentrester, der er at finde på dem.

Her kommer kasserne ind igen. For de dominerer for meget i vores måde at se verden på, mener Amalie Smith.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»I renæssance blev kunstarterne delt op i kategorier, så maleriet blev farve på flade, mens skulpturen var hvid, men rumlig. Det blev ført videre ind i nyklassicismen«, siger Amalie Smith og peger på en kvindestatue af Bertel Thorvaldsen.

»Den skelnen i discipliner har at gøre med en dualistisk opdeling i krop og ånd«.

Statuen er glat og fin, øjnene store og tomme og udtrykket ophøjet. Og så er den så kridhvid som en marmorstatue nu er. Eller som vi i hvert fald tit opfatter en marmorstatue. I virkeligheden er det noget vi har fundet på, at antikken var hvid. Statuerne var bemalede fra top til tå.

LÆS OGSÅ

I oldtidens Grækenland var skulpturerne bemalede med farvet voks.

Der var lagt glasøjne ind i øjenhulerne. Nogle havde duft. Der kunne stå en historie på søjlen i første person, som blev læst op, så det var som om, statuen talte. Det var kunst i mange dimensioner.

De arkaiske statuer endte med at blive gravet ned på grund af krig. Bemalingen blev bevaret af jorden i modsætning til de statuer, der blev over jorden og mistede farven over årene. På den måde opstod der små lommer med fortids bemalede skulpturer, da arkæologien tog fart og statuerne igen kom op i lyset.

»Det er virkelig interessant, at der ikke er tale om den her lange ubrudte linje mellem os og antikken, som vi godt kan lide at tænke på, men en lang rejse af fejllæsninger, kollaps og sprækker, der former vores kultur«, siger Amalie Smith, der lige som Anne Marie Carl-Nielsen godt kan lide ideen om den flerfarvede skulptur.

Hun mener, at hele ideen om den hvide skulptur som det sted, hvor den vestlige kultur begyndte at skille sig ud fra mindre sofistikerede kulturer, fordi den hvide skulptur skulle repræsentere et højere bevidsthedsniveau, er en fejlslutning.

»Man havde en idé om, at man bevægede sig væk fra materielle verden med den hvide marmorstatue, fordi dens overflade er en del af dens massive form. Man mente at det var en måde at legemliggøre ideer uden at gøre dem forgængelige«, siger hun.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Men genopdagelsen af den polykrome skulptur viser, at den vestlige kultur i virkeligheden bygger på forfaldsæstetik. De antikke skulptører ville synes, at det så herrens ud med de hvide statuer«, siger hun.

Læseprøve på Amalie Smiths 'Marble' herunder.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce