Napoli-roman balancerer fornemt sæbeopera og samfundsskildring

Elena Ferrante tegner to meget forskellige kvindeskæbner i andet bind.

Bøger

Tiltrækning og frastødelse. Det er, hvad den unge Elena Greco, jegfortælleren i ’Historien om et nyt navn’ føler for sin hjemby, Napoli. Gader fulde af had, indspiste intriger, fattigdom, åndelig formørkelse og mænd, der misbruger kvinder. Men jo længere den bogligt ambitiøse, intelligente pige søger bort fra barndommens gade, jo mere indser hun dens betydning for hendes stemme og hele hendes person.

Selv om hun søger væk, ud, op, bliver hun altid trukket tilbage ned i slummen, ind i intrigerne, nedad i det endeløse spind af løgne, der løber gennem gaderne. Man kan tage pigen ud af Napoli, men man kan ikke tage Napoli ud af pigen, og selv da Elena møder anerkendelse, er det for en særlig tone, en usynlig tråd, der rækker tilbage til netop Napoli.

Ungdommens flammende følelsesliv

I andet bind af Elena Ferrantes Napoli-romaner bliver Elena og veninden Lila voksne. Fortællingen begynder, hvor sidste bind slap: ved Lilas katastrofale bryllup i 1960, hvor de to pigers veje for alvor skilles. Mens Lila, skomagerens datter, iklæder sig den sociale spændetrøje i form af brudekjolen, da hun gifter sig med kvarterets viktualiehandler, søger Elena, portnerens datter, friheden gennem uddannelse og bryder fri af det lille lokalsamfund, da hun kommer på universitetet.

Adskillelsens første signal sidder i sproget, da Elena opdager, at Lila ganske langsomt er gledet fra venskabets intime ’vi’ til det frigjorte, ensomme ’jeg’. Men undervejs kommer især én skæbnesvanger sommer til at vende op og ned på begge pigernes forestillinger om fremtiden og på deres indbyrdes venskab.

Ferieopholdet på Ischia er beskrevet så lidenskabeligt, at man endnu en gang tyr til tanken om, at det næppe er tilfældigt, Ferrante har givet sin hovedperson sit eget forfatternavn, Elena, og Ferrante formår at skildre ungdommens flammende følelsesliv så intenst og smittende, at man rives med gennem Elenas mange overvejelser, der bølger frem og tilbage mellem forelskelse, fortabelse og stille resignation.

Knækket over på midten

’Historien om et nyt navn’ er som forgængeren, ’Min geniale veninde’, en rig episk roman på over 500 sider med et gigantisk galleri af personer, geografiske steder og forbindelser på kryds og tværs.

Den tegner et dybt personligt, men fint nuanceret portræt af et land, der (stadig i dag) er knækket over på midten mellem nord og syd, fornyelse og tradition, fremdrift og fattigdom og peger på sprogets og litteraturens potentiale til at gennembryde det sociale panser med den rette kombination af held og talent.

»Ord. Med dem kan man sætte ting sammen og skille dem ad igen som det passer en«, siger Elena på et tidspunkt. Jo mere hun bemestrer sig sproget, jo klarere ser hun afstanden mellem livet på stradonen, den syditalienske dialekt og ditto temperament og det ophøjede, dannede liv i Norditalien. Men ligesom hun aldrig kan komme fri af sin opvækst, gør romanen sig – heldigvis – heller ikke helt fri af det spraglede miljø, der set gennem øjnene på den unge pige giver romanen karakter af en syditaliensk sæbeopera med fuldt knald på både farver og følelser.

Og selv da den næsten voksne, veluddannede Elena møder sit livs hidtil største succes, betyder et besøg fra fortiden, at ’Historien om et nyt navn’ ender med en cliffhanger i bedste sæbeopera-stil. Der er ingen tvivl: Napoli får det sidste ord.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce