Bøger

Reportage fra fransk tegneseriefestival: Vi overgiver os aldrig

Frankrig elsker tegneserier. Årets centrale begivenhed inden for tegnet kultur – tegneseriefestivalen i Angoulême – vil vise verden, at man ikke har i sinde at gå på kompromis i kølvandet på angrebet på Charlie Hebdo, der ellers hviler som en tung skygge over festivalen.

Bøger

»Se, børn«, siger en far til sine unger og peger op langs muren på Angoulêmes vældige rådhus.

Et kæmpebanner dominerer facadens venstre side: ’Morts pour la liberté’ står der – de døde for friheden – efterfulgt af en liste med navnene på de 16 mennesker, der omkom under angrebet på Charlie Hebdo for et par uger siden, herunder de kendte, elskede og kontroversielle tegnere Cabu, Wolinski, Charb, Tignous og Honoré.

På den højre side ses tegneseriefestivalens kattemaskot foran et skilt, hvor der står ’Nous sommes Charlie’ – vi er alle Charlie. Sådan ser forsiden til det trykte program, der ligger fremme overalt i byen, også ud.

Alt og intet som det plejer

Alt er, som det plejer at være på det, der betragtes som den største og mest betydningsfulde tegneseriefestival uden for Japan. Utallige udstillinger, endeløse messeområder, aktiviteter spredt over hele den gamle bydel, plakater og bannere i gaderne og horder af besøgende fra Frankrig og resten af verden.

Tegneseriefestivalen i Angoulême er en voldsom og velsmurt maskine, der i denne weekend har slået dørene op for 42. gang.

Men intet er, som det plejer. Angrebet på Charlie Hebdo trækker dybe spor overalt, og festivalen prøver ikke at skjule det.

Bannerne på rådhuset, som er Angoulêmes mest prominente bygning og knudepunktet i netværket af festivalens arrangementer, er en direkte manifestation serveret uden rysten på hånden.

Faren begynder at fortælle sine unger om Charlie Hebdo og om frihed og ytringsfrihed, men de ser ud, som om de har hørt historien mange gange før i de seneste par uger, og de lusker videre ned ad Rue Hergé, som hovedstrøget i Angoulême hedder, sikkert på vej ned til Le Monde des Bulles, hvor alle de store forlag har samlet sig i et gigantisk opvarmet telt med smukt designede stande, og hvor tegnere er linet op på række for at signere og tegne til tålmodige fans.

Party killer

For at komme ind i messeområdet skal man dog først stille sig i en lang kø for at blive undersøgt med metaldetektor. Dernæst skal taske og rygsæk rodes igennem.

Det er ikke en optimal situation for de tilrejsende børnefamilier – men også hipsterne, nørderne, bohemetyperne og alle de andre besøgende er synligt irriterede over de nye procedurer, som ødelægger flowet i den måde, hvorpå man sædvanligvis bevæger sig frit rundt under festivalen. Security er en party killer.

Om aftenen mødes tegnere, forfattere og branchefolk på forskellige hoteller og barer, men det plejer at være på Le Chat Noir, at de vigtigste folk dukker op.

Når man spørger franske tegnere om Charlie Hebdo, ser de trætte ud og vil hellere snakke om noget andet. Presser man, får man standardsvar.

Søren Mosdal, Danmarks førende tegner i Frankrig med hele tre aktuelle udgivelser i butikkerne, har det på samme måde:

»De har ikke lyst. Min redaktør på forlaget Sarbacane sagde: »Det er noget lort, men det er 15 dage siden«. Han snakkede lidt om, at der ikke var så mange besøgende i torsdags, og sagde, at det nok var, fordi folk er bange for at komme til Angoulême. Så kiggede han tomt i ud i luften og tilføjede: »Eller også var det, fordi det pissede ned««.

Bobler af kærlighed

En af årets absolutte hovedattraktioner er en stor retrospektiv udstilling med Bill Wattersons Steen & Stoffer-originaler. Watterson fik sidste års Grand Prix og dermed den såkaldte præsidentværdighed under dette års festival.

Watterson pensionerede sig selv og sin stribe helt tilbage i 1995, men den charmerende og hysterisk fantasifulde fortælling om drengen Steen og hans fantasi-tigerven Stoffer har fastholdt sin popularitet i Frankrig såvel som USA og Danmark. Der er stuvende fuldt og lange køer udenfor, men indenfor smiler og griner alle.

Steen & Stoffer er modgift mod Charlie Hebdo-depressionen, de små indrammede originalstriber er små bobler af kærlighed, idérigdom, humoristisk eksistentialisme, når det er bedst.

Man glemmer for et øjeblik den lange række af CRS-politibiler, som holder kun 50 meter henne om hjørnet.

Festival præget af trods

I Frankrig elsker man tegneserier og tegnet kultur. Tegninger anses for en måde at udtrykke ideer, visioner, holdninger og fantasier på, på linje med skrift og tale. Også før angrebet på Charlie Hebdo var tegninger en del af den franske dna, som i sin selvforståelse stadig holder frihedens, lighedens og broderskabets fane højt.

Det er måske derfor, at man efter et par dages vaden rundt fra udstilling til udstilling begynder at opdage, at stemningen på festivalen ikke først og fremmest er præget af depression, som hjemme i Danmark, men derimod af trods.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

To af øjeblikkets mest spændende tegneserietegnere, makkerparret Ruppert & Mulot, fortæller fra forlaget L’Associations stand om deres dybe sorg og om chokket:

»Det har været en ekstremt følelsesladet tid. Vi blev af Le Monde og to andre franske aviser bedt om at lave tegninger som reaktion på mordet på vores venner. Det var godt. På den måde blev vi nødt til at tegne videre. Men vi stoppede med at arbejde på vores bøger. Det mest fantastiske øjeblik var marchen i Paris om søndagen. Jeg har aldrig i mit liv set eller oplevet noget lignende. Et øjeblik af dyb samhørighed«, siger Florent Ruppert, mens Jerome Mulot nikker ved siden af.

Det mest fantastiske øjeblik var marchen i Paris om søndagen. Jeg har aldrig i mit liv set eller oplevet noget lignende. Et øjeblik af dyb samhørighed

»Vi er nu en del af en kamp, af en konflikt, og vi må tage ansvar. Terroristerne ønsker at splitte vores samfund, de ønsker polarisering. Visse medier blander frejdigt muslimer og terrorister sammen, og det er lige nøjagtig det, vi skal undgå. Så svaret er at bekæmpe racisme. Når vi laver ting, der relaterer sig til det her, tegner vi ikke muslimer. Vi tegner terrorister«.

’Je suis Charlie’-skilte står fremme overalt i bybilledet, hos konditoren, frisøren, revisionsfirmaet, endda stormagasinet Lafayette. Normalt plejer butikkerne at stille tegneseriealbum frem i vinduerne, men i år ligger den politiske manifestation mere på sinde.

Helt almindelige borgere træder af egen drift frem og markerer deres holdning. Ikke som i Danmark, hvor f.eks. Bladkompagniet ikke ville fortælle, hvilke kiosker de distribuerede det seneste nummer af Charlie Hebdo til. Og hvor DR og Politiken har indviklede redaktionelle diskussioner om, hvornår og hvordan det er journalistisk forsvarligt at bringe tegnet materiale, der knytter sig til Charlie Hebdo-angrebet.

Hyldest til Charlie

I Paris gik 1,5 millioner mennesker på gaden, ikke for at diskutere integrationspolitik eller religion, men helt enkelt for at understrege, at man ikke slår tegnere og andre mennesker ihjel for at ytre sig. Stemningen i Angoulême ligger i klar forlængelse.

»Der har været diskussion fra festivalens side, om man skulle give årets Grand Prix til Charlie Hebdo som en gestus, men man endte med at holde sig til den almindelige voteringsprotokol. Men alene hensigten er ikke til at tage fejl af«, siger Fredrik Strömberg fra svenske Serieframjändet, som er involveret i flere aktiviteter under festivalen.

Han hiver en tyk sort bog op fra tasken, der slet og ret hedder ‘Je suis Charlie’, som er fyldt med hyldesttegninger af store og små franske tegnere. Bogen ligger til salg på de fleste stande som endnu et tegn på den franske trods-attitude.

Årets Grand Prix gik i stedet til Katsuhiro Otomo, hvis pompøse science fiction-apokalypse-opus ‘Akira’ for længst har fået status af nyklassiker.

De omfangsrige messeområder tydeliggør, at der udgives nærmest ufattelige mængder tegneserier i Frankrig. Der er traditionen tro krisesnak i krogene, men kasseapparaterne ser ud til at gløde. Alligevel har samtlige de forlag, der har (eller har haft) en Charlie Hebdo-tilknyttet tegner i sin stald, tildelt netop disse udgivelser prominent placering på standene. Der er sikkert også penge i Charlie Hebdo, men den publicistiske stolthed fornægter sig ikke hos forlagene.

Kommer præsidenten?

I skrivende stund er det stadig uklart, om den franske præsident François Hollande besøger festivalen. Det er normalt den franske kulturminister, der kaster regeringsglans over Angoulême-festivalen, men når Hollande i det mindste har haft til hensigt at komme, er det naturligvis ikke, fordi han pludselig har fået en ubændig trang til at besøge den finske Mumitrold-udstilling på det smukke nyrenoverede nationale tegneseriemuseum ved byens idylliske flodbred. Eller for at henfalde til Jack Kirbys overmenneskelige univers af supermennesker som X-Men, Thor, Iron Man og Fantastic Four.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I år er Angoulême-festivalen en strategisk politisk begivenhed, der først og fremmest er en manifestation af ytringsfrihed og de franske værdier og dermed også et attraktivt sted at stille sig som politiker. François Hollandes popularitet er eksploderet i kølvandet på Charlie Hebdo-angrebet, og måske ville han kunne konsolidere sin popularitet yderligere med en optræden i Angoulême.

Byen har taget tegneserien til sig som en del af sin identitet. På de smukke lyse stenhuses gavle har man besluttet at lade kendte og mindre kendte tegneseriemotiver pryde fladerne. Lucky Luke og Asterix dukker op her og der. Pludselig går man forbi en frise, der viser figurerne fra den fransk-afrikanske fortælling om Kirikou og troldkvinden Karabas. Billedet forestiller topløse afrikanske kvinder med lange nederdele. Der er både bryster og racemarkering i det, og som dansk gæst gyser man lidt og tænker: Dette billede kunne ikke pryde en dansk gavl i dag. Frankrigs forhold til tegnede billeder er mere progressivt, mere frit og dermed måske også mere spændende end det danske mindset.

Festivalen slutter i dag, hvor også priserne vil blive annonceret.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce