Kærligheden. Jenny Tunedal skriver kærligheden frem i sine digte som ophav til ensomheden og som den eneste udvej. Foto: Sara Mac Key

Kærligheden. Jenny Tunedal skriver kærligheden frem i sine digte som ophav til ensomheden og som den eneste udvej. Foto: Sara Mac Key

Bøger

Politikens anmelder kæmper med at absorbere Jenny Tunedals poesi

Trods tre gennemlæsninger er Jenny Tunedals ’Kapitel Et’ ikke altid nem at føle.

Bøger

Jenny Tunedals ’Kapitel Et’ er ikke en af de bøger, der bare går rent ind; det er en bog, man rent ud sagt skal gå ind i selv. Og selv det kan være svært nok.

Jeg har læst bogen igennem ikke mindre end tre gange, og selvom bogens kvaliteter på en måde står tydeligt frem, har jeg endnu ikke været i stand til helt at absorbere denne bogs poesi.

Og hvad stiller man så egentlig op? »Hvad siger man, når man ikke rigtig kan se det for sig«, som bogen selv spørger et sted?

Ensomhed og kuldsejlet kærlighed

Man kunne begynde med en nøgtern karakteristik: Jenny Tunedal (f. 1973) er en meget betydningsfuld svensk kritiker og digter, hun debuterede i 2003, mens ’Kapitel Et’ udkom i 2008 og altså nu foreligger på dansk ved Julie Sten-Knudsen, som også oversatte Tunedals ’Min krig, suiter’ til dansk i 2012 og som sammen med digterkolleger som Olga Ravn og Mette Moestrup har været ret så påvirkede af Tunedals feministiske poesi.

’Kapitel Et’ er en digtsamling om ensomhed og kuldsejlet kærlighed. Den er arkitektonisk anlagt, der er fokus på konkrete værelser og rum, hjemmet og haven udenfor.

Kompositorisk består bogen af 12 afsnit, hvor ét simpelthen hedder ’Ensomhed’, mens tre bærer titlen ’Jeg tænker på ham i en måned’, hvor der er 31 tekster for månedens 31 dage, og hvor skriften således må forstås som et dagligt ritual, en sørgeproces, overlevelse.

Der er imidlertid ingen overordnet fortælling, der er derimod sætning efter sætning, det er sådan, bogens poetiske tekster bevæger sig frem:

»Ser ud som om tiden trykkes sammen i en eneste svulmende knop. Hver knop har steder hvor lyset ikke når ind men heller ikke skjuler. Hunden forsvinder for dig. Så jeg. Selv parkerne, udsigten gennem vinduet. Hver dag vil jeg kommentere træerne og klokker hvis spil er løfte om mere. Jeg beundrer evnen til at sørge og sørge godt, ligesom alle de fraser familier lagrer i fællesskab. Dine tilsyneladende uopslidelige penne. En blomst kan ikke gentages, ikke min kærlighed til den, men al kærlighed ser ud som en ufærdig tanke om rækkefølge.«

Her ser man, hvordan Tunedal skriver: Tungt, men flimrende; abstrakt, men præcist. Man ser også, hvordan forløbet følger af sætningerne snarere end omvendt, og at ret markante spring fra den ene sætning til den anden kan forekomme.

Ord uden døre

Det er en stil, man kender fra den såkaldte language poetry, eksempelvis Lyn Hejinians ’My Life’ fra 1987, der realiserede en poetisk praksis med sprogets materialitet som ud- og omdrejningspunkt, forstået på den måde at erindringen og fortællingen om et liv, for eksempel, må være båret af sproget selv og dets materielle karakter.

Således også hos Tunedal, hvis digte dog er sværere for mig at læse end Hejinians. Måske skyldes det en mindre grad af legesyghed og en større grad af tungsind og alvor, eller måske at ordene, som digtsamlingen selv udtrykker det, er »uden døre«.

Noget af det, som i hvert fald gør ’Kapitel Et’ svær at læse, er, at det er en bog, som er fuld af følelser, men som samtidig nærer en stærk uvilje mod at formidle eller kommunikere sine følelser umiddelbart.

Det handler ikke kun om, at sproget kan korrumpere enhver form for følelse, men også om, at følelser i sig selv ikke nødvendigvis er sande eller præcise eller ægte.

»Det dybfølte er også omtrentligt«, står der netop et sted. Et andet sted: »Ægte og hyklede følelser. Bekendelsen er jo også noget ydre«.

Den distance, som det skaber, er bogens bemærkelsesværdige projekt, men det er også bogens banale problem. Det er i hvert fald, som om bogen vakler mellem at være poesi om ensomhed og at være poesi som ensomhed.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Den poetiske krypt

Men så er der alle de sekvenser, hvor det virkelig lykkes for Tunedal at forene tanke og følelse i sin skrift.

Som når hun leverer one-liners som »Når jeg ser dit billede er det altanen jeg savner og pengene«.

Eller scener som: »Indenfor. Det ville være bedre ikke at vide det. Det ville være bedre at glemme den her adresse. Vinduet er en indrømmelse. Jeg bad om et løfte. Ligesom en hund. I sneen kan snavs ses. Det kan være en trøst. Det kan være en belønning. Men jeg spørger ikke efter sukker. Sukker ville ikke smelte i din mund. Jeg tæller bare mine dage som din far. Der er altid nogen som mangler. Hvis krigen kommer er ikke en frase jeg er vokset op med, men hvis alle dør og vinteren fortsætter? Bløde tæpper over hele gulvet. Ingen våben i forkerte hænder. Alt hvad du sagde var sandt. Som ved et mirakel kan jeg trække vejret selv i dyb søvn. Jeg har et stort hjerte«.

Her åbner den poetiske krypt sig. Her forstår man pludselig også digtsamlingens næsten religiøse impuls: At kærligheden kan være skyld i ensomhed, i at man taber troen, men samtidig er kærligheden den eneste udvej: »Ingenting er så svært som ikke at elske. Det er umuligt at skrive sandere. Kun kærligheden kan tro, eller det er kærligheden som tror«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce