Forfatter. Karl Ove Knausgård er norsk, men bor i Sverige. Hans største værk er det selvbiografiske romanværk 'Min kamp'.
Foto: Niels Hougaard (arkiv)

Forfatter. Karl Ove Knausgård er norsk, men bor i Sverige. Hans største værk er det selvbiografiske romanværk 'Min kamp'.

Bøger

Knausgård: Hvorfor er Sverige fyldt af had og angst?

De enøjede svenskere anklager mig for at være kvindehader og litterær pædofil. Forfatteren Karl Ove Knausgård gør op med den svenske debats snæversyn.

Bøger

Det er forår i kyklopernes land. Æbletræerne blomstrer og står som hvide sejl i et hav af grønt. Himlen er blå, og over havet, der ligger nogle få kilometer fra, hvor jeg sidder, hænger de urørlige skyer. Det er så smukt, at det gør ondt. Og så fredeligt.

Landet er fuldt af velstand, butikkerne er fulde af varer, alle har det, de har brug for, og mere til. Alligevel er kykloperne ikke lykkelige. Mange af dem er vrede og fulde af had. Og mange af dem er bange.

Jeg har boet her i tretten år, og jeg har stadig ikke forstået, hvorfor der er så meget had og vrede her. Jeg ser mig omkring, og jeg bemærker nærmest ingenting at hade og næsten ingenting at være bange for.

LÆS OGSÅ

Grunden til, at der er så meget had blandt kykloperne og så megen rædsel, tror jeg er indlysende. Kykloperne ønsker ikke at vide om de dele af virkeligheden, der ikke er, som den ifølge dem bør være.

Kyklopernes statsminister kaldte for kort tid siden et legitimt parti, der var blevet valgt ind i Riksdagen, for et nyfascistisk parti. Alle ved, at det ikke passer, men det er lige meget, for partiet har en anden holdning om et følsomt emne, og så er de fascister.

I et hvilket som helst andet land ville det have været en skandale. Men ikke i kyklopernes øjne, hos dem er det en rimelig udtalelse.

Det mærkeligste er, at de tror, at det er ens alle steder, i alle lande, og intet kan overbevise dem om det modsatte. Kykloperne tror, at deres billede af virkeligheden gælder for alle, og når de opdager, at det ikke er på samme måde et andet sted, som for eksempel i nabolandet Danmark, bliver de vrede på danskerne.

Litteraturen er i sit væsen ambivalent

Kykloperne kan ikke håndtere det ambivalente. Det, som hverken er godt eller ondt, forstår de sig ikke på, og det gør dem vrede. Derfor bryder de sig ikke om litteratur.

De siger, at de godt kan lide litteratur, men den litteratur, de godt kan lide, er udelukkende den, der stemmer overens med deres billede af det gode og det onde, og det er ikke litteratur, men noget, der ligner. Litteraturen er i sit væsen ambivalent, og det ved kykloperne ikke.

Jeg er forfatter, og mange af kykloperne har læst mine bøger. Nogle af dem er blevet enormt vrede. En kyklop sammenlignede mig med Anders Behring Breivik i deres største avis, Dagens Nyheter.

Anders Behring Breivik dræbte 77 mennesker. 69 af dem likviderede han en efter en, de fleste af dem var børn og unge.

En af de dræbte, en pige, var blevet skudt i munden, men hendes læber var uskadte, og det betyder, at han må have skudt hende på klos hold, mens hun råbte om hjælp eller bad om nåde. Kyklopen mente, at jeg kunne sammenlignes med ham, der gjorde det, fordi jeg havde skrevet mine bøger.

Nazist og kvindehader?

En anden kyklop skrev, at jeg var nazist. Nazisterne forsøgte at udrydde et helt folkeslag og brændte millioner af jøder i ovne. Mange kykloper har skrevet, at jeg er misogyn, altså kvindehader. Og for nylig var der en kyklop, der skrev i Dagens Nyheter, at jeg var litterær pædofil, og at jeg udnyttede små piger.

Hun skrev, at jeg havde haft en skjult homoseksuel relation til min bedste ven bag min kones ryg.

Artiklens tone var fuld af had og foragt og udtrykte, at der er noget fordækt over mig, noget ubehageligt, forfærdeligt, unormalt, sygeligt. At kalde artiklen mistænkeliggørende er en underdrivelse. Jeg blev beskrevet, som var jeg kriminel.

Hvad var i så fald min forbrydelse?

Jeg havde skrevet en roman.

Det går dagene med i kyklopernes land. Kykloperne bliver vrede og kaster store sten efter dem, der siger noget, som de enten ikke bryder sig om eller ikke forstår. Dette gør kykloperne bange, for de ved, at hvis de siger noget, andre enten ikke bryder sig om eller ikke forstår, vil de vrede kykloper også kaste sten efter dem. Kykloperne er derfor enten vrede eller tavse.

Det, kykloperne har det sværest med, er identitet. Forholdet mellem kvinde og mand forvirrer dem, eftersom det ikke er entydigt. Og forholdet mellem mennesker fra deres egen kultur og andre kulturer er heller ikke entydigt og forvirrer dem derfor også.

Derfor er kykloperne vredest, når de taler om køn eller indvandring. Det er ikke noget, man enten kan være for eller imod, og alligevel er det netop det, de kræver, så alt, der findes imellem kategorierne, alt, der findes i grænseområderne, ikke bliver set eller talt om.

Alligevel findes det. Det fornemmer kykloperne, men uden at de formår at forstå det, og så bliver de endnu vredere eller endnu mere tavse.

I fjeldlandet, hvor jeg kommer fra, har der netop været nationaldag. Her tager alle pænt tøj på og går ud på gaden for at vifte med deres flag, se børneoptogene og råbe hurra. Mange kykloper er vrede over dette; de siger, at det er nazisme.

Mange gange har jeg forsøgt at forklare dem, at vi blot er glade i vort land. Men alle flagene, siger kykloperne så. De er udtryk for nationalisme. Og nationalisme er nazisme.

Engang var jeg gæst ved et middagsselskab, hvor jeg kom for skade at sige, at jeg mente, at det var bedre for et barn at blive født på naturlig vis, langsomt og smertefuldt gennem fødselskanalen end at blive født ved kejsersnit

Det er i øvrigt meget, der er nazisme i kyklopernes øjne.

Engang var jeg gæst ved et middagsselskab, hvor jeg kom for skade at sige, at jeg mente, at det var bedre for et barn at blive født på naturlig vis, langsomt og smertefuldt gennem fødselskanalen end at blive født ved kejsersnit. Alle kykloperne blev tavse. Så så en af dem på mig og sagde, at det var et reaktionært syn.

En anden gang kom jeg for skade at sige, at jeg mente, min kone havde en anden tilknytning til vores barn, end jeg havde, siden hun havde båret barnet i sin egen krop, født det i smerte og nu ammede det. Kyklopen sagde, at det var et kvindefjendtligt synspunkt.

Jeg har boet her så længe, at jeg af og til overvejer, om det er kykloperne, der har ret, og at det er mig, der tager fejl.

Ja, at jeg faktisk er en litterær pædofil, undertrykt homoseksuel, nazistisk massemorder.

Hvorfor ville de ellers sige det?

Den første roman, jeg skrev, og som snart udkommer i kyklopernes land og på kyklopernes sprog, handler om en 26 år gammel lærer, der forelsker sig i sin 13 år gamle elev. Han indleder et forhold til hende, de går i seng sammen, og han flygter derfra.

Hvorfor skrev jeg det? Var jeg ikke klar over, at et seksuelt forhold til en mindreårig er forbudt og noget dybt frastødende og forkasteligt? At det er umoralsk?

Jo, det var jeg godt klar over.

Men hvorfor så skrive om noget umoralsk? Når jeg vidste, at det var forkert?

Det er kyklopernes spørgsmål.

Deres svar er, at jeg gjorde det, fordi jeg er en mand, og fordi jeg er litterær pædofil og undertrykt homoseksuel.

Det umoralske forvirrer dem. Og begæret forvirrer dem, fordi begæret ikke er, som det bør være. Så bliver de vrede, og så begynder de at kaste med sten. Og de få forfattere, der befinder sig i kyklopernes land og ved, hvad litteratur er, bliver bange, de tør ikke forsvare litteraturen, for så bliver de selv pædofile, undertrykte homoseksuelle kvindeundertrykkere.

Med andre ord bliver de til dårlige mennesker. Derfor er stort set alle forfattere i kyklopernes land tavse.

Jeg forstår godt, at de ikke ønsker at blive set som dårlige mennesker. Og jeg bebrejder dem ikke. Men jeg ved – og jeg tror også, at de inderst inde er klar over det – at de bliver dårlige forfattere ved ikke at sige fra.

Alle mine bøger er oprigtige forsøg på at forstå, hvad det vil sige at være menneske her og nu, i vores samfund og i vores tid.

Alle mine bøger er skrevet af et godt hjerte. Også den bog, der handler om en voksen mands seksuelle relation til et barn. Alle mine bøger er oprigtige forsøg på at forstå, hvad det vil sige at være menneske her og nu, i vores samfund og i vores tid.

Med oprigtig mener jeg, at bøgerne også omfatter de dårlige og kritisable sider, alle svaghederne, alle fejl og mangler, al misundelsen, al selvhævdelsen, al ambitionen, alt hadet og al foragten, både selvhadet og selvforagten, og alt begæret, selv det begær, der retter sig mod det forbudte. Og ja, jeg er mand, så sådan er perspektivet.

Sårbarheden var stærk

Centralt i bøgerne er spørgsmålet om identitet. Hvad er det, som skaber os, hvad er det, der gør, at vi bliver til det, vi bliver, tænker det, vi tænker, føler det, vi føler, gør det, vi gør? Bøgerne undersøger forældrenes indflydelse, naboungernes, skolekammeraternes og lokalmiljøets indflydelse, det større samfunds indflydelse, kulturens indflydelse.

Rollernes indflydelse og rollernes foranderlighed: at være forælder var én ting for vores bedsteforældre, en anden for vores forældre og en tredje for os. At være mand og kvinde var også én ting for vores bedsteforældre, en anden for vores forældre, en tredje for os.

Da jeg var lille, kunne jeg godt lide blomster, farven rød, at læse, og jeg græd ofte – noget, der var forkert, og som jeg fik at vide var forkert, og som i puberteten gjorde, at jeg blev kaldt ’femi’ – altså at jeg var tøset, feminin. Senere i puberteten gjorde jeg alt for at modvirke det, alt for at blive maskulin.

Sårbarheden var stærk, og på grund af mit forhold til min far, der ofte var voldsom mod mig og var en ustabil skikkelse, som jeg aldrig vidste, hvor jeg havde, længtes jeg efter en enklere virkelighed, husker jeg, og jeg har altid haft et regressivt element i min personlighed, og det gør, at jeg kan se helt tilbage til barndommen, hvor andre havde ansvaret for mit liv.

Længslen efter det enkle, længslen efter det ikkeambivalente, det håndfaste og konkrete, genkender man i totalitære bevægelser; det er den, de appellerer til.

I mit tilfælde mødte den længsel også længslen efter det uskyldige, efter det førseksuelle, ikkevoksne, det barnlige, måske fordi min egen seksualitet dengang, og nu taler jeg om teenageårene, forekom mig så uhåndterlig – det eneste, jeg ville, var at komme i seng med nogen, men det forekom helt umuligt: Jeg vidste ikke engang, hvordan man gjorde.

Åh, hvilken ensomhed der ligger i det!

I min første roman skrev jeg om alle disse følelser. Hovedpersonen var 26 år, lige dele umoden og narcissistisk, men uanset hvor meget jeg skrev om ham, kunne jeg ikke komme videre og forløse det. Så placerede jeg ham i et klasselokale – for da jeg var 18, havde jeg selv stået i et klasselokale og undervist trettenårige – og alle disse følelser, hele dette spektrum af regression og progression, passivitet og begær, autoritetsfrygt og autoritetslængsel, fik en katalysator:

Han forelskede sig i en trettenårig. Jeg vidste godt, hvad jeg gjorde. I to uger led jeg under allerhelvedes kvaler: Kunne jeg skrive om det her, var det ikke spekulativt, var det ikke et tabu, som alle ville tro, jeg selv stod inde for? Jo, sådan var det, men det var her, det brændte, og det var her, i alt dette, at alt, jeg havde i mig, kunne tage form.

Ingen tror vel, at en krimiforfatter forsvarer mord, fordi vedkommende skriver om mord?

At skrive en roman om en hændelse er ikke det samme som at forsvare en hændelse. Hændelsen bliver valgt, fordi noget væsentligt kan udtrykkes gennem den.

Det væsentlige findes ikke engang, før hændelsen viser den frem. Det er det, der er litteratur. Ingen tror vel, at en krimiforfatter forsvarer mord, fordi vedkommende skriver om mord? Jeg udnyttede en tretten år gammel pige ved at bruge hende i en roman, men hun findes ikke, kun i romanen, så hvori ligger udnyttelsen? Og hvori ligger faren?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I kyklopernes artikel nævnes Monika Fagerholms ’Diva’ som et eksempel på en roman, hvor den trettenårige pige får sit eget sprog, sit eget liv, sin egen værdighed. Ikke som i min bog, hvor hun bare udnyttes og konsekvent ses gennem en mands øjne.

Jeg læste ’Diva’ af Fagerholm, da jeg havde skrevet min roman, og elskede den. Den er fuld af det i realiteten eneste vigtige, når det gælder litteratur: frihed.

Senere skrev jeg en roman med en trettenårig fyr som omdrejningspunkt, den er set fra hans synsvinkel og er, som jeg ser det, et forsøg på nøjagtig det samme, som Fagerholm forsøger i ’Diva’: at beskrive livet, som det var, finde dets værdighed, dets sprog og være ærlig omkring det.

Det formåede jeg ikke, det er ikke nogen stor bog, men den er fri, og den frihed er grunden til, at jeg skriver, og at litteraturen findes.

Hvad er litterær frihed?

Eller, mere interessant, hvad er det modsatte?

Det er at sige, hvordan litteraturen skal være. Det er at sige, hvordan litteraturen skal tænke. Det er at sige: Det er forkert tænkt, det er forkert, det er ikke, som vi vil have det. Det må du ikke gøre. Det må du ikke sige.

Det må du ikke sige.

Det er kyklopernes litteratur.

Metaforen på samfundet og samtiden

Den bog, hvor jeg beskrev en voksen mands forelskelse i en tretten år gammel pige, er en roman om et overgreb, men også en bog om regression og infantilitet. Hvorfor ønskede jeg at skrive om det?

Det infantile er overalt omkring os, vi lever i en kultur, der dyrker ungdommen, der dyrker det enkle, og der dyrker det barnlige: Tænd tv’et på en vilkårlig aften, og så vil der være et eksempel på den.

En roman er det modsatte: Den søger kompleksitet, søger mangetydighed, søger sandhed andre steder end der, hvor sandheden kan formuleres med slagord, eller der, hvor sandheden er rammet ind, fastlåst og ubevægelig, rigid og uforanderlig.

Selv en roman, der handler om det enkle og om regression, er kompleks og omfattende bare i kraft af at være en roman – hvis ikke, er den ikke en roman.

Jeg beskrev den infantile mand, der dyrker barnet, den skyldige, der dyrker det uskyldige, og selv om romanen er realistisk og forholder sig konkret til relationen, passer metaforen på samfundet og samtiden.

Er metaforen gyldig? Det ved jeg ikke, det kan jeg ikke vide, men det, jeg gør som forfatter, er at skrive om mine egne følelser, min længsel, mine tanker og min indsigt i troen på, at jeg blot er en af mange, således at den indre gyldighed også har en ydre gyldighed.

Det er altid uvist, når man skriver, og den uvished repræsenterer en enorm risiko.

Selvfølgelig var nazismen også skøn, for ellers ville folk ikke blive forført af den.

Kritikerne og litteratureksperterne tager aldrig den risiko, og min erfaring er, at næsten ingen af dem ved, at den findes. Det betyder ikke, at jeg fradømmer dem deres rolle; nogen skal læse og sætte det, teksten vil, i kontekst, eller sige, at det, som teksten vil opnå, forbliver uforløst.

Men kritikken må ikke sige, at det, teksten vil opnå, ikke må opnås. Søger en roman skønheden i nazismen, må kritikken gå på, at nazismen ikke er skøn, men kritikken må ikke gå på, at romanen ikke må søge skønheden der.

Selvfølgelig var nazismen også skøn, for ellers ville folk ikke blive forført af den.

Den skønhed, som vi ved er forkert, er det kun romanen, som kan beskrive.

Hvorfor skal den det?

Fordi nazismens skønhed findes.

Alle andre institutioner i samfundet siger: »Sådan bør det være«. Overalt er der både skrevne og uskrevne regler og påbud, og de handler alle om at få livet til at fungere så gnidningsfrit og smerteløst, så retfærdigt og ligeværdigt som muligt. Jeg er ikke imod det rette, men jeg insisterer på retten til at sige, at det, som ikke er ret, også findes.

Vi ved, at det måske ikke er godt at drikke, men alligevel drikker vi.

Vi ved, at det ikke er godt at skælde vores børn ud, men alligevel skælder vi vores børn ud.

Vi ved, at det ikke er godt at være misundelig, men alligevel er vi misundelige.

Vi ved, at det ikke er godt at være bitter, men alligevel er vi bitre.

Samfundet tier ikke

Det, vi ved, at vi skal være, er klart og tydeligt for os. Det, vi er, på trods af det vi ved, er noget, vi må skjule, det har ikke noget sprog, det er vores hemmeligheder. Det fører til skyld, til skam, til fortrængning, til ødelagt selvværd. Vi tier om det.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og det har vi hver især ret til, men samfundet som helhed må ikke tie om noget, som det ikke kan forholde sig til, som om det ikke findes, for det findes, det er her, og det skal have et sprog, hvis det skal erkendes.

Ikke moralens sprog, der siger, at du ikke må, ikke mediernes sprog, der reducerer det, men litteraturens sprog, der siger: Det her findes. Det er måske ikke godt, men det findes, det er her, og vi må forholde os til det som en realitet.

Hvad sker der med et samfund, når det holder op med at forholde sig til det, der findes, men som det ikke vil have? Et samfund, der ikke ser sandheden i øjnene, men kigger væk? Som sætter ’bør’ højere end ’er’?

Litteraturen er ikke fri i kyklopernes land

Kultursiderne i kyklopernes aviser er litteraturfjendtlige, fordi moralen er hævet over litteraturen, og ideologien er hævet over moralen. Litteraturen er ikke fri i kyklopernes land. Den er tværtimod bundet på hænder og fødder.

Jeg kender ikke til et land i verden undtagen de totalitære, hvor forfatterne er så usynlige i den offentlige debat. Man ser aldrig en forfatter stå for noget i kyklopernes land. Man ser aldrig en forfatter risikere noget i offentligheden.

Det er ikke så underligt. At blive kaldt pædofil i kyklopernes største avis er ikke nogen god oplevelse. Jeg har fire børn, de ældre er begyndt at læse aviser, og jeg venter bare på spørgsmål: »Far, hvad er pædofili? Hvorfor siger hun, at du er pædofil?«.

Det er ikke fiktion. Jeg, der skriver dette, er et virkeligt menneske, og mine børn er virkelige børn.

Oversættelse: Christoffer Østergaard

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce