Opgør. Jan Kjærstad er ikke enig med sin forfatterkollega og landsmand Karl Ove Knausgård i, at svenskerne er 'kykloper', som kaster med sten mod dem, der ikke mener, hvad man 'bør' mene.
Foto: Mik Eskestad (arkiv)

Opgør. Jan Kjærstad er ikke enig med sin forfatterkollega og landsmand Karl Ove Knausgård i, at svenskerne er 'kykloper', som kaster med sten mod dem, der ikke mener, hvad man 'bør' mene.

Bøger

Jan Kjærstad i opgør mod Knausgård: »Jeg trives bedst i åbne landskaber«

Den norske forfatter Jan Kjærstad reagerer på Karl Ove Knausgårds indlæg i Dagens Nyheter 20. maj.

Bøger

Det er selvfølgelig morsomt, når Karl Ove Knausgård befolker Sverige med kykloper, men lad mig forsøge at anskue et udskældt naboland fra en anden synsvinkel. 7. juni 2005, hundrede år efter opløsningen af unionen med Sverige, indrykkede cirka 50 store og små norske organisationer en annonce, hvori de erklærede sig afhængige af Sverige – og af resten af verden. I mine øjne var dette det mest sympatiske bidrag, som kom ud af hele ’uafhængighedsmarkeringen’ i 2005.

Da jeg var barn, sejlede vi ofte fra Hvaler, lige ved grænsen til Sverige, ind til Strömstad, og det var altid et møde med en verden, der lignede den derhjemme, men alligevel var fascinerende anderledes. Det historiske sus, sproget, varerne. Særligt markedet på torvet gav os en følelse af, at vi var kommet til en slags Skandinaviens Marrakech, hvor du i små farverige boder kunne købe alt fra tryllekort og sørøverringe til sidste nyt i legetøj og slik, som man ikke kunne få derhjemme.

LÆS ARTIKLEN

Denne følelse af at finde ting i Sverige, som jeg savner i Norge, har aldrig forladt mig. Da jeg begyndte at skrive i slutningen af 1970’erne, fik jeg kvælningsfornemmelser af at læse norsk socialrealisme, og endda endnu mere af de moralistiske debatter omkring dette fænomen. Hvis man skal lede efter kykloper i skandinavisk sammenhæng, kan man begynde at lede her. I Sverige fandt jeg et åndehul. De svenske forfattere var også samfundsbevidste, men de blandede et episk fortælleoverskud ind i deres politiske engagement på en måde, som jeg sjældent fandt i Norge.

Trang til noget åbent

Jeg tænker på de første sætninger i Sara Lidmans vældige Västerbotten-epos, Sven Delblancs firbindsserie om Hedeby og frem for alt Kerstin Ekmans ligeså omfattende og ligeså farverige Katrineholm-suite. Dertil kom, at Norge ikke havde noget, der kunne måle sig med P.O. Enquists eller P.J. Jersilds bøger. For ikke at tale om Birgitta Trotzig og Göran Tunstrøm-romaner som ’Præsteungen’. Dertil fandt jeg bemærkelsesværdige forfattere som Torsten Ekbom, Willy Kyrklund og Erik Beckmann. Dette er helt klart ikke litteratur skrevet af kykloper. Det er snarere forfattere udstyret med et tredje øje.

Det at komme fra Norge til Sverige opleves ofte som at komme fra noget trangt til noget åbent. Fra et enten-eller til et både-og. I Sverige er der i det hele taget højere til loftet.

Hvis nogen spørger mig, er det passende, at nogen ud fra en skarp kvindelig bevidsthed tør spørge, hvorfor 'mandlige genier' kan tillade sig næsten alt - og slippe af sted med det

Som jeg ser det, består Knausgårds artikel af tre dele. Den ene, og længste, handler om, hvad en roman skal være. Den skal være fri. Den skal sige, hvad det er at være menneske her og nu. Den skal være kompleks, ambivalent. En forfatter skal skrive om det, der brænder. »Den skønhed, som vi ved er forkert, er det kun romanen, som kan beskrive«. Alt dette er glimrende formuleret. Det er lige til at klippe ud og gengive i en antologi.

Den anden del handler om Knausgårds sårbarhed, og det kan virke, som om det navnlig er to indlæg af Ebba Witt-Brattström i Dagens Nyheter, som har provokeret ham. Ifølge Knausgård stempler Witt-Brattström ham som en pædofil med skjulte homoseksuelle tilbøjeligheder. Witt-Brattström tager udgangspunkt i en afhandling om ’Min kamp’ skrevet af Claus Elholm Andersen, som benytter sig af kønsforskeren Eve Kosofsky Sedgwicks teorier. Dette er en interessant og kompleks diskussion, den er litterær og går ikke på Knausgårds virkelige person.

Det andet aspekt drejer sig om, hvad Knausgård, altså den virkelige, har sagt i interviews. Om, hvad han tænker på, når han møder en kvinde. I den forbindelse knytter Witt-Brattström an til en debat om kulturmanden, som har været i gang længe, i hvert fald lige siden Åsa Beckman skrev et uforglemmeligt indlæg om Stig Larsons opførsel under et møde i Dagens Nyheters kulturredaktion i 2010.

Hvis nogen spørger mig, er det passende, at nogen ud fra en skarp kvindelig bevidsthed tør spørge, hvorfor ’mandlige genier’ kan tillade sig næsten alt – og slippe af sted med det. Knausgårds udtalelser i interviewet bragte ham da også ud i et større, delvis humoristisk vinklet blæsevejr, og kritikken kom særligt fra kvinder. Witt-Brattström kommer med en tankevækkende pointe, da hun drejer perspektivet og spørger, om man kan forestille sig en kvindelig forfatter, der udtaler sig på tilsvarende måde om mænd.

Protest mod kyklopernes land

Mit ærinde er dog at sige noget om den sidste del af Knausgårds lange artikel om Sverige, nemlig hans påstand om, at det er kyklopernes land. Dette vækker selvsagt jubel i Danmark og Norge. Men her må jeg protestere. Kykloperne er desværre jævnt fordelt i Skandinavien. Den enøjede læsning og tolkning findes overalt. Ja, den er oftere reglen end undtagelsen. Den fremherskende smag er næsten altid kyklopisk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Værst er følgende beskyldning: »Jeg kender ikke noget land i verden undtagen de totalitære, hvor forfatterne er så usynlige i den offentlige debat«. Det er denne referenceløse påstand, jeg reagerer imod. Referenceløsheden genspejler sig også i de fleste støtteerklæringer, Knausgård får. Det virker, som om lidt for mange har et behov for at lukke øjnene for vores nyere litteraturhistorie. Til dem er der ikke andet at sige end: Beklager, men Knausgård har ikke opfundet krudtet.

Egentlig burde vi først diskutere, om det er forfatternes rolle at stå frem i den offentlige debat, eller om det måske snarere er deres vigtigste opgave at skrive en skønlitteratur, som påvirker læseres tankegang på et grundlæggende plan

Egentlig burde vi først diskutere, om det er forfatternes rolle at stå frem i den offentlige debat, eller om det måske snarere er deres vigtigste opgave at skrive en skønlitteratur, som påvirker læseres tankegang på et grundlæggende plan. Det er netop dette sidste, Knausgård gør med sine romaner. Men hvis man også skal ytre sig i det offentlige rum som borgere og amatører, har Sverige masser af forfattere, der står frem.

Den, der tænker efter, vil huske, at svenske forfattere i årti efter årti har stillet kritiske spørgsmål til den ’kyklopiske’ tendens ved samfundet, ikke mindst de uheldige udslag af det socialdemokratiske system. Allerede Vilhelm Moberg advarede med sin radikale individualisme mod overdreven kollektivisme. Og tænk bare på Lars Gustafssons kritik af et gennembureaukratiseret samfund, som kan blive en trussel mod det enkelte menneskes intellektuelle frihed. Sveriges udprægede forkærlighed for lighed rummer altid en fare for ligemageri.

»Man ser aldrig en forfatter stå for noget i kyklopernes land«, skriver Knausgård. Hvorfor er der ikke nogen, der modsiger denne påstand? Hvis jeg skulle sige noget udfordrende, ville det være, at Sverige ikke er et folk af kykloper, men et folk af masochister. Knausgård svinger pisken over svenske forfattere, og det er, som om et kor svarer: Pisk os igen! Men Sverige savner virkelig ikke forfattere, der vover at tage til orde og løbe en risiko i offentligheden. Dem er der mange af, jeg nævner nærmest i flæng Göran Greider, Åsa Linderborg, Ola Larsmo, Stina Oscarson, Bengt Ohlsson, Jonas Hassen Khemiri og, ja, Jonas Gardell.

Der findes kykloper i Sverige, ingen tvivl om det, men de er ikke så mange, som Knausgård ønsker at fremstille det. Når medgangen er massiv, gribes man let af overmod. Som Björn Wiman skriver i sin kommentar i Dagens Nyheter, har ’Min kamp’ fået en generøs, hengiven og entusiastisk modtagelse i Sverige. Og allerede inden middag første dag var Knausgårds artikel blevet delt 10.000 gange i de sociale medier.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

DN’s lederskribent Erik Helmerson skriver, at 95 procent af reaktionerne var begejstrede. Efter min mening bør man kunne tåle, at der finde 5 procent kykloper i et land. Hvis 100 procent hyller én, har man skabt den enøjethed, som Knausgård advarer mod.

Oversættelse: Lorens Juul Madsen

Knausgårds tekst blev bragt i Politikens bogtillæg søndag d. 24 maj.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce