Digitalisering. På Tingbakkeskolen i Nordsjælland er det slut med at hente bøger på skolebiblioteket.
Foto: Jens Dresling (arkiv)

Digitalisering. På Tingbakkeskolen i Nordsjælland er det slut med at hente bøger på skolebiblioteket.

Når skolebiblioteket bliver tomt for bøger

Er der grund til bekymring, når skolebiblioteket ryddes til fordel for digital litteratur?

Bøger

På Tingbakkeskolen i Nordsjælland vil eleverne efter sommerferien ikke længere kunne sætte sig ind på skolebiblioteket og blade i en bog.

For skolen med knap 200 elever har, sammen med det lokale bibliotek i Græsted, besluttet at omdanne skolebiblioteket til et digitalt læringscenter, hvor eleverne kan eftersøge og læse materiale på computere, bærbare pc’er og mini-iPads.

LÆS OGSÅ

»Det er et stort issue for os at skærpe læselysten. Vi tænker, at det er nødvendigt at gøre det på så mange forskellige måder som muligt. Jeg tror, mange børn føler sig vældig motiveret og tiltalt af mediet«, siger skolens leder, Marianne Vedersø Schmidt, der understreger, at skolen dog langtfra er bogfri – ude i klasserne står der for eksempel kasser med bøger, som eleverne kan læse, og indimellem vil der blive arrangeret klasseture ind til biblioteket i Græsted, der ligger godt 6 kilometer væk.

Men ikke alle er begejstrede for det bogløse skolebibliotek.

En alvorlig fejlslutning

I dagens Politiken kalder Selskabet for Børnelitteratur Ibby i et debatindlæg Tingbakkeskolens digitale løsning for »en alvorlig fejlslutning i forsøget på at være moderne og at være klædt rigtigt på til fremtiden«.

»Det er i mine øjne udtryk for en fattigdom i tænkningen i skoleverdenen i det hele taget«, siger formanden for Selskabet for Børnelitteratur Ibby, Vagn Plenge.

Der er ingen tvivl om, at den fysiske bog bliver lidt mindre synlig

Men er det ikke bare den vej, udviklingen går?

»Der er da ikke nogen udvikling, der sker af sig selv. Det er da et spørgsmål om, hvilke holdninger vi har til det. Vi kan da godt forhindre det«, siger han.

Papir fastholder og gør lækrere

Formand for Pædagogisk Lærings-CenterForening (tidligere Danmarks Skolebibliotekarer) Birgitte Reindel har ikke hørt om andre pædagogiske læringscentre med totale digitale løsninger. Og hun håber heller ikke, det går den vej.

»Det er jo ikke, fordi jeg siger, vi skal stoppe udviklingen, og at man aldrig må læse på en iPad; vi skal have begge dele. Men vi skal bare ikke smide bogen ud, førend vi er tvunget til det. Hvis vi nogensinde bliver det«, siger hun.

Og så er der hele den vigtige fysiske kontakt med bogen, påpeger hun:

»Der er stadig noget med en bog, lugten af den og at røre ved papiret, som er en glæde for mange. Og billederne, som ikke bare skinner gennem en skærm, men tit bliver lækrere, når man har dem i en bog.

LÆS OGSÅ

Både Vagn Plenge og Birgitte Reindel henviser til en norsk undersøgelse fra Lesesenteret på Stavanger Universitet, der har påvist, at når det gælder læserens hukommelse og koncentrationsevne, er det bedre at læse på papir end på en skærm.

»Når forskning netop viser, at man på papir fastholder bedre, hvad man læser, i forhold til it, er det jo rigtig uheldigt, hvis børn, der skal lære at læse, ikke får mulighed for at læse på papir«, siger Reindel.

Bogen skal blive synlig

Men ifølge formanden for Danmarks Biblioteksforening, Steen B. Andersen, er det ikke så meget et spørgsmål om, hvorvidt man læser en bog af papir eller en e-bog.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Jeg tror ikke, vi skal blive forskrækkede over, at bøgerne bliver digitale; for mig at se er det bare et spørgsmål om medie. Det kan også være en oplevelse at bladre i en e-bog, og det tror jeg, vi i den grad vil se med den digitale generation, der vokser op nu«.

Faren ligger et helt andet sted:

»Der er ingen tvivl om, at den fysiske bog bliver lidt mindre synlig, så udfordringen er, hvordan vi formidler litteratur via digitale platforme, når vi ikke har bøgerne på nethinden, fordi de ikke står fysisk fremme. Der er vi et stykke fra at være i mål. Så jeg kan godt forstå, man er lidt på vagt, når man kommer ind i et bibliotek, hvor man ikke kan se bøgerne. Resultatet må i hvert fald aldrig blive, at litteraturen forsvinder. Den skal stadig have en central rolle i biblioteket«, siger han.

I Græsted er man lidt forundret over den ståhej, det digitale læringsrum på Tingbakkeskolen har affødt.

Ifølge lederen af biblioteket i Græsted, Vibeke Steen, er hensigten på ingen måde at tage litteraturen fra børnene.

»Tværtimod har vi lyst til at formidle den, men dér, hvor børnene er, på de platforme, hvor de færdes. Vi skal ind og lave nogle andre fællesskaber om det at have en god læseoplevelse og om at være kreativt skabende omkring it«, siger hun.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce