Neglebidende science fiction-thriller er suverænt godt fortalt

Thomas Clemens debutroman er skarpt skåret, men undviger ikke helt skabelonerne.

Bøger

I n medias res, kalder man det, når en fortælling begynder vupti midt i begivenhedernes centrum i stedet for langsomt at redegøre for sin egen genese med diverse knæbøjninger af typen 'Det hele begyndte med, at far fortalte os, at han og mor skulle skilles' - eller for den sags skyld det mindre socialrealistiske 'Der var engang'.

Skarpt skåret intro
En sådan måde at aflevere en beretning på kræver sin forfatter, fordi man har en halv sides penge til at indfange læseren; lykkes det ikke, er alt mere eller mindre tabt, mens den traditionelle mere langsomme approach godt kan tillade sig at være lidt længere i spyttet.

LÆS OGSÅ

Men debutanten Thomas Clemen, der på flappen tilskrives en kosmopolitisk opvækst, en naturvidenskabelig akademisk uddannelse samt en alder i sidste halvdel af trediverne, klarer det strålende med sin skarpt skårne intro, hvor fortællingens protagonist befinder sig i en ørken og er tæt på at tjekke ud fra jordplanet.

Hvordan kom det dertil?
Så er man ligesom med, ikk? For hvis hovedpersonen allerede en tredjedel side inde i historien erkender, at han er tæt på at stille træskoene, vil man oprigtigt talt gerne vide, hvordan det kom dertil - lidt ligesom når man i Billy Wilders noir-klassiker 'Sunset Boulevard' fra 1950 ser fortællerens afsjælede legeme flyde rundt i en swimmingpool og selvfølgelig er ved selv at dø for at få historien.

I dette tilfælde viser det sig at handle om en større international konspiration, som har udviklet en uhelbredelig og forholdsvis hastigt dræbende virussygdom, der kun rammer arabere, og hvis formål er at kunne dæmme op for den voksende mængde af hobbyterrorister, der spirer frem i den olieproducerende del af verden.

Og hovedpersonen er på flugt fra de forskellige interessenter, som vil have informationerne fra hans krop og bevidsthed.
Tempereret science fiction-thriller

Den litterære klangbund er dels bibelsk, dels lufthavnslitteraturkongen Michael Crichton, der også har beflittet sig med denne type tempereret science fiction-thriller i flere ombæringer.

Og med hensyn til tempo, sprog og fantasi er Thomas Clemen såmænd fuldt udvokset, dog med en tendens til at bibringe læseren lovligt mange informationer, som snildt kunne have været undværet og egentlig ikke betyder noget for den samlede oplevelse.

Gnieragtigt sindelag
Som skrevet begynder det hele midt i ørkenens brændende sol, men snart går turen til køligere himmelstrøg, idet en del af forhistorien udspiller sig i London.

Og så fortsætter det ellers i hastige tidsmæssige og geografiske spring på tværs af kontinenterne: Så er vi i USA, så i Mellemøsten, så i Sydeuropa, og så fremdeles.

LÆS OGSÅ

Kapitlerne er relativt korte og afrundede, men også skruet sådan sammen, at man lige må have et mere, fordi de centrale informationer doseres med relativt gnieragtigt sindelag fra forfatterens side.

Stilsikker spændingsroman
Hvem fanden er hovedpersonen, og hvad er hans baggrund, hans psykologiske tilblivelsesfortælling? Var det ægte kærlighed, eller blev han (for)ført på afveje af en smuk kvindes yppigheder? Klarer han i det hele taget ærterne, og hvad sker der med den modbydelige virus, ondskabsfuldt geniale videnskabsmænd har udviklet, og som hovedpersonen som en metafor på sin skæbne og alle menneskers skæbne bærer i blodet?

Svarene på disse spørgsmål indfinder sig hen ad vejen i en stilsikker spændingsroman, som overasker og underholder. Men som desværre også er lidt for ferm og sine steder mangler psykologi.

Personerne tegnes for hårdt op, der arbejdes i fortællemæssige skabeloner, hvorfor det hele sine steder får karakter af en Hollywood-film af den vellavede, men forglemmelige slags.

Ikke desto mindre er Thomas Clemen trådt flot i karakter som en dansk thrillerforfatter, der kan noget andet end alle krimidronningerne og kongerne, disses kvaliteter ufortalt. Velkommen.

FACEBOOK

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce