Prisvinder. Den norske forfatter Jon Fosse er her til aften blevet 350.000 kroner rigere.
Foto: Finn Frandsen

Prisvinder. Den norske forfatter Jon Fosse er her til aften blevet 350.000 kroner rigere.

Bøger

Jes Stein: Litteraturprisvinderen kan også læses om 500 år

Norske Jon Fosse har netop modtaget Nordisk Råds fornemme litteraturpris.

Bøger

Man ville uden problemer kunne have norske Jon Fosses trilogi ’Andvake’, ’Olavs Drømme’ og ’Kveldsvævd’ i inderlommen på sin frakke. For de tre romaner fylder ikke meget, under tre hundrede sider tilsammen.

Men selve indholdet, historien om Asle og Alida, der snart skal føde, men ikke kan finde husly i byen Bjørgvin, bliver man ikke sådan færdig med.

De to fattige unge, der er vokset op i en lille bygd på den norske vestkyst, går fra hus til hus, men alle døre er lukket, så hvad skal de dog gøre?

Hvis handlingen allerede nu klinger bekendt, er det, fordi Fosse, der fik en religiøs opdragelse og efter at have afsværget barnetroen vendte tilbage og nu er katolik, har skrevet sin helt egen version af historien om Josef og Maria i Betlehem. Dog ikke sådan at forstå, at den læser, der kender handlingen i Juleevangeliet, så ved, hvad der venter, for dette uforlignelige værk er ikke sådan at sætte i bås. Jon Fosse, også en stor dramatiker, hvis stykker spilles i mange lande, og som i flere år er blevet nævnt i forbindelse med nobelprisen, går sine egne veje, men det bibelske er umiskendeligt både i form og indhold.

En opmuntrende vinder

Det helt centrale og opmuntrende ved dette års store nordiske prismodtager er selve sproget. Jeg mindes ikke at have læst noget lignende.

FAKTA

Normalt er det ikke svært at referere handlingen i et litterært værk, og man ville da også godt kunne sammenfatte ’handlingen’ i dette drømmespil om to unge elskende på nogle få linjer, men Fosses vinderværk skal ikke refereres, det skal læses. Gør man det, får man en enestående musikalsk og sanselig oplevelse om både kærlighed og skyld, men også om hvor hurtigt mennesker, der egentlig kun vil det mest basale, have tag over hovedet og mad på bordet og et sted at lade et lille barn komme til verden, kan havne i uføre, fordi verden er, som den er, hvis man er uden midler.

Det lyder som verdens største kliché, men Fosse er virkelig noget for sig selv. ’Andvake’, som er nynorsk og er betegnelsen på en tilstand, hvor man både er søvnløs og årvågen, åbner med en næsten åndeløst messende sætning, som bliver ved og ved. Den møder først et punktum, hvor den endelig kan hvile ud, flere sider inde i romanen. Fosse har sin egen unikke tone, lader døde optræde mellem de levende, blænder drøm og virkelighed over i hinanden, springer i tid, skærer sætninger midt over og begynder på nye, gentager det samme, så det bliver til omkvæd, lader læseren være både uden for og inde i hovedet på alle personer.

Grundlæggende værdier

Modtageren af Nordisk Råds Litteraturpris skal »leve op til høje litterære og kunstneriske krav«. Fosse har skrevet moralfilosofisk verdenslitteratur og bruger maksimalt fire hundrede forskellige ord til det.

»Fosse har skrevet verdenslitteratur med fire hundrede forskellige ord«

Om de to unge, det hele handler om, får man kun lidt at vide. Asle er vokset op i et lille bådehus sammen med far Sigvald, der spillede violin, og mor Silja. De er begge for længst døde. Alida er vokset op med mor Herdis og søster Oline, og »hun var den onde og Oline var den gode«.

De to kærester, som har tilladt sig at sove sammen uden at være ægtefolk og nu venter barn og har så akut brug for et sengeleje, en krybbe, har hele tiden den ene fod plantet i nuet og den anden i minderne. Sådan lyder det, og sådan ser sætningerne ud, når Fosse lader døde far Sigvald minde sin søn om, hvad tilværelsen drejer sig om:

»Spillemands skæbne er en vanskæbne, sagde far Sigvald så

Altid drage bort, altid drage bort, sagde han

Ja, sagde Asle

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Ja drage bort, fra sine kære, og fra sig selv, sagde far Sigvald

Altid give sig selv til andre, sagde han

Aldrig kunne være hel i sit eget, sagde han

Altid prøve at gøre andre hele, sagde han«.

Asle og Alidas færd mod Bjørgvin (Bergen) begynder, da de ikke længere får lov at bo i det lille husly, de har haft i Bådehuset. Men Asle stjæler en båd og Alida stjæler ’sedler’ fra sin skrappe bedstemor, og det er det mest aktive, hun gør, for det meste af tiden lader hun sig føre af sted som i en døs. Det er er Asle, der som en anden jæger skaffer, hvad de har brug for, og gør det på en måde, næsten ikke fortalt, så læseren forstår, at han bringer sig på kant med de allermest grundlæggende værdier, men også at Asle ikke er ond.

Hovedparten af værkerne, som dystede om årets nordiske pris, foregår i moderne tid. Det er nutidige personer, som hører technomusik og taler i mobiltelefon, der tænker og handler. Fosse har droppet alt det. Den forunderligt fortalte beretning om, hvordan man bør opføre sig over for sin næste, er skrevet, så den vil kunne læses af mennesker til alle tider.

FAKTA

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvornår har man sidst, og jublende, kunnet sige det om vinderen af Nordisk Råds Litteraturpris?

Holdt op mod den nobelpris, som for få uger siden og fuldt fortjent gik til hviderussiske Svetlana Aleksijevitj, hvis forfatterskab handler om krig og katastrofe under Anden Verdenskrig, i Afghanistan og Tjernobyl, bliver Jon Fosses formidable evne til at skære til benet og fokusere på det universelle tydelig.

Godt, at litteraterne i Nordisk Råd peger på, at stor litteratur lever af andet end store samfundsmæssige dramaer.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce