flittig. Den hellige Augustin skrev og skrev. Det gør kirkens faste søndagstalere stadigvæk. Maleriet er malet af Botticelli.
Foto: Polfoto

flittig. Den hellige Augustin skrev og skrev. Det gør kirkens faste søndagstalere stadigvæk. Maleriet er malet af Botticelli.

Jule-essay: Præsten prædiker herfra til evigheden

En slags juleprædiken i anledning af på onsdag.

Bøger

Den hellige Augustin skrev meget. Ak du Lieber, hans bøger fylder et bibliotek.

Men en ganske almindelig præst, der prædiker en gang om ugen, hun eller han skriver faktisk i sin livstid lige så meget som Augustin. Det opdager en vis amerikansk pastor John Ames i den Pulitzerbelønnede roman ’Gilead’ af Marilynne Robinson. I en høj alder finder han på loftet kasserne med sine gamle manuskripter og bliver klar over, at hvad mængde angår, er han faktisk selv en sand Augustin.

Nu er det jo ikke mængden, der gør det, ej heller i teologien. Kierkegaard skriver om den smarte øltapper, der køber flaskerne for en krone stykket og sælger dem videre for halvfems øre. Hvordan løber forretningen rundt? »Det er mængden, der gør det«, siger han lige så stolt. Meget udbredt forretningsmodel, i øvrigt, i mediebranchen i dag.

En genre helt for sig selv

Men i kirkebranchen må det selvfølgelig være kvaliteten, der gør det. Man kan formentlig ikke snyde sig ind i himlen for halvfems øre flasken, men ikke desto mindre: Mange bække små gør en stor å, og skriver man 5-10 sider hver uge livet langt, så er der ord nok til et bibliotek, når man møder Sankt Peter.

Men så er der også en tredje ting, der gør prædikenen til noget særligt, en genre helt for sig selv: gentagelsen. Selv den ringeste prædikant taler sig op i et stykke af evigheden simpelt hen i kraft af at være på pletten uge ud og uge ind.

Eller år ud og år ind, som mange kirkegængere af den type, der kun går i kirke 24. december, vil opleve igen på onsdag. Præsten prædikede sidste år, præsten prædiker i år – præsten prædiker evig og altid, det er lige så sikkert som amen i kirken.

Det rituelle

Gientagelsen, som Kierkegaard sagde. Igen og igen. Det rituelle. Man gør en ting to-tre gange, og så »gjorde man det altid«. Det er derfor, ritualer og gentagelser er så vigtige for børn. »Som barn skar jeg skibe«, siger Johannes V. Jensen.

Måske gjorde han det kun et par gange, men sådan, ved gentagelsen, løfter et barn sig ud af tiden og ind i noget andet, som godt kunne kaldes evigheden. Eller barndommen. Lykketilstanden, hvor vi altid skar skibe.

Og uden at I bliver som børn igen, kommer I som bekendt slet ikke ind i himmerige. Kirken rækker ud efter det hellige allerede ved at være rytmisk tilbagevendende, og årsrytmen er slet ikke nogen dårlig frekvens. At gå i kirke juleaften. Hvad præsten så siger, det kommer sig egentlig ikke så nøje. For det er altså hverken mængden eller kvaliteten, der gør det, men gentagelsen.

Ny oversættelse

Nu er der så tilmed en del af prædikenen, som er gentagelse i en sådan grad, at ordene er de samme år for år. Der prædikes jo over en tekst, ’Dette hellige evangelium’, som evig og altid er den samme – medmindre der pludselig er kommet en ny bibeloversættelse siden sidste år.

Lavfrekvente juleaftenskirkegængere er ikke meget for, at præsten tager afsæt i en tekst, der ikke lyder ligesom sidst. I år læser hun juleaften sådan her: »Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden«.

Det var hårdt at være i kirke juleaften det år, da evangeliet lige havde skiftet ordlyd fra: »Men det skete i de dage, at der udgik en befaling fra Kejser Augustus, at alverden skulle skrives i mandtal«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Snublende stimulerende

Ligesom træer er arkitektens trøst, er evangelieteksten prædikantens trøst: Han har noget at gå ud fra. Og hvis man nu ser bort fra alt det ovenstående og adskilligt mere, som har at gøre med prædikenen som noget metafysisk meget mere end ’en tale over en tekst’, så kan man godt have gavn af den lille bog, som Forfatterskolens rektor, Pablo Llambías, har skrevet med titlen ’Standardprædikenen’.

Llambías, som hverken er teolog eller troende, har undervist nyuddannede præster i »at skrive prædiken«. Hans »personlige refleksion« er en prosaisk og praktisk hjælp til at skrive ud fra en tekst. Bogens form er slentrende, for ikke at sige snublende, og som sådan er den stimulerende: Man falder over ideer, der ikke nødvendigvis er Llambías’.

Det hedder også inspiration, og inspiration kan i øvrigt, forklarer Llambías, fremkaldes ved hjælp af en teknik, der kaldes automatskrift. En af præsterne på skolebænken foreslår, skriver Llambías, et andet ord for det samme: helligånd.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce