Topscorer. Thomas Bernhard, 1931-1989, er her fotograferet i sit hjem i Ohlsforf, Østrig i 1981.
Foto: Hellgoth

Topscorer. Thomas Bernhard, 1931-1989, er her fotograferet i sit hjem i Ohlsforf, Østrig i 1981.

Bøger

Bister fransk musikkritiker leverer hylende morsom kulturkritik

Intet er så opløftende og bevægende som Thomas Bernhards skånselsløse spanking af den stolte europæiske kultur.

Bøger

Den aldrende filosof og musikkritiker Reger, som er den bistert monologiserende hovedperson i Thomas Bernhards ’Gamle mestre’, har et liv, som jeg misunder ham, selv om jeg nok ikke burde. Hver anden formiddag tilbringer han på bænken foran Tintorettos ’Den hvidskæggede mand’ på Kunsthistorisches Museum i Wien, og om eftermiddagen sidder han i sit faste vindueshjørne på hotel Ambassadors café. Om aftenen går han hjem til sin store jugendstillejlighed, stiller sig ved vinduet og kigger i timevis ned på gadens menneskeliv, inden han i timen mellem kl. 2 og 3 om natten skriver sine højt estimerede musikanmeldelser til Times.

Åh, at føre et så regelmæssigt, monomant liv i kunstens nærhed, at indrette hele tilværelsen på at skabe rum for tanken! Her må det straks anføres, at Reger ingenlunde selv betragter hverken sin tilværelse, kunsten eller tanken med en sådan begejstret patos. Han er en ægte Thomas Bernhard-karakter, så hans vældige drivkraft er tværtimod at hade det hele indædt.

Regers monolog formidles til os af hans ven Atzenbacher, der iscenesættes som iagttager og fortæller, men, i lighed med bogens to andre personer, museumskustoden Irrlinger og Regers afdøde hustru, ikke har anden funktion end at spejle Reger, at være trofaste tilhørere til hans nådesløse, konsekvente, insisterende, lige så præcise som urimelige, lige så hjerteskærende fortvivlede som hylende morsomme kritik af ALT, hvad der har med østrigsk, og i bredere forstand europæisk, kunst og kultur at gøre: maleriet, litteraturen, musikken, kunsthistorien, filosofien, katolicismen, skolelærerne, barndommen, forældrene, politikerne, regeringen, retsvæsenet, jugendstilen, kaffehusenes toiletter, restauranternes hygiejne, Prateren, burgenlænderne, wienerne, østrigerne, franskmændene, tyskerne, skandinaverne, Tizian, Beethoven, Stifter, Heidegger (er du sindssyg, hvor han hader Heidegger, »tyskernes tøffel- og nathuefilosof«), paven, Klimt, Schiele, Hoffmann, Loos.

'Gamle mestre' har som sin undertitel genrebetegnelsen komedie. Og det er svært at læse bogen, også på offentligt sted, uden jævnligt at bryde ud i et højlydt HA!

Noget af det kompositorisk bemærkelsesværdige ved monologen er, hvordan vi egentlig kommer fra det ene til det andet; gennem moduleringer udskiftes kritikkens genstand, uden at vi helt kan redegøre for, hvordan vi er kommet fra Heidegger til offentlige lokummer.

’Gamle mestre’ har som sin undertitel genrebetegnelsen komedie. Og det er svært at læse bogen, også på offentligt sted, uden jævnligt at bryde ud i et højlydt HA! Måske er det vanskeligt at gengive komikken ved enkeltcitater, fordi den har så meget at gøre med hele den rytmisk-musikalske opbygning af teksten, de mange gentagelser, den ustandselige fremdrift og overgåen-sig-selv i velartikuleret vrede. Men jeg skriger af grin, når Reger fremmaner billedet af Heidegger, »denne latterlige nationalsocialistiske pludderbuksesmåborger«, siddende »på sin schwarzwaldbænk ved siden af sin kone, som i sin perverse strikentusiasme uafbrudt strikker vinterstrømper til ham af den uld, hun selv har klippet af deres egne heideggerfår«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Selv om det ikke mindst er kunsten, der får med grovfilen (som rettere er en musikalsk og sprogligt finsleben fil), kredser romanen om kunsten som redning, som overlevelseskunst. »Selv om vi forbander den«, siger Reger, »så er det dog intet andet end netop denne forbandede og fordømte og ofte brækfremkaldende og modbydelige og fatale kunst, der redder os«.

Dette udsagn må ganske vist sammenholdes med Regers indsigt efter sin hustrus død: »Gamle mestre erstatter ikke noget menneske«. Det er helt klart, både i romanens scenografi og tankestrømme, at det er de gamle mestre, der har givet Reger (og Bernhard) det rum, hvori deres tanke kan udfolde sig, også når den retter sig arrigt mod de gamle mestre selv.

Hele bogens struktur af monolog med tilhører gør det samtidig tydeligt, at der også skal være et andet menneske i det rum. Som Bernhard-læser får man lov til at være det menneske, fastholdt i måbende, gnæggende, skraldgrinende, forstemt, opstemt, nedslået, opløftet, frydefuld, gennemblæst lytten til den saliggørende hudfletnings litterære mester. Her oversat med musikalsk præcision af René Jean Jensen.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce