Mørkemand. Karl Ove Knausgaard har ved flere lejligheder kaldt Stig Sæterbakkens forfatterskab for sin generations vigtigste.
Foto: Jo Michael

Mørkemand. Karl Ove Knausgaard har ved flere lejligheder kaldt Stig Sæterbakkens forfatterskab for sin generations vigtigste.

Bøger

Han dyrkede det negative og døde ung

Stig Sæterbakken var beundret af bla. Knausgaard. I dag er det fire år siden, han tog sit eget liv.

Bøger

Han var en forløber for en anden af tidens store forfattere, Karl Ove Knausgård. Men han var også meget mere end det. For nylig markerede de norske aviser, at han ville være fyldt 50. I dag er det 4 år siden, at han tog sit eget liv.

Gennem hele sit forfatterskab udforskede Stig Sæterbakken med ubøjelig vilje det afgrundsdybe mørke, der åbner sig under den menneskelige frihed, og hans opdagelser i litteratur var sjældent særlig behagelige.

»Der, hvor jeg tænker, er der altid mørkt ...«, skrev han meget sigende som åbning på ’Sauermugg’, der desværre aldrig er udkommet herhjemme. Romanen blev til på få dage og er skrevet som en fritflydende tankestrøm, hvor den grotesk selvudleverende fortæller forvandler alverdens voldsomme udsagn til en blanding af frydefuld eufori og frustration.

»Stig var meget optaget af det onde og negative«, fortæller oversætter Karsten Sand Iversen, der korresponderede med ham over en årrække.

»Han gik altid ind for det, som samfundet forsøgte at udgrænse«.

Godt nok skrev Sæterbakken ikke direkte selvbiografisk, men i fiktionen insisterede han på at udforske forskellige smerter og ubehag. Om det gælder det grimme magtspil mellem de to gamle og svækkede ægtefæller i ’Siamesisk’, de latrinære udskejelser hos hovedpersonen Andreas Feldt i ’Selvbeherskelse’ eller den nihilistiske forståelse af forbrydelse og straf i ’Besøket’, så gik Sæterbakken til grænsen i sin kunst. I bogen ’Det nye testamentet’ forsøgte han at forstå det onde og Hitler – akkurat som Karl Ove Knausgård gjorde senere i ’Min kamp’. Og uden for fiktionens verden inviterede han som kunstnerisk leder af Norsk Litteraturfestival holocaustfornægteren David Irving, inden han selv måtte trække sig på grund af vedvarende protester.

Annonce

»Det var en form for sorthed i hans sind. Jeg er ikke sikker på, hvad det kom af. Men der var en desperation over ham«, fortæller Karsten Sand Iversen.

»De gange, jeg mødte ham, var han meget højspændt, som om han var på en medicin, der gjorde ham hyperaktiv. Han var jo så lynende intelligent, at det på mange måder også var hans ulykke. Når han lo – og det gjorde han sjældent – lød hans latter manisk og fortvivlet. Den var krampagtig, som om han ikke kunne give slip«.

Forsøget på at undergrave sig selv

For mange var det først for alvor i essayistikken, at man så Sæterbakkens talent udfoldet. Som Karsten Sand Iversen fortæller, havde han en evne til at slå ned på noget karakteristisk, et centralt træk ved et forfatterskab, og ud fra en detalje belyse helheden. Der var en stor skønhed i Sæterbakkens skrifter, men hans fortællinger om den menneskelige natur var som regel grimme. Ofte gik han til litteraturen og forfattere som Céline og Beckett med en særlig eksistentiel alvor, ligesom han kunne finde på at stille mere vidtrækkende spørgsmål. For eksempel: Kan en tekst være uetisk eller ligefrem ond?

»Jeg vil tro, at det har været forsøg på selvforståelse, når han på den måde beskæftigede sig med det negative. Jeg vil faktisk mene, at det også var en usund interesse for ham. Men min opfattelse kan også skyldes, at jeg er bedsteborger«, siger Karsten Sand Iversen.

I et tidligt essay om Kierkegaard beskriver Sæterbakken, hvordan det at skrive føles som at »undergrave sig selv for at realisere et andet jeg«, og som gør det muligt for ham at give sig i kast med de erfaringer, som hans eget virkelige jeg »ikke ville kunne gøre uden at kollapse, bryde sammen, ødelægge mig selv og mit liv«. I stort set hele sit forfatterskab fastholdt han stædigt denne skelnen mellem fiktionen og hans virkelige liv. Men mod slutningen af forfatterskabet lod denne forskel til at fordufte.

»Jeg synes ikke helt, at han kunne sige sig fri fra også at dyrke det negative. Og jeg kan også huske, at jeg gik i rette med ham i mine breve. På tidspunkter talte han til mig om at begå selvmord. Så det kom ikke bag på mig, da jeg hørte, at han var død«, fortæller Karsten Sand Iversen.

Annonce

Annonce

Annonce

Ofte får man indtryk af, at Sæterbakken følte sig omklamret af meningen med livet, at det var den, og ikke dens modsætning, meningsløsheden, som bragte ham ud af fatning. Mest af alt kom dette til udtryk i tre små tekster, som udkom i slutningen af hans liv. Her bliver det tydeligt, hvordan hans essays’ analyserende pointer og litterære fantasi pludselig smelter sammen med det personlige stof, hvor det at »erkende og acceptere sin ensomhed er et skridt i rigtig retning, den, som i bedste fald leder til en forsoning med et, kort sagt, meningsløst liv«. Eller som det hedder et sted i teksten ’Umuligheten av å leve’, som han dedikerede til sin datter:

»Hvis der er nogle opgaver tilbage for digtningen – noget, den kan, som intet andet kan – må det være at tage denne sorg, selve umuligheden af at leve – som samtidig er umuligheden af at dø – på sig til fulde og forsøge, hvis muligt, at gestalte den og reflektere over den, gerne med en indlevelse blottet for nogen former for hensyn«.

For Karsten Sand Iversen lyder det som et testamente, et afskedsbrev og måske en undskyldning til datteren.

»Det er en meget skræmmende tekst. Den er grusom, det er den faktisk«.

Det sidste værk

’Gennem natten’ blev Sæterbakkens sidste værk. Da han afleverede manuskriptet til sin forlægger, var det med besked om, at det antagelig var noget af det lyseste, han havde skrevet. Selv mente redaktøren, at det var det mørkeste, hun havde læst. Romanen, der sidste år udkom på dansk, handler om tandlægen Karl, som oplever sit livs værste rædsel, da sønnen Ole-Jakob tager sit eget liv.


Værket ligner en fuldtonet udlevelse af den ambition, Sæterbakken havde for digtningen. Og måske er det her, uenigheden mellem redaktøren og Sæterbakken opstod: Mens hun formentlig fortabte sig i den ødelæggelse, der sætter ind alle steder og destruerer så godt som alt håb, ville Sæterbakken insistere på, at netop ødelæggelsen og den personlige katastrofe er den bedste optik til den ømhed, vi hver især har for vores nærmeste, men ikke altid kan få udtrykt.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

Forsiden

Annonce