Bredspektret. Vor tids populisme kan være anarkistisk, højreorienteret og venstreorienteret. Fra venstre Beppe Grillo, Hugo Chavez, Marine Le Pen, Viktor Orbán og Donald Trump.
Foto: Alessia Paradisi, Ariana Cubillos, Jaques Brinon, Francois Walschaerts og Mel Evans/AP. Kollage: Kasper Busch

Bredspektret. Vor tids populisme kan være anarkistisk, højreorienteret og venstreorienteret. Fra venstre Beppe Grillo, Hugo Chavez, Marine Le Pen, Viktor Orbán og Donald Trump.

Tysk idéhistoriker sætter populisterne under lup

Den tyske idéhistoriker Jan-Werner Müller er ved at træde i karakter som næste generations Jürgen Habermas. Nu har han skrevet en fantastisk bog om den populisme, som vinder hele tiden, og som vi bliver ved med at misforstå.

Bøger

Man siger, at det er, fordi de er bange. Alle dem, der stemmer på populistiske partier i hele verden, kan ikke bare afvises som tåber eller fascister. For det er de bestemt ikke. Så man forklarer det med, at de er bange for globaliseringen, som udsætter deres jobs for konkurrence, og åbner de steder, hvor de bor, for indvandrere og flygtninge.

Det er i hvert fald en måde at forstå populisterne på. Den er ikke afvisende, men empatisk. Forældrene i samfundet klapper de populistiske børn på hovedet og siger: Vi forstår godt, at I er bange. Man kunne kalde denne forklaring for socialpsykologisk.

En anden forklaring er, at populisterne er radikalt demokratiske. De er så at sige mere demokratiske end det repræsentative demokrati, der som bekendt altid er i krise. De er imod de eliter af politikere, som ikke kender til den rigtige virkelighed, som folket lever i til daglig. Og derfor kræver de nu, at folket skal være med til at bestemme. Det skal have den magt tilbage, som eliterne har stjålet.

Populisterne bliver her forklaret som dem, der bliver talt hen over hovedet på i vores nuværende system, og som vi i stedet bør tage alvorligt. Den forklaring er demokratiorienteret.

En tredje forklaring på populismen er, at det er tabernes protest. Den forklarer ikke populisterne ud fra deres paroler og deres politik, men ud fra deres vælgere. Denne forklaring studerer vælgernes økonomiske og politiske position, når den skal forstå de populistiske partier. Og den antager, at partierne er et produkt af deres vælgeres vilkår. Det er en slags venstreorienteret forklaring.

Den tyske idéhistoriker Jan-Werner Müller har skrevet en fantastisk bog, som tager populismen på ordet og afviser alle tre forklaringer som forkerte. ’Was ist Populismus?’ hedder den. Hvad er populisme, spørger Müller og svarer selv overbevisende over 160 sider.

Ideen med bogen er både at forklare et allestedsnærværende politisk fænomen og udvikle en effektiv kritik af det. Det er en kvalitet ved Müllers bog, at han samler populistiske tendenser over hele verden i sine undersøgelser. Hans bog er kortfattet, men baseret på omfattende undersøgelser.

En bog, som bliver til en direkte replik til vores aktuelle samtaler

Vi kender populismen som højreorienteret i Europa, hvor partier som Front National i Frankrig, Frihedspartiet i Østrig, Fidezs i Ungarn og Alternativ für Deutschland i Tyskland kræver kontrol med indvandring og befrielse af det politisk undertrykte folk.

Men i Sydamerika har populismen været socialistisk. Venezuelas forhenværende præsident Hugo Chavez var den mest markante af de populistiske ledere, som hævdede, at de førte social kamp for de fattig imod den korrupte overklasse.

I USA er populismen nærmest socialdemokratisk. Mens populisme i Europa er et skældsord, som det pæne politiske borgerskab bruger til at skandalisere sine modstandere, kalder man sig med stolthed populist i USA. Bernie Sanders regnes for en værdig repræsentant for den populistiske tradition, og Occupy Wall Street-bevægelsen, som taler for 99 procent af befolkningen imod den rigeste procent, hyldes som vellykket populisme.

Man kan således ikke reducere populisme til et bestemt program, som handler om at holde fremmede ude. De højreradikale højtråbere som Marine Le Pen og Geert Wilders har ikke patent på populismen, som Müller definerer således:

»Populisme er ifølge min tese en ganske bestemt forestilling om politik, som hylder det moralsk rene homogene folk, der står over for en umoralsk, korrupt og snylteragtig elite – som altså ikke er en del af folket«.

Populistiske ledere hævder, at de repræsenterer folket som sådan. De taler på folkets vegne. På den ene side hylder de folket som konkret, ærligt og ofte som hårdtarbejdende, men på den anden side antager de altid, at folket er politisk passivt. Det er derfor, dette ædle folk har brug for stærke ledere til at tale sin sag.

Det næste er, at folket for populisterne er et moralsk begreb. Det er aldrig folkets eget ansvar, at det er undertrykt og uden for indflydelse. Folket har altid ret, og folket er altid offer i populisternes paroler. Populisterne henviser ikke til empiriske undersøgelser af, hvad folket er; de kvalificerer ikke deres begreb. Folket er bare den mytiske substans, som populisterne antager, at vi alle ved, hvem er. Og eftersom deres modstandere skulle være imod selve folket, er de altid moralsk anløbne. Det er de dumme svin på toppen mod de ærlige ofre i bundet.

Endelig antager populisterne ifølge Müller, at folket er ét samlet hele. Det er ikke bare en undertrykt minoritet, som er sat uden for indflydelse, eller en enkelt social klasse, der er blevet marginaliseret.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det paradoksale er ifølge Müller, at populismen som regel dukker op i mere eller mindre liberale demokratier, men altid taler et politisk sprog, som om den var en befrielsesbevægelse i et diktatur.

Müller gennemgår systematisk kritikken af populismen. Den socialpsykologiske kritik, som hævder, at franskmændene stemmer på Marine Le Pen af frygt for globaliseringen, er forfejlet, fordi den forveksler politik med terapi. De, der stemmer på Marine Le Pen, bliver set som angstneurotiske patienter. Men politik handler ifølge Müller ikke om helbredelse, det handler om konkrete måder at bestemme på, indretning af institutioner, håndtering af forskellige interesser og en offentlig diskussion, hvor vi ræsonnerer sammen for at finde gode løsninger.

Den venstreorienterede forklaring på populismen tager fejl, fordi den ikke forholder sig til, hvad populisterne siger, men i stedet fokuserer på, hvad man mener, deres vælgere føler. Den siger for eksempel, at hvide vrede mænd stemmer på Donald Trump, fordi deres stillinger er outsourcet til Kina, og de er blevet en minoritet i deres eget land. Trump bliver af den kritik gjort til et symptom på en social tilstand.

Også denne kritik er latterlig, hævder Müller. Den overtager populisternes myte om, at de er et helt særligt parti, som afspejler en dyb sandhed om befolkningen. Men populistiske partier bør som alle andre tages alvorligt ved at blive taget på ordet. Desuden viser empiriske undersøgelser, at populisternes vælgere er så forskellige og lever under så forskellige vilkår, at man ikke kan forklare partierne som en refleksion af en social tilstand.

Den demokratisk-teoretiske forklaring er den, Müller bruger mest tid på at analysere. Han minder om Jürgen Habermas’ flotte formulering: »Folket findes kun i flertal«. Fordi populisterne underkender denne præmis, bliver de antidemokratiske. De anerkender ikke, at partier har legitimitet, og at borgerne har forskellige verdensbilleder, tanker og erfaringer, som har forskellige legitime politiske udtryk. Man bør ifølge Müller holde populister fast på, at de er demokratisk stærkt problematiske:

»Det afgørende kriterium er«, skriver Müller, »at der er decideret antipluralisme i populisternes tale, når de hele tiden siger, at de taler på vegne af folket som en entydig moralsk størrelse«.

Hele deres platform bygger et krav om, at folkets vilje skal blive til virkelighed. At de er talerør for folkedybet. Og derfra tillader de sig at diskvalificere alle andre holdninger som ufolkelige.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Müller, som gennem hele bogen er lige så kritisk over den dominerende modstand mod populismen som over for populismen selv, anfører, at de teknokrater, som hævder, at der kun findes én eneste økonomisk ansvarlig politik, gør sig skyldige i den samme fejlslutning.

Forskellen mellem demokrater og anti-demokrater er i praksis, om man helt banalt anerkender, at der findes flere legitime syn på og argumenter for alt, hvad der vedrører fællesskabet. Og det repræsentative demokrati er den bedste måde at håndtere den evige uenighed på.

Det er ikke bare en teoretisk øvelse. Nogle hævder, at populisterne bare vil råbe op, og de vil blive normaliserede, hvis de kommer til magten. Men Müller henviser de til, hvordan Viktor Orbán i Ungarn har taget magten og forandret forfatningen for at udgrænse sine politiske modstandere. De, der taler på folkets vegne, er således altid demagogiske, for demokratiet bygger på den indsigt, at folket ikke findes og ikke har en suveræn vilje. Müllers bog er forbilledlig: Den viser, hvordan tænkende forskere kan samle studier, undersøgelser og refleksioner i en bog, som bliver til en direkte replik til vores aktuelle samtaler. Den hæver niveauet for samtalen og giver os argumenter imod vores egen dumhed og blindhed.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce