UDLUFTNING. Merete Pryds Helle har skrevet en slægtskrønike baseret på hendes egen familie - og den er ikke altid lige lykkelig. Foto: Joachim Adrian

UDLUFTNING. Merete Pryds Helle har skrevet en slægtskrønike baseret på hendes egen familie - og den er ikke altid lige lykkelig. Foto: Joachim Adrian

Bøger

Forfatter: Jeg skriver også om de gode ting ved udkantsdanmark

Merete Pryds Helle har skrevet en roman baseret på hendes mors opvækst på Langeland. Det er ikke noget kønt portræt af den sydfynske ø.

Bøger

I Merete Pryds Helles nye roman, ’Folkets skønhed’, er folket alt andet end skønt.

Bogen handler om pigen Maries opvækst i et fattigt hjem på Langeland i 1930’erne og 40’erne. Her synger lussingerne ved det mindste fejltrin, man slubrer kålsuppen i sig med bøjet nakke, og Luthers katekismus er eneste aftenunderholdning. Og sådan er det bare.

Værst er det, da Marie bliver bundet til et træ og voldtaget af sine to brødre. Karakteren er baseret på Merete Pryds Helles egen mor, men det er heldigvis ikke sket for hende i virkeligheden.

»Det er en roman, ikke en biografisk eller autofiktiv fortælling. Oprindelig ville jeg have skrevet autofiktivt, men det fungerede ikke. Jeg var nødt til at have romanens frihed for at få fortællingen til at hænge sammen«, siger hun, da vi mødes i hendes lejlighed i det indre København.

Men under alle omstændigheder virker livet blandt de korngule marker på Langeland ikke særlig rart. På den måde skriver bogen sig ind i en nyere dansk romantradition, hvor forfattere skildrer det, man kalder Udkantsdanmark som et mørkt og grumt sted. Tænk bare på Erling Jepsens incestuøse Sønderjylland eller på Knud Romers tyskerhadende Falster. Hvis man ikke vidste bedre, kunne man let tro, at det ikke kun er i forhold til butiksdød og befolkningstal, at den såkaldt rådne banan er rådden.

Jeg er ikke ude på at dæmonisere. Jeg beskriver bare, hvordan det var

Merete Pryds Helle mener dog ikke, at hun er med til at dæmonisere det Danmark, der ligger uden for Storkøbenhavns grænser.

»Nej, det ville jeg være meget ked af. Jeg er ikke ude på at dæmonisere. Jeg beskriver bare, hvordan det var – og det var altså sådan her, det var. Og så skriver jeg altså også om en masse gode ting«.

Onkel Hardy fortæller

Selv om Merete Pryds Helle gør det klart, at det er fiktion, er mange af historierne virkelige nok. Hun er vokset op i en stor familie, som ofte var sammen, og hver gang blev der fortalt historier fra gamle dage.

»Når vi mødtes, havde min onkel Hardy altid Langelandsbladet med, og så gik han ellers i gang: Hvem var druknet, hvem havde hængt sig, hvem havde giftet sig med hvem, hvem havde fået børn. Og jeg var sådan en stille pige, så jeg sad bare og lyttede og sugede til mig«.

Det er før set, at forfattere, der skriver om deres familie, har skabt dårlig stemning til familiefrokosten – og det, der er værre. Norske Karl Ove Knausgård blev sågar truet med et søgsmål af familiemedlemmer efter udgivelsen af første bog i sit store værk ’Min kamp’. Hvad siger Merete Pryds Helles familie til det, der står i hendes bog?

»Det ved jeg faktisk ikke. Men de er vant til lidt af hvert, og så kan de jo om nogen skelne mellem, hvad der er fiktivt og sandt«.

Autoriteterne er tilbage

Hun har skrevet en roman om sit langelandske ophav netop nu, fordi hun mener, at alt for mange glemmer, at det ikke er så længe siden, og at der faktisk er mange, som er vokset op under de her vilkår.

»Det virker indimellem, som om folk har glemt, hvor tæt på det er. Hvis en kvinde i dag siger, hun vil være hjemmegående, får hun at vide, at det er noget middelalderligt. Men det er det jo ikke. Vi skal ikke længere tilbage end til 1970’erne, før det var det almindelige«.

Faktisk er der flere og flere, som den dag i dag tilslutter sig en mere håndfast kultur med far for bordenden, siger Merete Pryds Helle.

»Vi har haft hele 68-generationen, som var meget antiautoritære, og som har stået stærkt i mange år, men nu er det, som om der er en vending mod det autoritære igen«.

Hvor ser du det henne?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Alle mulige steder. For eksempel hørte jeg radio forleden, hvor det handlede om teenagere og opdragelse. Her fortalte de, at mange forældre i dag taler om konsekvens. I gamle dage hed det straf, men det er det samme. Jeg troede egentlig, den slags tankegange var væk. De har været væk fra min opdragelse af mine børn, men nu virker det til at være på vej tilbage«.

Merete Pryds Helle retter sig selv: Hun mener egentlig ikke, at det er noget, der kommer igen. Det har hele tiden været der.

»Det har nok bare ikke haft et talerør før nu. Jeg synes på mange måder, at Dansk Folkeparti politisk repræsenterer det autoritetstro sindelag. Så måske ser vi det bare tydeligere nu, fordi Dansk Folkeparti er talerør for hele den kultur, som hele tiden har været der«.

Vi må forstå hinanden

Vi sidder i hendes stue med små kopper hjemmebrygget espresso foran os. Solen står ind ad vinduet, og man kan se, hvordan den hen over årene har bleget de mange bogrygge, som fylder hele endevæggen. De finlitterære mesterværker af forfattere som Woolf, Joyce, Musil, Proust og Baudelaire står i nærmest endeløse rækker.

Når jeg ser rundt, får jeg det indtryk, at du er meget langt fra det landlige bondeliv og det sindelag, du skriver om. Hvad ved du egentlig om det?

»Jeg er jo vokset op med det. Det er klart, at jeg er et andet sted i dag, og der er mange ting ved det, jeg ikke bryder mig om. Men det er også mig«.

Selv om hun ikke bryder sig om den kultur, hun beskriver i bogen, er hendes hensigt ikke at nedgøre den. Næsten tværtimod.

»Jeg forstår godt de her mennesker, og jeg synes, det er vigtigt at kende og forstå dem. Ellers kan man ikke gå imod dem. Men jeg kender det der miljø rigtig godt, så jeg ville aldrig fordømme det. Jeg synes, vi skal prøve at undgå de sædvanlige forenklinger. Alles liv er komplekst og nuanceret, og det er det, jeg vil frem med i min roman«.

Alt for mange, ikke mindst venstreorienterede københavnere, rynker blot på næsen ad de landsdele, hvor Dansk Folkeparti får størstedelen af stemmerne, siger Merete Pryds Helle. Og ikke på grund af gyllelugten, vel at mærke.

»Men det er lidt hyklerisk, når de kalder de her mennesker for snæversynede og racistiske. For der er altså mange venstreorienterede københavnere, som ikke kender en eneste indvandrer, som de ville invitere på middag«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hun mener, at vi i Danmark lever i isolerede grupper, som har meget lidt forståelse for hinanden.

»Vi har altid meget modsatrettede bevægelser i samfundet. Jeg plejer at tænke på Danmark som en slags klansamfund. Vi er sådan nogle klaner, hvor det er virkelig svært at komme ind. Man har ligesom sin omgangskreds, og inden for den har man så nogle regler og måder at være til på. Men naboklanen kan være helt anderledes«.

»Det vigtige for mig er, at vi kan se hele folket i øjnene; både når det er skønt og ikke er det«, siger hun og tømmer sin lille espressokop. »Vi må forstå hinanden«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce