Hofmaler. 300 rigsdaler om året fik Carl Gustaf Pilo for at være hofmaler ved Frederik V's hof. Med til jobbet hørte naturligvis at afbilde den 'Allernaadigste Konge', som Pilo kaldte Frederik, der her ses i sin salvingsdragt. Maleriet er fra Statens Museum for Kunst.

Hofmaler. 300 rigsdaler om året fik Carl Gustaf Pilo for at være hofmaler ved Frederik V's hof. Med til jobbet hørte naturligvis at afbilde den 'Allernaadigste Konge', som Pilo kaldte Frederik, der her ses i sin salvingsdragt. Maleriet er fra Statens Museum for Kunst.

Frygtløs kunsthistoriker overgår sig selv med strålende biografi

Monografien om den svenske 1700-tals portrætmaler Pilo er den første på dansk. Og den hidtil største og smukkeste overhovedet.

Bøger

Tænk at turde skrive og udgive så stor en bog om Carl Gustaf Pilo, en kongelig portrætmaler af svensk herkomst, som kun få overhovedet kender og værdsætter i dag – det vil sige, hvis vi ser bort fra ældre kunsthistorikere og historikere.

Men den frygtløse kunsthistoriker Charlotte Christensen har haft både modet, lysten, kundskaberne og ikke mindst kærligheden til emnet til at tage opgaven på sig, og det sværeste i forbindelse med dette ambitiøse projekt, økonomien, har ikke færre end 12 fonde hjulpet med. Mindre vil heller ikke kunne gøre det, når man tager den rigt illustrerede bog i betragtning. For i kraft af sit udstyr er bogen som et spejl af en svunden periodes forkærlighed for pragt, magt, smiger og smuk iscenesættelse.

Med ’Drømmebilleder’ fører forfatteren sin læser tilbage til 1700-tallet, til Frederik V’s og Christian VII’s epoke. Det er længere tilbage i tiden, end et moderne publikum kan komme uden at føle sig kulturelt fremmedgjort. For hvad har Pilos rokoko dog med vores moderne tid at gøre? Svaret er: Ikke så meget – og dog meget mere, end man kunne frygte.

Dagens restriktive politik både med dens nationale forbehold over for fremmede og kortsigtede besparelser på kulturbudgetterne er slet ikke enestående i danmarkshistorien. Den kan ligne situationen på netop Pilos tid, hvor en J.F. Struensee – periodens reformivrige og magtfulde minister – ikke kunne se det fornuftige i, at landet havde et kunstakademi, der kun uddannede kunstnere. Håndværkere var vigtigere, og håndværker var Pilo jo ikke, selv om han som andre portrætkunstnere udførte opgaver på løbende bestilling udefra.

Det var også under Struensee – og umiddelbart efter – at begavede udlændinge, som tjente hoffet og havde forgyldt Danmark med kunst og arkitektur, blev bedt om at forlade kongeriget igen. Forholdene var ikke nemme for en i forvejen noget underbetalt kunstner, der efter en vanskelig start som tegnelærer havde fået ansættelse ved Frederik V’s hof, selv om han aldrig havde modtaget nogen egentlig uddannelse på sit eget felt. Da denne kongelige gæstearbejder så modtog den nystiftede Vasaorden af kongen af Sverige, faldt han ved et uheld i noget, der lignede unåde, og han blev bedt om skyndsomt at forlade det land, hvor han havde præsteret det mest af sit livsværk. Han endte i Sverige og fik nogen oprejsning. Og der døde han og nåede – til beklagelse for hele Nordens kunsthistorie – ikke at afslutte det mest prægtige af alle sine værker: kæmpebilledet af Gustav III’s kroning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det er hele denne historie, med alle dens manøvrer, magtkampe, intriger og småskandaler, som Charlotte Christensen ruller ud som et rigt og sammensat kronologisk forløb, og hun gør det på baggrund af alle de personalhistoriske oplysninger, som arkiver i Danmark og Sverige har kunnet udstyre hende med. Den selvvalgte opgave – at sætte en så stor biografi om en kongelig kunstnerkarriere i scene – har på ingen måde været ligetil, for Pilo har hverken efterladt sig breve, personlige optegnelser, dybe bekendelser eller et personligt værk, der kunne bringe os ind på livet af ham som menneske.

Hvad vi ved om ham, ved vi kun indirekte og mest i kraft af de personer, ofte fra et hierarkisk samfunds højeste lag, som lod sig portrættere af ham. Billederne selv er ofte kun en kunstnerisk konkretisering af den typisk underdanige og smigrende attitude, hvormed tidens portrætmalere forvaltede deres hverv. Meget om Pilos person og færden forbliver derfor gådefuldt, og vi ved f.eks. ikke, om han med nogen ret kunne beskyldes for at udsætte den unge Christian VII for erotiske fristelser, der lå under en konges værdighed.

Vi ved kun det om et sådant kunstnerliv, som de bevarede kilder kan fortælle os, og på dette felt har forfatteren været igennem mere materiale end nogen anden før hende. Det er i høj grad disse kilder, der bestemmer retningen og lægger ruten for forfatterens vej gennem historien. Kun få steder som i diskussionen af oldingen Drakenbergs alder føles det, som om forfatteren kommer lidt langt væk fra hovedsporet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Før denne bog så dagens lys, havde Pilos malerier ikke kastet meget ny forskning af sig. Den vigtigste kilde til al viden om Pilos liv er det hædersskrift, som den svenske arkitekt Thure Wennberg nedskrev efter Pilos død. Denne veltalende, men diskrete levnedsskildring er gjort til skelettet for nærværende biografi. Det er dens formuleringer, som forfatteren vender tilbage til igen og igen, ofte med den effekt, at det kan virke som gentagelser. Men i et stof, der på én gang er så omfattende og så fremmedartet rent mentalitetshistorisk, er der brug for både faste holdepunkter, opsummeringer og de gentagelser, der kan gøre os mere fortrolige med det væsentlige.

Interesserer man sig seriøst for 1700-tallets royale portrætkunst, vil ’Drømmebilleder’ være intet mindre end en drøm af en bog. Allerede med sin gennemresearchede monografi om N.A. Abildgaard satte Charlotte Christensen sig i respekt. Med den strålende biografi om Pilo har hun, som den klassisk skolede kunsthistoriker hun er, overgået sine egne bedrifter.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Viden

Forskere skaber tråd med superstyrke

FOR ABONNENTER

Annonce