Heinesen-klip. Bag på konvolutten på et brev fra sommeren 1980 sidder disse dansende færinger i gennemsigtigt klip.
Foto: Foto fra bogen

Heinesen-klip. Bag på konvolutten på et brev fra sommeren 1980 sidder disse dansende færinger i gennemsigtigt klip.

Bøger

Smuk brevbog beskriver forelsket nærhed på afstand

Muntert bevægende brevbog om 17 års venskab med færøske William Heinesen.

Bøger

Få har skrevet smukkere dansk end William Heinesen. Bare ved at konstatere det har man hånden i hvepsereden, for Heinesen skrev nok om Færøerne, men han skrev – uha – på dansk. Et dansk, så det sang – og så det har taget ørigets nationalister et par generationer at sluge ham som færøsk digter.

Tórshavn dér på skæret »langt ude i det kviksølvlysende verdenshav« kaldte han skiftevis »verdens navle« og »verdens ende«, og kontaktbehovet gjorde ham til en hektisk brevskriver. Vi kunne bruge et fuldfedt udvalg af Heinesens liv i breve, og Else Lidegaard lægger smukt ud i denne brevkollage om 17 års venskab.

LÆS OGSÅ Det begyndte i 1974, da hun researchede i Tórshavn til et tv-portræt af forfatteren Jørgen-Frantz Jacobsen. Heinesen var som Jacobsens fætter det oplagte kronvidne. Den 74-årige viste adræt rundt på sine øer, tog gæstfrit imod i træhuset i Vardagöta, og Else Lidegaard sad i regnvåde sokker og følte sig som i en rus. Rusen voksede på begge sider, mens de i de følgende år skrev sammen, arbejdede sammen og besøgte hinanden med familier og filmhold.

Begge oplevede de deres sjælevenskab som en forelskelse – en ukødelig, men sensuel betagelse. Williams ægteviede hustru, Lisa, forholdt sig mere afmålt til sin nye ’rivalinde’, men generøst. Det varede dog til 2000, før hun sagde du – efter 26 års bekendtskab .

Ulvinde, sölöve, enhjörning og sværdfisk
Hovedsagen i bogen er begribeligvis Heinesens halvt hundrede breve, der beæres med at stå i havblåt.

Han åbner sig stadig mere, mens han skriver og tegner og klipper og klistrer – udi de idrætter og i brevskrivningens kunst var han virtuos som H.C. Andersen.

Troldetegninger og papirklip gengives i farver, og man ser den aldrende ungersvend lege med sproget for at more og kurtisere sin »ferne geliebte«.

Om et muligt liv efter døden sagde han: »Jeg ville nu ikke have noget imod at blive til en fin lille luftart«, men slutfasen blev ikke så let.



Hun kaldes skiftevis ulvinde, søløve (stavet sölöve), enhjörning og sværdfisk, og trods »min nu efterhånden helt grinagtigt höje alder«, som han koket siger, knæler han og »kysser neglen på din venstre lilletå … muligvis rödlakeret«.

Andre gange kaldes hun »mit eget oldebarn« og sammenlignes med hans mor, for hun forløste tydeligvis noget i hans dybeste lag, som afstanden tillod ham at spille frit ud.

Munterheden snurrer
Heinesens breve handler om stort og småt. Her er naturoplevelser og vejrmeldinger fra »regnens absolutte kongerige«, også om det indre vejr (»jævnt overskyet gråhed«).

Her er drømmetydning, glimt fra hans fortid og kommende bøger, bidske ord om politikere og kulturpersoner – og kloge ord om hans yndlingsforfattere fra La Rochefoucauld og Bellman til R.L. Stevenson, Neruda og Suzanne Brøgger.

To højdepunkter er skildringer af et absurd hospitalsophold og af kongeskibets besøg i 1984, hvor dronningen beskrives kærligt som en opal med »mild pigelig udstråling«.

Vismanden i verdens navle øser beåndet af sin indsigt i livets højere humor, den kosmiske sammenhæng mellem elementerne og menneskeheden som én stor familie med fælles fortid og fremtid. Hans munterhed snurrer som en russisk temaskine i stuen, og indimellem slås et vindue op ud imod evigheden.

Ånd er uforgængelig, siger han, og i Else Lidegaards tv-samtale med ham i 1980 – optrykt bagest – taler han vist om forbindelsen religion-poesi og om kunstens evne til at løfte og vække glæde, ømhed, indignation og fællesskab.

Ironi og erotik
Hans beskrivelse af »den skabende akt« har erotiske overtoner, men selv er han veget uden om kærlighed som passion – i nervøsitet for, at den skal stjæle kraft og tid fra digtningen.

Hans idé om kreativitet som sublimering minder mindre om Freud og mere om Descartes’ teori fra 1649 om passionernes nytte, forudsat at man gør sig til herre over dem.

Om et muligt liv efter døden sagde han: »Jeg ville nu ikke have noget imod at blive til en fin lille luftart«, men slutfasen blev ikke så let.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Han ser ud over bordet »med sit ene stærke kyklopøje« - og udbryder totalt umotiveret: »Rullepølse«.

Han taler selvironisk om »alderdommens uundgåelige vagabondkomik«, men snart står han »eroderet« og resigneret i »livsaftenens kendte ruinlandskab«, hvor alt er »kostbart som gammelt skørt porcelæn«, og han kun kan hakke med én finger på sin antikke skrivemaskine.

En uprætentiøs perle

Efter en hjerneblødning vil han nødig ses i sin »fornedrelse«, og da ’parret’ mødes sidste gang i 1990, er han næsten blind. Han ser ud over bordet »med sit ene stærke kyklopøje« – og udbryder totalt umotiveret: »Rullepølse«. Else Lidegaard spurgte engang Heinesen, om han troede, man kan have forbindelse med hinanden efter døden? »Så skal du i hvert fald tage initiativet«, svarede han. Det har hun gjort i denne perle af en bog.



Uprætentiøst holder hun tungen lige i munden, uden at mase sig på eller glide i ét med tapetet, så det bliver både en fortælling om forelsket nærhed trods 33 års og 1.300 kilometers afstand, et portræt af en stor digter – og en almen bog om venskab og alderdom.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce