UDEBANE. Når Jan Sonnergaards  personer rejser, følger forfatteren med. Besøger de samme restauranter og bordeller for at kunne beskrive miljøet minutiøst - og siden »lyve noget mere«.
Foto: Kasper Løftgaard

UDEBANE. Når Jan Sonnergaards personer rejser, følger forfatteren med. Besøger de samme restauranter og bordeller for at kunne beskrive miljøet minutiøst - og siden »lyve noget mere«.

Bøger

Jan Sonnergaard: »Jeg ville for en gangs skyld være sød ved læserne«

De æder, drikker årgangsvine og går med damer i asocialrealistens nye fortællinger.

Bøger

En af de ’Otte opbyggelige fortællinger om kærlighed og mad og fremmede byer’ skiller sig voldsomt ud fra de syv andre.

Som den eneste foregår ’Miraklet på Lorteøen’ på dansk grund. På »en snusket og noget bedaget bar på Amager, hvor stampublikummet i høj grad var det, de fleste vil betegne som ’udskud’«.

Alligevel er det her på Café Alstrup, at miraklet indtræffer.

En gruppe selvoptagede og småfordrukne danskere fra den kreative klasse og omegn finder en bums og beslutter sig for at hjælpe det stinkende og bevidstløse væsen på fode igen. I et eksemplarisk anfald af velorganiseret uegennytte går de systematisk i gang med projektet. Bumsen genopstår som afgiftet menneske med nye tænder i et dansk juleeventyr.

En kleppert af en bog, hvor de andre historier groft sagt handler om danske mænd, der rejser til byer i udlandet, hvor de får masser af både gratis og betalt sex, smager de bedste vine og forlyster ganen med lækre retter på absolut anbefalelsesværdige restauranter.

En slags asocialrealisme, som på alle måder ligger langt væk fra den beskrivelse af livet op ad ’radiatoren’, som Jan Sonnergaard gjorde berømt, da han i sin tid chokerede den danske litterære offentlighed ved at genoplive socialrealismen i sin mest kradsbørstige form på et tidspunkt, hvor den slags var alt andet end comme il faut.

LÆS OGSÅ »I de fem første bøger var jeg jo ond ved læserne. Den første om, hvor ualmindelig forfærdeligt der er på bunden, og hvordan man ikke engang kan sige, at de fattige i det mindste er søde over for hinanden. Den anden om kvinderne, som er nogle bitches over for deres mænd, der er nogle svin over for deres kvinder. Den tredje om den onde overklasse uden moral og den fjerde, hvor jeg sprænger hele kloden i luften. Så jeg tænkte, at nu ville jeg for en gangs skyld være sød ved læserne, der har holdt ud hele vejen igennem«, siger Jan Sonnergaard og smiler kerubisk i den svale internationale atmosfære i baren på Hotel Royal i København.

Så han besluttede sig for at undersøge, hvad en typisk læser godt kan lide.

Boghandlerne og forlagene sagde samstemmende, at bøger skal være tykke. Tjek. Læserne kan godt kan lide god mad og er med på den gastronomiske bølge. Tjek. Fremmede lande. Tjek. Og kærligheden, sagde alle. Kærligheden overvinder alt.

Kærlighedens imperativ
»Der er jo det udmærkede ved kærlighed, at det er et bredt emne. Jeg har i alle bøgerne prøvet at skrive om noget, jeg mente, litteraturen ellers ikke beskæftigede sig med. Hvad kærligheden angår, er den beskrevet mange gange i dansk litteratur, men det er som regel den romantiske kærlighed. Passion og kødelig kærlighed. Men tænk på, hvor meget der falder ind under kærlighedsbegrebet«, siger han og remser op.

Venskabet, volden, tilgivelsen, gavmildheden og jalousidrabet.

LÆS KRONIK

Sonnergaard, der »har en lille grad i filosofi fra engang for længe siden«, nåede frem til at vælge Kants kategoriske imperativ som motto og rød tråd. Ideen om den uegennyttige handling. At man handler således, at ens handling kunne være en universel lov, og at man aldrig bruger et andet menneske som et middel.

Så Kant er altså den usynlige stamgæst på Café Alstrup og ånden, der svæver over vandene i fortællinger om bordelbesøg og svigtede idealer, der måske ikke lige umiddelbart ser særlig ’opbyggelige’ ud.

Men som altid når det drejer sig om Jan Sonnergaard, skal det pålydende tages med et gran salt. Ironien er der altid. Hvad man sjældent kan føle sig sikker på, er, i hvilket omfang ironien er en del af pakken.

Som f.eks. i ’Uhyret i Villa Borghese’, hvor Sonnergaard leger ironisk med den p.t. så populære autofiktion ved at kalde samlingens mest usympatiske og luddovne danske hovedperson for Jan. En af mange danske mænd på flugt og udebane.

Farvel til den danske provins
»Aldrig har den danske provins været beskrevet så indgående som i de seneste år. Det er der ikke noget galt med. Men der har været en trend, og så snart der er en trend, får jeg lyst til at gøre det modsatte«, siger Sonnergaard.

Tværfløjten i den let jazzede musik flyder usynlig fra de skjulte højttalere i lobbyens barstemning på hotellet, der også namedroppes i Sonnergaards novellesamling.



Jan Sonnergaard rejste ud med nogle dogmer i kufferten.

I hver by skulle han bo mutters alene i mindst et kvartal. Historierne skulle skrives på stedet. Der måtte godt redigeres og skrives om bagefter, men historien fra den pågældende by skulle foreligge med begyndelse, midte og slutning, når han drog hjem. Et tredje dogme var, at han selv skulle have været alle de steder, der er beskrevet.

»Det har altid været princip hos mig. Det skal være minutiøst detaljeret, så jeg får baggrund for at lyve noget mere!«

Så alle de franske luksusrestauranter er blevet prøvespist af Jan Sonnergaard. I tilgift til gode historier får læserne forfatterens egen lille michelinguide med i købet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det gigantiske bordel i Berlin, der i bogen hedder Artemis og nærmest ligner prostitutionens svar på en mellemting mellem et Lalandia og Ikea, har han også selv – i al ærbarhed – besøgt i researchøjemed.

Men læsere, der kender Sonnergaard fra ’Radiator’, skal nok lige vænne sig til den pertentlige opremsning af designertøj, dyre vinnavne og stjernebestrøede restauranter.

»Når jeg remser designermøbler, restauranter og titler på tyske punkplader op, har det en funktion. Det er med til at vise, hvor fremmede personerne føler sig. Men det handler også om, at jeg gerne vil fortælle læseren noget, han eller hun ikke vidste i forvejen. At georgisk vin faktisk er god. At lige her ligger der en fabelagtig bar. At restaurant Tour D’Argent har en fantastisk udsigt. Det er lidt for sjov, men i en vis forstand jo også ret venligt af mig«, siger forfatteren, der som en slags eftertanke til dogmereglerne stillede op til en offentlig redigeringsproces, mildt.

Sex er kommet for at blive
På Radio24syv inviterede han forfatterkolleger, litterater og andre til at komme med input.

Redaktionen af den skrevne tekst er for Sonnergaard mindst 1/3 af arbejdet med en bog.

Nu fik han gjort opmærksom på vigtigheden af redaktionen og fik mulighed for at faktatjekke sine historier og indtryk fra de fremmede byer. Bl.a. inviterede han en præst og en prostitueret til at diskutere historien fra Prag, hvor en ensom og ulykkelig midaldrende dansk mand finder en slags lykke hos en ung luder.

»Hvis jeg skal beskrive virkeligheden, kommer jeg ikke uden om, at sex er kommet for at blive. En bog om kærlighed ville ikke virke specielt troværdig uden sex. Jeg ville gerne hele vejen rundt, og der er jo de folk, som ikke får noget kærlighed, men får substitut i form af bordeller eller ludere. Det prøver jeg at se fra mandens synspunkt. Men det er ikke en bog, hvor jeg har villet blande mig i den ret giftige prostitutionsdebat«, understreger Sonnergaard og minder om, at det kun er to af historierne, der har prostitution som et tema.

Kants kategoriske imperativ

Når Jan Sonnergaard kan ses gående rundt i København og mumle for sig selv, kan man være nogenlunde sikker på, at han så småt er ved at være i gang med en ny bog.

For Sonnergaard foregår en stor del af processen før selve skriveriet. Når der tumles med ideen og gennemtænkes. Hvad er det så, der normalt ikke beskrives i kærligheden? Det var spørgsmålet, der optog ham og efterhånden tog form, da han fandt sin filosofiske nøgle hos Immanuel Kant. »Kants kategoriske imperativ er noget, der efter min bedste overbevisning ikke er blevet beskrevet i dansk litteratur i mange, mange år. Jeg synes, både Kants etik og æstetik er værd at beskæftige sig med. Men det skulle jo ikke være en lærebog i halvt forstået filosofi, så mange af historierne har fjernet sig langt fra udgangspunktet«.

LÆS KRONIK Er det med Kant, at opbyggeligheden i de ellers umiddelbart ikke lige opbyggelige historier skal findes? »At være opbyggelig er jo en ting, du ikke være i vore dage! Så jeg syntes, det skulle på forsiden af bogen«. ’Miraklet på Lorteøen’ beskriver et mirakel. Den er altså ikke realistisk. Så hvad siger den indirekte om Danmark? »At det er en kold tid, vi lever i. I medierne kan man jo se, at man skal sørge for sig selv. Hvad skal vi hjælpe nogen som helst for? De arbejdsløse kan bare arbejde, og de syge kan bare bliver raske. Det er jo sådan set bare blevet værre og værre«, mener Sonnergaard.







Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

LÆS ANMELDELSE

»Det er, som om alt er inficeret med egeninteresse og egoistiske motiver. Der behøver ikke være noget galt med, at man godt vil tjene nogle penge eller bo et godt sted. Men hvis man ser brevkasserne, handler de alle sammen om, at du skal tænke lidt mere på dig selv. Men det kan sgu da godt være, at løsningen er at tænke lidt mindre på dig selv! Flere af historierne i min bog handler om nogle mennesker, som kommer længere ved at tænke lidt mindre på sig selv. Se, det er jo i virkeligheden et meget godt påskebudskab«, fastslår forfatteren, der midt i en kold tid gerne ville være lidt sødere ved sine læsere.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce