Maria Gerhardts roman omdanner hele Nordsjælland til et luksuriøst hospice.
Foto: Boll Ivan Riordan

Maria Gerhardts roman omdanner hele Nordsjælland til et luksuriøst hospice.

Bøger

Maria Gerhardts bog viser det, kun den døende kan sanse

Den uhelbredeligt syge forfatters tredje bog forvandler sygdom til en vild utopi.

Bøger

Ligesom sin forfatter hedder jeget i bogen Maria, og ligesom sin forfatter er hun uhelbredeligt syg. Selvfølgelig skriver Maria Gerhardt om og som sig selv. Men det er ikke det, der gør bogen stærk.

Det, der gør bogen stærk, er dens måde at erkende døden på. Og så fornægte den. Jeget venter på den i et underligt grænseland for dødeligt syge nord for København, et transfervindue, hvor livets værdi stikker i mange retninger.

Det er, som om bogen viser det, kun den døende kan sanse. Der er intet at tabe, selvom alt er på spil. Katastrofen har allerede fundet sted, og ved begyndelsen kan jeget sidde og ryge cigaretter om natten, selvom man ikke må, og vente på solen. For hvad gør man, når der ikke er mere at gøre?

Man forlænger det øjeblik, man glemte døden, og den ikke fandtes. Det gør bogen på sin egen både febrilt drømmende og fattede måde. Tænk at gå rundt i sådan et øjeblik, vinterbade med overlægen, se nonnerne dyrke cannabis ved stranden, spise gratis sushi. Når alle er syge, er ingen på en måde syge, og de raske spiddes grundigt i bogen.

Men selvfølgelig er døden der alligevel, på hver side.

’Transfervindue’, der bærer undertitlen ’Fortællinger om de raskes fejl’, tager sig ud som en punktroman med afsnit, der fylder fra en linje (»Den syge får tilsendt vældig mange emojis«) til en side.

Konsekvent naivitet

Gerhardt skriver med en særlig sans for det visuelle. Hun kan skrive et billede frem, der virkelig føles sanset, selvom det også er vrøvlet og fortænkt: Strandvejen forvandlet til utopisk hospice. Den store Tuborgflaske malet hvid, et ombygget tivolitog, der kører rundt med de syge, der har erstattet de rige langs kysten, alle i hvidt tøj. Man ser det klart.

Mens bogen er stærkest, når den ser syner, og jeget hverken er død eller levende, tænker den også vellykket tilbage på livet som terminal kræftpatient. Realismen her ses uundgåeligt i utopiens skær.

Området er afgrænset af en mur, jeget er flyttet ind, og det lyder umiddelbart som et meget rart sted; de private strande afskaffet, altid en sauna i nærheden. Man får borgerløn, og Saxo Banks hovedkvarter er nu nonnernes store plantelaboratorium, der leverer cannabisolien.

Den her naivitet er så konsekvent, at den bliver til noget andet, der også er en satire. Jeget er selvironisk, cool, men ikke distanceret, snarere indforstået på en måde, der virker afvæbnende ærlig: »Jeg er opdraget i firserne, i kollektiver, i troen på social retfærdighed. Jeg er et barn af folkeskolen, jeg gik ud med diplom for at være en god kammerat. Jeg har tilbragt et årti som aktivist på venstrefløjen. Hvad var det, jeg havde gjort forkert? Hvorfor var det, at lige netop jeg fik tildelt så stor en afdeling af helvede?«.

Er jeget naivt, er det både noget, det synes at stå ved og udstille.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Foto: Ivan Riordan Boll

På hospicet sættes alt i system, personalet sørger for, at samtalen ikke bliver »for mørk« og overvåger patienterne, der kun må forlade stedet, hvis de mirakuløst helbredes. Bogen ved, at miraklerne ikke findes, men derfor kan den godt håbe.

Og spørgsmålet er, om de dødes grænseland er så godt igen. Er det godt, at flammerne i horisonten ses som en lysspejling og ikke en flygtningekatastrofe? Er stedet også et dystopisk produkt af et udhulet velfærdssamfund? Benene spjætter af nerveskader, og man risikerer at dø, hvis ikke man vinder en medicinsk behandling på Bakken. ’Transfervindue’ er mere end den personlige sygdomshistorie.

Skrevet med smuk og trist energi

Mens bogen er stærkest, når den ser syner, og jeget hverken er død eller levende, tænker den også vellykket tilbage på livet som terminal kræftpatient. Realismen her ses uundgåeligt i utopiens skær. Det er et fremmedgjort blik på hverdagen, der jo netop ikke er hverdag, når man er rigtig syg. Det er noget, man kan spejle sig i, selvom man ikke er syg, og det, at der ikke var nogen vej tilbage, bare var noget, der gik over.

I et lille stykke tid ramte bogen mig ikke, men så på side 25 fik den mig. Vi er i en lejlighed, og sønnen vil ikke høre på jegets godnathistorier. Det er skrevet med en smuk og trist energi, jeget lyder ængstelig, men afklaret. Sønnen skal have flyverdragt på, sætningerne stikker af, da jeget halvhjertet forsøger at hjælpe ham. Der er noget galt: »Jeg sad og lukkede øjnene og prøvede at trække vejret på en bestemt måde, som jeg havde lært, og som skulle hjælpe, og jeg sagde til mig selv, igen og igen, at det var okay, at det var okay, at han ikke ville have mig som forælder, når nu jeg snart skulle dø«.

Først så banalt hverdagsagtigt. Så alligevel slet ikke.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Foto: Ivan Riordan Boll

Med ’Transfervindue’ møder vi også en forfatter, der med sin tredje bog stadig er i gang med at finde sin stemme. Det er ikke alt, der står lige skarpt, og andre steder står det lidt for tydeligt, f.eks. når køleskabet har en »hylde for det døende«. Bliver det ikke også lidt slidt, når jeget er »reduceret til statist i mine venners normalitet«, eller noget i en sammenligning er »som klumper af ubrugt potentiale« ...?

Men det ærgrer jeg mig ikke over. ’Transfervindue’ har med sin egen spontane, ømme og fejlbarlige energi masser af litterært overskud.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce