Merete Pryds Helle modtog Politikens Litteraturpris i Pressen. Prisen blev overralt af litteraturredaktør Jes Stein Pedersen.
Foto: Jacob Ehrbahn

Merete Pryds Helle modtog Politikens Litteraturpris i Pressen. Prisen blev overralt af litteraturredaktør Jes Stein Pedersen.

Merete Pryds Helle: »Tak for at gå med mig på en solvarm mur fuld af firben i den vaskeægte vanvittige virkelighed«

Vinderen af Politikens Litteraturpris holdt nedenstående takketale, da hun torsdag aften blev hyldet hos Politiken:

Bøger

»Tak. Virkelig mange tak; det mener jeg. Virkelig. Tak til alle de læsere, der gjorde dette virkeligt.

Jeg skrev for en del år siden en novelle, der hedder 'I den vaskeægte vanvittige virkelighed'; og den titel er vel en slags emblem for, både hvad det er, jeg forsøger at skabe med min litteratur og hvordan det føles at stå her i dag.

Virkeligheden er jo som et firben, der sidder i en hvid gammel stenmur i Italien med sine ben solidt bredt ud til siden og stirrer en direkte i øjnene med et sort, uudgrundeligt blik. Og i det øjeblik man rækker sin hånd ud efter den, forsvinder den ind mellem stenene og er ugribelig og ubegribelig.

Der er så kun en ting at gøre; man må tage de hvide varme skarpe sten, de hvide varme ord, der omgiver virkeligheden, ud af denne mur, en for en, indtil man kommer ind til virkelighedsfirbenets hule og kan lægge sin hånd oven på det og holde det fast.

Men i det øjeblik man lægger sin hånd på firbenet, falder dens hale naturligvis af og vrikker af sted på jorden og forsvinder ind under den nye mur, man har bygget af sine hvide ord. Virkeligheden deler sig og skal hele tiden fanges ind.

Sådan er det at skabe en litteratur, der bestræber sig på at indfange virkeligheden. Man bygger op og river ned, man søger, man forsøger at holde noget fast, der hele tiden undviger, men også undvigelsen bliver en del af værket, det der forsvinder mellem hænderne på en, forsvinder ind i det sprog, man bygger op, og hvor der kan være varme og gemme sig reder og æg, der klækker nye firben, nye virkeligheder.

...

Jeg er dybt taknemmelig for alle de læsere, der giver mig lov til at bygge en virkelighed af hvide varme ord i deres bevidsthed, som har ladet den uvirkelige virkelighed, som fiktionen jo er, bygge i deres bevidsthed, ord for ord, billede for billede, scene for scene, karakter efter karakter.

For mig er litteraturen en måde at tale med andre på; en dyb kommunikation der løber mellem vores indre liv. For som mennesker har vi jo netop flere virkeligheder; der er den ydre sanselige virkelighed og den indre sanselige virkelighed.

Nogen kalder en litteratur, der beskæftiger sig med virkeligheden for realisme, men for mig dækker det ord ikke den virkelighed, jeg forsøger at beskrive; som både er den uden for huden og den inde under huden, i sanserne, i tanken, i drømmene og i fantasien.

Den indre virkelighed som overhovedet gør litteraturen mulig; at jeg kan sidde for eksempel i en fysisk virkelighed ved et skrivebord på Nationalbiblioteket i Paris, dag efter dag i ni måneder, hvor jeg tog elevatoren to etager ned til en læsesal, hvor vi sad måske 50 mennesker med udsigt til bibliotekets indre gård fuld af mørkegrønne vækster og firben, og alle læste og skrev og sov hen over bordene, og i det fysiske rum samtidig befinde mig i en fiktiv virkelighed forskudt i tid og sted til Langeland i 1943, og ved hjælp af ordene forsøge at kalde en virkelighedsfornemmelse frem, som den enkelte læser af bogen så kan sidde og folde ud i sin bevidsthed, med hver jeres fantasis evne til at skabe en indre virkelighed ud fra teksten; at I skaber Marie og Otto i jeres tanker og en gul rose og et køkken hvor et grisehoved koger på komfuret og et tysk fly styrter ned i Langelandsbæltet, mens I sidder i en sofa med et tæppe over benene og en kop kaffe og måske forsøger gennem litteraturen at ignorere den virkelighed, hvor  Donald Trump er blevet USAs præsident; og at det er lykkedes for mig og jer sammen at gøre den læseoplevelse så virkelig, at I virkelig valgte at stemme på 'Folkets skønhed'; tak for det!

...

Og når jeg nu er i gang med at takke, så skal den tak jo virkelig rettes mange steder hen.

Jeg ville ønske at min søster kunne være her i dag; fordi hun nok er den, der mest af alle ville have sat pris på, at jeg i 'Folkets skønhed' forsøger at beskrive, hvad der gemte sig bag bag den virkelighed, dybt inde i den stenmur af sprog og ikkesprog, vi voksede op i.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men hun er desværre forsvundet ud af virkeligheden, hun kan ikke længere sanse eller erfare noget, og det er jo måske det mærkeligste af alt ved denne her virkelighed, vi befinder os i; at den findes så gennemtrængende og stærk i hvert enkelt nu, indtil vi dør, og der så slet ikke findes et eneste nu mere.

Men for at kunne skrive om al den virkelighed og ikke-virkelighed; for gennem sproget at vise noget, der ofte er gemt langt inde bag sproget i virkeligheden, må jeg også takke de mennesker, der har givet mig erfaringer, som var svære; for uden dem, ingen virkelighedsdybde, uden de erfaringer, der gjorde ondt, der efterlod virkeligheden i en rede af ensomhed, ville der nok ingen litteratur være.

Hvis jeg ikke havde oplevet at sanse noget, der bagefter blev benægtet i sproget, havde jeg måske ikke haft det behov for at sige alt, som det er.

Så tak til jer, der udfordrede mig, der sørgede for, at erfaringerne blev lagt som sten på sten på en hvid varm mur og gjorde mig til den, jeg er, til det sprog, jeg er.

Men også tak til fire mennesker i mit liv, som har gjort min virkelighed virkelig og på hver deres måde har fjernet uvirkeligheden og ensomheden fra mig; tak til Sophus, til Agathe, til Mai og Omid for at være i mit liv på en måde, hvor sproget både bobler og er overflødigt, og hvor den der besværlige ensomhed, der bor i firbenets sorte blik pludselig er smuttet væk, og verden føles, som når man lægger sin hånd på en solvarmet sten uden angst for, hvad der gemmer sig under den.

I gør virkelig en forskel i mit ind imellem uvirkelige liv. Sophus, Agathe og Mai optræder jo allerede i 'Kære Mai', som er et forsøg ikke blot på at indfange virkeligheden, men også det NU, der ruller så hurtigt igennem vores liv; og med Omid må jeg sige, at han på sin egen måde kom til at præge 'Folkets skønhed', som blev skrevet i takt med at han kom til at præge mit liv; for hver gang jeg skulle skrive om Maries trofaste, varme og blide veninde Birthe, der er omsorgsfuld og forstående overfor Marie, uanset hvor umulig hun er, blev det på en måde at skrive Omid ind i bogen.

Tak også til min redaktør Sune for hans fantastiske sprogintelligens og for at turde gå hårdt og direkte til min tekst og forstå dens virkelighed præcis som jeg selv så den, og til Dennis som er en af mine første læsere og efterhånden i mange år har været mit faste anker på forlaget, og i øvrigt til alle på forlaget, som har gjort en kæmpe indsats for bogen og har været med til at få den til at nå hertil, til denne aften og til denne pris; til en tid som i virkeligheden har været temmelig uvirkelig; her den sidste måned, med først de gyldne laurbær og nu denne fine pris.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg er sådan en, som den slags vilde vanvittige virkelighed kan være noget overvældende for. Folk spørger, om jeg har været ude at fejre, men mest har jeg gemt mig inde bag en varm mur og gået rundt i pyjamas dagen lang og nydt de fantastiske blomster, der er kommet som et helt landskab op af trapperne og har spredt sol og varme i mine stuer og tanker, og jeg har bare ladet denne her virkelighed ankomme dråbevis, så jeg overhovedet kunne forstå den.

Forstå at så mange læsere har ladet mig bygge en virkelighed i deres bevidsthed og har valgt at stemme på den, frem for på de andre fremragende bøger, der var indstillet.

Tak for læsningerne, tak for at dele sprogets virkelighed med mig; tak for at gå med mig på en solvarm mur fuld af firben i den vaskeægte vanvittige virkelighed, såvel den ydre som den indre«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce