2 hjerter til banal bog: Euroman fortæller, hvordan man lever som en rigtig mand - det skulle de have ladet være med

Mandemagasinets 13 'mandeeksperter' skriver om alt fra biografture til aktiemarkedet.

Bøger

I en mat og maskulin sort boks gemmer sig en rustik bog, der efter sigende kan gøre selv den mest bebumsede og usikre konfirmand til en (rigtig!?) mand.

De fleste kender de evindelige internetlister, der guider dig til at blive en bedre elsker, husdyrejer, campist, kvinde, kagebager etc.

Den eneste egentlige forskel på sådan nogle lister og så denne bogudgave er, at denne er længere. Meget længere. Det gør den ikke bedre.

Her er samlet gode råd om alt det vigtige i sådan et mandeliv, en hel encyklopædi, fristes jeg til at sige. Gode råd? Næ nej, 150 leveregler for »almen dannelse og god stil«, »en oplagt konfirmationsgave«, skriver de i pressemeddelelsen. På den positive side kan man hæfte sig ved, at det at være konfirmand i dag vel nærmest er et endagsforetagende; man indkasserer, og så er det videre ud i livet – en herlig lille farce. Sådan er denne bog også, en farce, men ikke specielt herlig.

Taler ned

Lidt om biler kommer man ikke uden om: »Bil rimer på stil«. Husk det, for man skal jo være 18 for at køre bil. Til den tid er bogen jo (forhåbentlig) for længst givet videre til de tidligere konfirmanders – nu mænd – uslebne og ukultiverede småbrødre.

Men altså: Euroman har påtaget sig den hæderlige opgave at agere formyndere for en forsamling pubertetsdrenge. Og hvordan gør man så det?

Først og fremmest ved at tale godt og grundigt ned til de kære konfirmander, de vordende mandedrenge. Når man går i biografen, skal man f.eks. undgå irriterende typer, især teenagere:

»Frontallapperne i hjernen er endnu ikke vokset helt sammen i teenageårene, og derfor har man svært ved at styre sine impulser«.

Regel nummer 1: Undgå at være den, du er. Måske ved de godt det her, de 13 forfattere til de 150 regler, men den forkvaklede ironiske tone, de forsøger at rygdække sig med, hjælper altså ikke til særligt meget andet end et kikset skalkeskjul.

Hvis man vil være noget ved musikken, er der også regler at finde: »Kæmp for dit stereoanlæg«. Vi har jo alle hørt i ’Mads & Monopolet’, at kvinder er sådan nogle galninge, der smider højtalere ud ad vinduet, så snart de får chancen.

Når det kommer til tøjet, sejler det virkelig: § 61-70 (ja, paragraffer) lyder kort genfortalt, og i al deres selvmodsigende enkelhed: »køb et mørkeblåt enkeltradet to-knapsjakkesæt med mellembredt revers«, »find din egen stil«, »find nogle stilikoner«, »klæd dig efter lejligheden«, »der bliver lagt mere mærke til dig, hvis du tør skille dig ud«. Så er det på plads.

Hvis man skal formidle med barren så lavt, ja, så kunne man spørge – så det gør jeg – om det ikke var bedre at lade være?

Der er også regler for mænd, du skal kende (mest nogle, der har formået at tjene en helvedes masse penge, men engang var små kvabsede og indadvendte teenagere). Og så får kvinderne (»vi kan li’«) sågar ordet for en kort bemærkning om, hvordan man er en rigtig sexet mand – f.eks. at en mand »tager det, han vil have«. Her er det tv-vært og sportsjournalist Tina Müller, der udtaler sig.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

En bog om ugen

Bøger, dem er der også regler for. Hvad skal man så læse? Jo, ’Hamlet’ og Bukowski er et bud. I al fald en bog om ugen. Det er en regel. Og det gode ved digtsamlinger er jo, at man kan »konsumere« dem endnu hurtigere end sådan en moppedreng af en roman. Skim det, få det overstået, det er rådet. Så man kan leve op til reglen, forstås. Og ja, så vil »både din dansklærer og pigerne« – det er jo vigtigt – »elske dig for det«.

»Hold kæft,hvor er det banalt«, har jeg skrevet i mine noter, men kunne ikke finde den passage, tanken var knyttet til. Det var helheden, hele konceptet med stereotypt regelskriveri, er jeg kommet frem til.

Det er jo ikke, fordi der ikke er aspekter, sågar regler, jeg kan genkende og istemme. F.eks. en lille parlør over politisk udenomssnak, en kort og nuanceret beskrivelse af forholdet mellem islamisme og Vesten – og så selvfølgelig: ’Hamlet’ og Bukowski.

Men det er undtagelser. Typisk for bogen i sin helhed er snarere den her ’politiske’ udlægning af partiet Alternativet: Det er det mest »hippie-agtige« og »kvindeelskende parti«, skriver de.

Hvis man skal formidle med barren så lavt, ja, så kunne man spørge – så det gør jeg – om det ikke var bedre at lade være?

Var det en quiz, ville jeg måske have 20-30 rigtige, men det er tilværelsen jo heldigvis ikke. Spørgsmålet er, om eksperterne får fremmanet et interessant og alternativt menneske- og mandeportræt. Svaret er nej.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce