Simon Kristensen fra Forlaget Korridor i færd med at skære, lime og samle Gerd Laugesens nyeste udgivelse, ’Sort på hvidt’.

Simon Kristensen fra Forlaget Korridor i færd med at skære, lime og samle Gerd Laugesens nyeste udgivelse, ’Sort på hvidt’.

Forlaget Korridor går til værk og verden som grænseløst fænomen

Forlaget er ikke så interesserede i kategorier. De lader hellere tingene flyde, fortæller forlæggeren – som også er alt muligt andet.

»Den fyldte hele lokalet, inden den blev samlet. Der stank af tryksværte i flere uger, det var helt fantastisk«, siger Simon Kristensen og peger på en af forlagets seneste udgivelser.

I et gammelt baghus i indre København driver han Forlaget Korridor med sin kæreste, Ida. De er begge uddannede antropologer. En underlig vej ind i litteraturen, mener nogle måske, men for dem er det helt naturligt.

»Vores baggrund afspejler sig i høj grad i vores praksis: som en særlig måde at gå til værket og verden på, nemlig som et grænseløst fænomen. Vi er ikke så interesseret i kategorier, men i udtryk«, fortæller han.

Korridor arbejder på tværs af både kunstneriske, kulturelle og nationale grænser. I 2011 befandt de sig på feltarbejde i Damaskus – tilfældigvis i de første måneder af revolutionen. Virkeligheden trængte sig på i forlagsdriften.

»Jeg begyndte at opsøge de litterære miljøer, forsøgte at opstøve noget litteratur, og fik forbindelse til nogle virkelig spændende folk«.

Det blev til projektet ’Poetic Corridors’ – et samarbejde mellem tre syriske og tre danske forfattere, der »med skønlitteraturen som medie, forsøgte at skabe en kulturel og kunstnerisk platform for dialog og samarbejde«.

»Hver eneste bog er en begivenhed, men jeg er også glad for at have de større projekter, hvor der virkelig er noget på spil både kunstnerisk og menneskeligt«, siger han og holder en kort pause.

»For det var der virkelig! Når venner sidder fængslet, og familiemedlemmer bliver dræbt hjemme i Syrien, så er det ikke bare litteratur mere: De brænder for at udtrykke sig«.

Udviskede roller

Når man kaster et blik over forlagets udgivelser, er det svært at få øje på en gennemgående æstetik eller et overordnet projekt.

»Det glimrer ved en total mangel på rød tråd«, siger han selv. »Vi opfinder fra gang til gang, intet er rutine«.

På forlagets hjemmeside er Simon Kristensen angivet som redaktør, men den betegnelse skal man strække vidt for at favne det arbejde, han udfører.

Glider redaktørrollen til tider over i en kunstnerrolle?

»Det gør den også, men det er jo samtidig mig, der skurer lokummerne. Den rollefordeling, man ser på et klassisk forlag, er helt udvisket, men også forholdet mellem redaktør og forfatter. Forfatteren bliver også formgiver – arbejdskraft, simpelthen«, siger han og peger over på arbejdsbordet, hvor en række bøger er ved at blive til.

»Samarbejdet spiller en kæmpe rolle i udgivelsesprojektet«. Han lægger tryk på ’projektet’, for det er et projekt, hvor også forfatteren må have fat i limstiften og deltage i materialiseringen af bøgerne.

»Nu skal jeg skal jo ikke fremhæve mine egne børn, men det her værk er fantastisk«, siger han og åbner en æske med Monia Sanders værk ’Dominique’. »Det er en eksplosion af en bog. 16-17 enkeltdele. En bog, ja, men også et kunstværk«.

Værket består af enkeltstående elementer, man sædvanligvis bruger til at fremstille og sammensætte en hardback – bogbindergaze, kapitalbånd osv. – men forlaget valgte altså at lade den være splittet, at fremvise dens elementer på en anden måde. »Det kunne ikke være på andre måder. Vi blev ret hurtigt enige om, at det ikke var én lineær bog. Vi måtte rive den fra hinanden. Teksterne kan læses i vilkårlig rækkefølge«, fortæller han.

»Den blev til over et par rødvinsaftener heroppe på forlaget. Forfatteren havde en 7-8 venner med, og så lavede vi ellers bøger, så på den måde er der virkelig tale om et samarbejde, der også rækker længere end bare forfatter-redaktør. Ellers var vi aldrig kommet i land med det. Det tog en krig at lave den«.

Litteraturen klarer sig, men ...

Litteraturen har det godt, hvis du spørger Simon Kristensen. Eller litteraturerne, for det er forsimplende og uinteressant at tale om den i ental, mener han.

»Der er sket en eksplosion i antallet af litterære arrangementer inden for de seneste 5 år. En bevågenhed og en interesse i flygtigheden, i her-og-nu-mødet; en indsprøjtning af indtryk, der ikke kan findes i en bog«.

Samtidig organiserer de små forlag sig i bestræbelsen på at række ud til et større publikum, for de små forlags udgivelser kan nemlig læses af langt flere, end de reelt set når ud til, mener han. Og her har kulturbærende institutioner som avisen et ansvar som formidlere, siger han og uddyber.

»Jeg ser lidt en angst for at gå i clinch med det, der er anderledes. Et værk som det her får ingen anmeldelser«, siger han og peger på æsken. »Og det tror jeg handler om en berøringsangst over for det, der ikke ter sig som en klassisk bog«.

Objekterne finder til gengæld liv andre steder – som objekt, som håndværk, men ikke som tekst. Men det er også en bog, understreger han.

»Den er ikke farlig, den kan læses. Det handler om at turde fralægge sig ærbødigheden og berøringsangsten, om ikke at undervurdere sig selv – både som anmelder og almen læser«.

Værkerne har det ogsåsvært hos kunstkritikerne; for dem er der for meget tekst, fortæller han.

»På den måde placerer de sig lidt i ingenmandsland. De fleste synes, de er vildt spændende og sjove, men derfra til en kvalificeret omtale, til en anmeldelse – det er et langt skridt«.

Størstedelen af forlagets mere konventionelt udseende bogudgivelser bliver anmeldt i aviserne, men de mærker sjældent en stigning i salgstallet som resultat af positiv omtale eller anmeldelse. Folk finder vej til udgivelserne ad andre kanaler, fortæller han.

Alligevel mener han »som læser og kulturforbruger«, at de kulturbærende institutioner svigter, at de undervurderer deres publikum.

»Jeg savner, at de tager deres ansvar seriøst«, siger han og fortsætter: »Det handler ikke kun om litteraturen, men om kunsten generelt. I Danmark har vi en række institutioner, der er bange for at påtage sig rollen som opdragere. Det er et problem, der rækker ud over aviserne. Til boghandlere, museer og biblioteker. De har et ansvar for at præsentere folk for andet end det, de vil se, og det, de vil læse, udfordre simpelthen, og det gør de sindssygt ringe«.

Det er med til at opretholde en forfejlet forestilling om mindre forlags udgivelser som noget mærkeligt, noget aparte, mener han.

»Når de her institutioner ikke kan udfordre os, så står vi med det selv. Det er skammeligt, hvis påvirkningen fuldstændig udebliver«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

    Olav Hergel: Man kan stadig blive i godt humør af at se på Malak

    De danske myndigheder mener, at 12-årige Malak Saidi hører til i Marokko, selvom hun har boet i Danmark i 12 år. Hvad skal vi stille op med Malak og de mere end 100 børn i det danske asylsystem?

    Læs første del af serien om Malak her.

Annonce