Nils Chr. Moe-Repstad
Pr-foto: André Løyning

Nils Chr. Moe-Repstad

Bøger

Klumme: Jeg har læst et norsk wunderkammer af en anden verden

Klummeskriveren tager sig selv på ordet og skriver om ét stærkt og særegent eksempel på ny norsk poesi: Nils Chr. Moe-Repstads ’Wunderkammer’.

Bøger

Den sidste klumme, jeg skrev for ikke så forfærdeligt længe siden, var en konceptuel klumme med udkast eller forslag til 17 andre klummer, man kunne skrive. På baggrund af en frustrerende erkendelse af, hvor lidt man nogle gange ved om de andre skandinaviske landes udgivelser af ny skønlitteratur, lød et af forslagene: Skriv en klumme om nogle af disse bøger, for ikke kun at bringe læserne af denne avis, men også mig selv lidt mere up to date. Den kommer her, og den handler om Nils Chr. Moe-Repstads ’Wunderkammer’, der udkom i Norge på Flamme Forlag i 2016.

Det er en særegen bog på cirka 750 sider, der består af 27 såkaldte kataloger, der hver især rummer en række digte, der alle sammen er på 3 linjer. Betydningen af tallet 3 er nogenlunde velkendt, men hvad med 27? Da jeg slog det op på nettet stod der: »27 er et ulige heltal og det naturlige tal, som kommer efter 26 og efterfølges af 28«. Så blev man da så meget klogere ... Retfærdigvis skal det siges, at der også stod, at 27 er et kubiktal: 3 gange 3 gange 3 er 27. Her har vi fat i noget matematik, som jeg ikke forstår, men som er væsentlig for Moe-Repstads bog. Som når der står: »tiden må være matematisk, for ikke å være uutholdelig eller forskjønne«. I det hele taget er der mange henvisninger til matematikken. Men ’Wunderkammer’ er ikke alene et matematisk værk, det er også meget musikalsk og meget mytologisk, næsten spirituelt.

Men fremfor alt er bogen et forundringskammer, et kuriøsitetskabinet, et encyklopædisk værk, en absorptionsmaskine, der inddrager og indoptager viden fra alle tænkelige og utænkelige vidensområder: naturhistorie, geologi, økonomi, matematik, kunst. Det føles som en meget utidig digtsamling, hvilket kun er ment som en ros. Og så er der alligevel noget tidstypisk over værket; som en kritiker har bemærket, så er dette yderste kompakte bogobjekt med sort omslag lidt at ligne med en iPhone, der som bekendt også udgør et gigantisk, om end mere virtuelt og digitalt, arkiv.

Under alle omstændigheder så handler bogen blandt meget andet om: Darwin, kaprifolier, Jesus, barndomserindringer, Jupiters mørke ringe, biologi og bakterier, metempsykose, antikken (katalog 6), Amerika (katalog 7), portrætter af Ezra Pound, David Sylvian og Walter Benjamin, Tour de France og Finnegans Wake (katalog 9) osv. Man bevæger sig fra inderst til yderst, fra stort til småt, helt ud i kosmos og tilbage igen.

Der er imidlertid også en selvbiografisk impuls i bogen. Forfatteren var som ung involveret i en ulykke, der gjorde, at han nu sidder i kørestol. Konsekvenserne af dét handler især katalog 18 om. Et digt lyder i sin helhed: »Jeg gråter stille, så stille/ at det ikke kan høres, det er bare jeg/ som kan den smerte, den er det bare jeg som kan«. Og et andet: »Rommet er stille, jeg beveger det fordi jeg ikke kan bevege mig/ det er få som ser at jeg ikke kan bevege fingrene/ verden er urørlig og jeg beveger den med hodet, som en fotballspiller«.

Det er figuren: Det, som ikke kan bevæge sig selv, men som til gengæld og derfor bevæger alt andet. Denne opsigtsvækkende og anbefalelsesværdige bog bor så at sige i disse den ubevægeliges bevægelser. Bevægelser som i udgangspunktet finder sted i sproget: Det poetiske sprog er i ’Wunderkammer’ ikke andet end en næsten uendelig serie af bevægelser. En spekulativ, smertefuld bevægelse i sig selv.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce