Illustration: Mo Maja Moesgaard/fra bogen
Bøger

Anmeldelse: Kompromisløs bog er en lille knap knytnæve

’Det er et jeg der taler (Regnskabets time)’ er en vred bog. Men der er ikke tale om en vrede, der har tabt forbindelsen til virkeligheden. Tværtimod. Det er en vrede, der er forankret i en konkret politisk virkelighed.

Bøger

Så kom den endelig, den bog, jeg ikke vidste, at jeg havde gået og ventet på, Lone Aburas’ ’Det er et jeg der taler (Regnskabets time)’. Sådan her gøres regnskabet op et sted i denne lille knappe knytnæve af en bog: »Nogen burde smage deres egen medicin: forrykte folkevalgte, fucked up på ministercoke, kommer og inspicerer campen: Hvis jeg var flygtning, siger hun, ville det vigtigste være at have livet i behold og ikke, om jeg skulle bo i mursten eller i telt. Nordens lille Nauru. Inspirationstur til helvedes nederste kreds, hvor seks selvmord om dagen i off-shore detentionen her i altings ingenting ikke er ualmindeligt, en måde at sige fra over for institutionaliseret inhumanitet på ubestemt tid på«.

På baggrund af sådanne episoder med Inger Støjberg og mere personlige erfaringer med og erindringer om racisme folder teksten sig ud som ét sammenhængende vredesudbrud i prosaform. Her langes der ud efter en unavngiven person i det litterære miljø:»Og dig, litteraturens udenomsparlamentariske vidunderbarn, hvis navn jeg heller ikke nævner, der omtaler fremmedhadet som identitetspolitisk fnidder på linje med parforholdsproblematikker, partikulært menstruationslyrik: Kære dagbog, jeg blegede mit hårløse røvhul i dag«.

Sådan består denne bog, som er lige så kompromisløs og uforsonlig i sit indhold, som den stilistisk set er kunstnerisk knusende, af en række tiltaler. Nogle gange er det et du, der tales til, andre gange et I, men hele tiden er det dette jeg, der taler. Hvilket måske forklarer den tilsyneladende mærkelige titel. Det er et jeg, der taler, men det taler kun på egne vegne. Og så er der undertitlen eller genrebetegnelsen: Agitprop (sammentrækning af agitation og propaganda).

Jeg hørte mange stemmer for mit indre øre, da jeg læste bogen. Jeg kunne høre puritanerne sige: ikke hælde vrede eller virkelighed på dine digte, kære ven, bare skrive digte, virkelige digte. Og jeg hørte de politisk ukorrekte messe: nu ikke være så politisk korrekt. Og jeg hørte racisterne sige: racisme findes ikke, i hvert fald ikke i vores samfund, no way. Og jeg hørte bogens jeg sige: Nej.

I øvrigt er jeget på ingen måde frelst eller helligt. Det er også et jeg, som »burde sælge flere bøger, tjene flere penge og ikke som det er tilfældet for tiden bruge de få penge jeg skaffer på endnu en My Little Pony, fordi min robot fortæller mig, at der er en Gusty fra 80’er-generationen til salg på DBA«.

Til tider synes jeg så faktisk, at jeget får for travlt med at undergrave sig selv eller bare at understrege sin menneskelige ufuldkommenhed. Som når der står: »Jeg har aldrig påstået, at jeg er andet end en ufuldkommen lejlighedsdigter, en politisk aktivistamatør med dårlig samvittighed«. Jeg ved ikke helt, hvilken funktion disse lidt defensive disclaimers skal tjene.

Hvad jeg til gengæld ikke er i tvivl om, er,at man ikke skal reducere jegets vrede til en kvindelig vrede, selv om det jeg, der taler, er kvinde. Man skal heller ikke forveksle bogens udbrud og udfald med en person, som er ved at miste besindelsen eller fatningen, selv om det er et jeg, som er ved at gå ud af sit gode skind (som netop ikke er hvidt). Det er ikke en vrede, der har tabt forbindelsen til virkeligheden, og der er ingen modsætning mellem følelse og fornuft i den her bog; den stemme og den krop, der taler, er bærer af en vrede, der er forankret i en konkret politisk og social virkelighed, og som ligesom, har man på fornemmelsen, har ophobet sig over tid. Og som nu kommer ud. I denne meget lille ret store bog.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Aburas’ forfatterskab har siden debuten ’Føtexsøen’ (2009) på en måde altid taget tyrene ved hornene (jf. bare titlerne ’Den svære toer’ og ’Politisk roman’), og det gør hun altså også i ’Det er et jeg der taler’, hvor hun eksplicit skriver sig ind i en tradition for engageret hvis ikke aktivistisk og revolutionær poesi. Undervejs hilses der på Klaus Høecks ’Sorte Sonetter’, og man kunne nævne mange flere værker og forfattere i samme boldgade, for eksempel svenske Athena Farrokhzad. Og når jeget siger, at detikke har »noget imod at komme med anvisninger. Jeg gider bare ikke sidde her mere og være ulykkelig på de fordømtes vegne, glo på sommerfugletræet uden for vinduet«, så kan jeg kun opfatte det som en slet skjult henvisning til Bertolt Brecht, der skrev de berømte linjer, det vel ville være passende at slutte med:

»Hvad er det her for tider, når en samtale om træer næsten er en forbrydelse, siden den rummer så mange ugerninger«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce