Man kan trygt overgive sig til makkerparret Brahe og Hansns uigennemskuelige logik og fascinerende sort-hvide verden i 'Okkult mekanik’, da der er en narrativ fremdrift midt i syretrippet. Det er noget sværere at hænge på i den farverige debut 'Uvisheden'.

Man kan trygt overgive sig til makkerparret Brahe og Hansns uigennemskuelige logik og fascinerende sort-hvide verden i 'Okkult mekanik’, da der er en narrativ fremdrift midt i syretrippet. Det er noget sværere at hænge på i den farverige debut 'Uvisheden'.

Bøger

To danske tegneserier: Udknaldede filosofiske fantasier og koloristiske trip ind i uvisheden

Den filosofiske surrealisme og en mulig forkærlighed for svampe præger et spor i danske tegneserie.

Bøger

Det kan godt være, at kønnet er blevet flydende, men i tegneseriernes verden flyder det stadig i to meget forskellige retninger.

Hvor pigerne i høj grad beskæftiger sig med identitet, spejling, opvækst og sociale relationer og gør det med bevidst uperfekt streg, forholder tingene sig mildest talt anderledes hos hannerne.

Her dyrker man stadig den tekniske ekvilibrisme og den store historie – eller det syrede og det filosofisk-surrealistiske.

Det er den sidste afdeling, ’Uvisheden’ og ’Okkult mekanik’ tilhører.

Makkerparret Emil Brahe og Andreas Hansn har en snurrig og akavet sort-hvid stil og en mildest talt udknaldet filosofisk formet fantasi. Sammen og hver for sig har de et vildtvoksende værk bag sig.

Djyon Dære var i ’Invasive arter’ »galaksens mest berygtede infojæger«, og mindre svampetrippet er det ikke blevet i deres nye fællesudgivelse ’Okkult mekanik’, hvor hovedpersonen er den arbejdsløse okkultist Magnus Finkel.

Brahe og Hansn må have haft en fornemmelse af, at de skulle optrappe spillet, hvis de skulle kunne indtage nye grafiske galakser.

Det har de gjort på ’Okkult mekanik’, der er lige så syret som altid, men har en ny narrativ fremdrift, som ikke nødvendigvis behøver følge hvert eneste mærkeligt indfald til dørs. Kun de fleste af dem.

Det er ikke let at genfortælle et plot, der starter med en tentakelmåne over Hvide Sande og fortsætter med et portræt af en sten på 1 1/2 kilo, der engang var Magnus Finkels emsige sagsbehandler. Finkel har ikke meget tilovers for Socialforvaltningen. Man er vist ikke helt enige om, hvad et arbejdssky element er for en størrelse!

Okkultisten Finkel passer ikke helt ind i systemet, men ligge på den lade side gør han altså ikke.

Faktisk knokler Magnus Finkel som en hest for at realisere sit projekt.

I syv år han forbandet sin højre fod med formularer fra sjældne og halvvejs ubegribelige lærebøger. Da Finkel får fat i de støvler, blueslegenden Robert Johnson havde på, da han i Deltaet indgik sin berygtede pagt med Djævelen, er han ved at være parat.

Parat til at sparke den unge streetwear-ekspedient Frans Møller i klokkeværket, så han under den følgende aftens ’gokkeseance’ udspyr en klat sæd, der kan blive til en reinkarneret Adolf Hitler.

Desværre er Kansleren inficeret af nekrosfæriske parasitter, så han er dum som snot, og intet går efter planen. Så Magnus Finkel er bekymret, da han indfinder sig på Ålerusen for at indtage en mavebitter.

Og så videre syrer det ud. Delvis hen ad et næsten realistisk fortov, hvor de sociale myndigheder hersker. Delvis ud i de mest sælsomme afkroge af hjernen og universet, hvor den frygtelige TågeMåge hersker med vanviddets vingeslag.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvilket alt sammen tager sig næsten normalt ud, da først småfolket Slømferne blander sig i historien sammen med de gamle præ-kristne skovguder.

Måske er moralen i virkeligheden, at Socialforvaltningen burde være lidt mere large med hensyn til at definere både arbejde og normalitetsbegreb over for tegneserietegnere med ekspanderende fantasier?

Under alle omstændigheder udvider ’Okkult Mekanik’ Brahe og Hansns univers fra det indforståede syretrip til en slags tegneseriens svar på multiverset, hvor man må overgive sig til deres uigennemskuelige logik og en absolut drenget og fascinerende sort-hvid verden.

Malte burups ’Uvisheden’ er i høj grad farvelagt, men lige så løsrevet fra normale naturfortællelove som ’Okkult mekanik’. En tegneseriedebut om et søgende menneskes rejse ind i uvisheden, der i sit foruroligende koloristiske trip har sin egen stemme, men som både i farvefilosofi og skummelhed virker stærkt inspireret af amerikanske Charles Burns’ serie om ’X’et ud’ og ’The Hive’.

Tegninger er sindets spejle. Lader man pennen fare frit, åbner den op for skjulte, indre verdener. Det er på mange måder surrealismens metodik og antilogik, som hos Malte Burup går igen i en farveskala, der er lige så klar og stram, som historien er flydende og uvis.

Hvilket selvfølgelig er begrænsningen og udfordringen. Uden en god historie har de fleste grafiske fortællinger uanset visuelle kvaliteter kun en begrænset rækkevidde. Men fantasien fejler ikke noget!

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce