Bøger

Pulitzer-prisvinderen Colson Whitehead: Vi har en hvid nationalistisk præsident, som følger de værste impulser i amerikansk historie

For Colson Whitehead, der har modtaget de mest prestigefyldte litterære priser i USA for romanen 'Den underjordiske jernbane' om slavepigen Cora, er USA tilbage i den hvide nationalismes primitive mørke. Fredag 25. august gæster han Louisiana Literature.

Bøger

Colson Whitehead er iført lyserød skjorte og elegante briller, skægget er trimmet, og hans lange dreadlocks er bundet sammen i nakken. »Jeg holder mest af at blive hjemme i min hule«, har han sagt, men den går ikke, når man både har fået Pulitzer-prisen og National Book Award for en roman, tilmed om det betændte emne slaveri. Så da Oprah Winfrey ringede, var der ingen vej udenom.

Jeg finder klippet med de to, som er fra Winfreys meget populære bogprogram på YouTube, og ser det, dagen før jeg ringer til Whitehead i West Village i New York. Da han tager telefonen, er han midt i samme nyhedsindslag på CNN, som jeg selv ser på skærmen. Det handler, selvfølgelig, fristes man til at sige, om endnu en af Donald Trumps problematiske manøvrer, og selvom jeg taler med Whitehead før den ekstreme højrefløjs voldelige fremfærd, som kostede liv i Charleston, Virginia, er det at leve i USA for ham »som at blive kastet tilbage i det primitive mørke, som patriarkalsk, hvid nationalisme er«. Det vender vi tilbage til.

Hovedpersonen i Colsons prisbelønnede roman, ’Den underjordiske jernbane’, er den 16-årige markslave Cora, som flygter fra en plantage i Georgia omkring 1850. Hendes mor er tidligere flygtet uden hende, og oplevelsen af dette store svigt, som samtidig og trods alt er udtryk for moderens helt personlige mod, er med i bagagen, da Cora en nat begiver sig af sted. Hendes flugt foregår helt bogstaveligt ved hjælp af en underjordisk jernbane og lokomotiver, som gør det muligt at suse af sted under jorden. Væk fra det ekstremt voldelige liv i Syd og op til Nord, til South Carolina, hvor slaveriet er afskaffet, og friheden findes.

»Som dreng troede jeg, at der var en rigtig jernbane under jorden, som subwayen i New York, hvor jeg er vokset op«, fortæller Colson Whitehead, som det har taget seksten år at færdiggøre romanen, som han i lange perioder forlod til fordel for andre bøger.

»Mine lærere korrigerede mig, naturligvis, men mange år senere, helt tilbage i 2000, tænkte jeg, at det var en god idé til en roman at fortælle historien om alle disse jernbanespor under jorden. Ud fra den præmis, som jo er lidt nutty, er det vokset«.

Fantasien og pligten

Den virkelige verdens underjordiske jernbane var et netværk af folk, som hjalp slaver, der ville til nordstaterne. Som tog bortløbne slaver med i deres hestevogne, gemte dem i deres kældre, gav dem penge, sejlede dem over floder. Det var hjælp direkte fra person til person, indtil slaverne endelig kom frem til en fristat.

Jeg er fuldstændig inspireret af stilen i slavernes egne erindringer. De fortæller om de mest forfærdelige forhold på en nøgtern og ligefrem måde, og det skyldes, at brutalitet var noget, de var vant til

Mens romanens faktiske jernbane er fri fantasi, er kapitlerne om livet på bomuldsplantagen skrevet i en meget realistisk tone.

»Det fantastiske element er præget af sproget i Gabriel Garcias Marquez’ ’Hundrede års ensomhed’, som jeg genlæste, men alt det, der foregår i Georgia, ville jeg have så realistisk som muligt«, siger Whitehead.

Han følte det som en pligt at beskrive forholdene på plantagen så korrekt som muligt. Og han peger på Swifts ’Gullivers rejser’ som en inspirationskilde, fordi han, hver gang Cora kommer til en ny stat, lader en ny udgave af det amerikanske udspille sig, ligesom Gulliver på sine rejser hele tiden møder nye virkeligheder.

»Slaveriet er historien om den fuldstændige dehumanisering, og mine forfædre var igennem det. Nogle af dem overlevede, for jeg er jo her, men mange døde, så før jeg begyndte at lege med fiktionen, ville jeg have de faktiske forhold på plads«.

Whiteheads vigtigste kilder var slavernes egne erindringer.

»Jeg læste Frederic Douglas og Harriet Jacobs, der har skrevet to af de mest berømte slaveselvbiografier, og jeg gravede mig ned i mundtlige beretninger. Under 1930’ernes store depression satte regeringen forfattere i arbejde ved at få dem til at interviewe folk, som var vokset op som slaver, da de var børn eller unge«.

»Fra dem fik jeg de små hverdagsagtige facts og det rent sproglige. Navneord, tillægsord, udsagnsord, som man brugte dengang, og som jeg har forsøgt at få til at lyde realistisk for et moderne øre«.

Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Slavernes tilværelse på plantagen i Georgia, som Randall-brødrene styrer, er forfærdelig. På et tidspunkt skal Big Anthony, der ikke er så kvik, straffes efter at være flygtet. Han er blevet fanget på et høloft seks mil borte fra plantagen og bliver bragt tilbage af betjente i et jernbur. Det foregår, som det kan læses i det rystende tekstuddrag, vi bringer på næste side, som en form for underholdning, som Randall-brødrene diverterer deres udenlandske gæster med. Den nøgterne stil, som grusomhederne er beskrevet i, er karakteristisk for den måde, Whitehead skriver om slavernes hverdagsliv på.

»Jeg er fuldstændig inspireret af stilen i slavernes egne erindringer. De fortæller om de mest forfærdelige forhold på en nøgtern og ligefrem måde, og det skyldes, at brutalitet var noget, de var vant til. Brutalitet var så integreret en del af hverdagen, at det ikke oplevedes som noget, der skulle dramatiseres«.

Nøglen til Cora

Cora kender ikke ordet ’optimistisk’, for hun har aldrig været i den tilstand eller kendt andre, der har oplevet at være håbefulde. Alligevel finder hun styrken til at flygte som en af de få, for kun en lillebitte del af slaverne havde mod og overskud til at løbe væk.

For Colson var det en udfordring at skabe en ung pige, som ville turde tage det næsten umulige spring.

»Jeg forsøgte at leve mig ind i psykologien hos en person med en tro på, at det mod alle odds kunne lade sig gøre at komme til et sted, hvor hun kan være sikker, og har mod til at følge den tro. Nøglen for mig var to handlinger, som finder sted tidligt i romanen. Den ene, da hun står op mod bøllen, som prøver at stjæle hendes lille have, og den anden, da hun lægger sig imellem og beskytter drengen Chester, så han ikke bliver pisket. Hun har set mange blive pisket, for det bliver alle på et eller andet tidspunkt, men hun trodser virkeligheden, fordi hun ikke kan acceptere, at den forældreløse dreng bliver straffet. De to handlinger rummer nøglen til, hvem Cora er, til at forstå hendes ubændige sjæl«.

Og hun er ikke blevet modløs af at være blevet forladt af sin mor, Mabel …

»Moderen står for to meget forskellige ting for Cora. Det ene er mod. For hun har styrke til at løbe væk. Det andet er, at hun faktisk har været i stand til at forlade sin familie, og herunder altså sin datter. Begge dele giver Cora en særlig opfattelse af, hvad et moderskab kan være, og det virker på godt og ondt ind på hendes psykologi hele vejen igennem fortællingen«.

Hvad der rent faktisk er sket med Coras mor, skal ikke afsløres her, men for Colson Whitehead er Coras manglende viden om, hvad der i virkeligheden er foregået, udtryk for et dybere menneskeligt grundvilkår.

»Det taler til os om den uvidenhed, vi ofte har om vores forældres og bedsteforældres liv og det, de har ofret. Der er en kløft i vores familier, og den har at gøre med vores manglende mulighed for at vide det hele og dermed være i stand til at forstå meget af det, som udspiller sig«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Ikke repræsentant for blackness

’Den underjordiske jernbane’ er Colson Whiteheads sjette roman, og han er for længst en anerkendt forfatter. Men det internationale gennembrud og det massive møde med læserne kom først med romanen om et af de sorteste kapitler i den nordamerikanske historie, og succesen er skøn.

»Jeg forsøger at være i dårligt humør, men jeg er i ret godt humør det meste af tiden«, griner han.

»Nogle gange fanger folk det, man har lavet, andre gange ikke, og så går man i gang med den næste. Med ’Den underjordiske jernbane’ er det gået fantastisk, men jeg ved også, at når opmærksomheden har lagt sig, så vil det være lige så krævende at finde de rigtige ord, som det var for to år siden, for ti år siden eller for tyve år siden«.

Whiteheads roman er så ligefremt fortalt, at den vil kunne læses af de fleste, også større børn (som kan klare volden), og den er en del af den bølge af nyere litteratur, som tematiserer forhold omkring køn og race, som også Ta-Nehisi Coates’ ’Mellem verden og mig’, om den strukturelle racisme i USA, er det.

Jeg er ikke repræsentant for blackness, men når jeg er ude at læse op eller holder forelæsninger, er den aktuelle politiske situation altid en del af samtalen. En del af at diskutere min roman er at diskutere, hvad der har forandret sig, og hvad der ikke har forandret sig i Amerika

Jeg spørger Whitehead, om der er særlige forventninger til en afroamerikansk forfatter, som kaster sig over emnet slaveri.

»Jeg tænker ikke meget over det, men jeg bliver åbenbart opfattet som talsperson med viden og meninger om den sorte races fremtid, men jeg har ikke travlt med at havne i et eller andet stupidt talkshow, hvor man diskuterer, hvem der må bruge n-ordet. Jeg er ikke repræsentant for blackness, men når jeg er ude at læse op eller holder forelæsninger, er den aktuelle politiske situation altid en del af samtalen. En del af at diskutere min roman er at diskutere, hvad der har forandret sig, og hvad der ikke har forandret sig i Amerika«.

»Vi har en hvid nationalistisk præsident, som følger de værste impulser i amerikansk historie, alt det jeg skriver om i min bog. Vi er forbløffede og vantro. Uanset hvad han rører ved, Mellemøsten, sundhedssystemet, uddannelse, klima, havner det i ruiner. Han er en utrolig ødelæggende kraft, og vi har et republikansk parti, som ikke vil gøre noget som helst for at holde snor i ham. Vi vil opleve megen elendighed, før han er ude af Det Hvide Hus igen. Uanset om han kommer for en rigsret, eller der kommer en atomkrig, vil vi opleve elendighed«.

I ’Den underjordiske jernbane’ optræder en slavehandler ved navn Ridgeway, som plantageejerne kan hyre til at indfange bortløbne slaver. Han opererer også i Nord, hvor han forsøger at kidnappe de tidligere slaver.

»Ridgeway er en slags filosof, som støtter hvid nationalisme og imperialisme og inkarnerer alle de primitive og gemene energier, som gjorde USA mulig. Ridgeway rummer de kræfter, som gjorde det muligt at trælbinde afrikanerne, som gjorde folkedrabet på de oprindelige amerikanere muligt. Alle disse frygtelige kræfter går ikke væk, de venter bare på at blive udtrykt af folk som Donald Trump«.

En rædselsvækkende rejse

I interviewet med Oprah Winfrey siger Colson Whitehead om den amerikanske slavetid:

»Vi ved stadig ikke rigtigt, hvad det var, hvor dybt det var, eller hvordan det fortsætter med at påvirke os. At være en slave betød aldrig at leve i stabilitet. Det betød, at du kunne komme tilbage fra bomuldsmarken og finde ud af, at dine børn var væk, din mand var væk, din mor var væk. Det indebar at vide, at du var ejendom, der kunne sælges til den højest bydende, at du kun havde værdi, hvis du bidrog til plantageøkonomien«.

Så meget af min families historie er blevet bestemt af folk som Donald Trump

Om at arbejde ’i hulen’, mens virkeligheden udenfor forandrer sig så voldsomt, at man oplever, at fortiden vender tilbage i nye gevandter, tilføjer han:

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Det har været en rædselsvækkende rejse. Først at arbejde med alle disse aspekter af brutalitet, afstumpethed og grusomhed, og så blive lullet ind i den form for tilfredshed, som opstod, da en så progressiv skikkelse som Barack Obama blev valgt. For så at blive smidt tilbage i det primitive mørke, som patriarkalsk, hvid nationalisme er«.

Selv om det, Trump står for, har defineret afroamerikansk liv i århundreder, er det stadig chokerende at opleve tilbageskridtet til de gamle former, siger Whitehead.

»Når jeg måske alligevel ikke er så overrasket, som andre vil være det, er det, fordi så meget af min families historie er blevet bestemt af folk som Donald Trump«.

Colson Whitehead gæster Louisiana Literature 25. august.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce