Hos Judith Hermann kan det være svært at få øje på sandheden.
Foto: Helle Arensbak

Hos Judith Hermann kan det være svært at få øje på sandheden.

Bøger

6 hjerter: Tysk mesterforfatter leverer udsøgt novellekunst

Hvornår er et møde mellem mennesker afgørende, hvornår er noget en kærlighedsgave? Med sin overrumplende novellekunst følger Judith Hermann dem, der var unge i Berlin i 1990’erne.

Bøger

Judith Hermann har udtalt, at hun tænker på personerne i de novellesamlinger, hun med nogle års mellemrum har udgivet, som ’de samme’ bare i forskellige livsfaser og for hver samling nogle år ældre.

I 1998 vælter de unge rundt på Berlins barer viklet ind i løse kærlighedsforbindelser og stærke venindebånd og udskyder beslutningerne. I 2004 rejser de med mere eller mindre knuste hjerter til mere eller mindre eksotiske steder. I 2016 er de blevet forældre og sidder spredt rundt i Tysklands byer, gift eller skilt, med erindringens eller telefonens forbindelse til ungdommens intense møder og relationer.

De to første samlinger er nu genudgivet i dansk oversættelse.

Men lige fra starten er der flere lag af tid i Judith Hermanns noveller. Den første novelle i den første samling, ’Sommerhus, senere’, lægger stærkt ud med en dobbelteksponering af jegfortællerens historie med hendes oldemors. ’Røde koraller’ hedder novellen, og når man læser den, forstår man, at de tyske kritikere fra starten blev kastet omkuld og måtte udråbe Hermann til en ny, stor forfatter.

Med en hel præcis dosering og komposition forbinder Hermann her havbundslyset i en petersborglejlighed før revolutionen med det vandagtige lys i en støvet berlinerlejlighed tæt på årtusindskiftet.

Bindeleddet er det røde koralarmbånd, som fortællerens oldemor i sit ægteskabeligt pålagte petersborgeksil fik forærende af sin elsker og bar til skue for ægtemanden, »rødt som raseri«, på sit hvide håndled, mens jegfortælleren mange årtier senere flår det i stykker i protest mod sin fiskeagtige kæreste og sin fiskeagtige terapeut, så »seks hundrede femoghalvfjerds små rasende røde koraller« spredes under terapeutens skrivebord.

På sin vis lever Judith Hermanns novellekunst ligesom Hemingways af det ufortalte

Det er ikke bare allerede med denne første novelle i den første samling, men også med dens allerførste sætning, at Judith Hermann suverænt slår sit forfatterskab an:

»Mit første og eneste besøg hos en terapeut kostede mig det røde koralarmbånd og min kæreste«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hos Judith Hermann handler det først og sidst om relationer og møder mellem mennesker. Om gaver, man forstår eller ikke forstår at tage imod. Om de kærlighedsvalg, man gør eller ikke gør i tilværelsen.

Hvorfor vælger den jegfortællende kunstner den vidunderlige Verena med kirsebærmunden i stedet for den lille insisterende, skiftevis grimme og smukke kvinde, der pludselig melder sig i hans liv som en uomgængelig irritation og har lagt titel til hele novellen: ’Sonja’? Hvorfor er alle de unge berlinerkvinder i kunstnerkredsen på skift sammen med den smukke hjemløse taxichauffør Stein, men ingen for alvor? Er det ren starfucking, når den høje smukke Marie beslutter sig for at lade sig forføre af den lille grimme kunstner – eller sker der noget afgørende, da hun ser sit eget billede forvrænget i hans computermanipulationer?

Første samlings persongalleri indfanges meget godt af den afsluttende novelle, hvor vi følger den ældre pessimist Koberling, som har forskanset sig på landet med kone og barn, og som forarges, da barndomsvennens datter kommer uanmeldt på besøg med sin kæreste: »Hun studerer nok et eller andet, tænker Koberling. Journalistik og et fremmedsprog. Hashvraget står nok bag baren på et værtshus i miljøet. Om sommeren læsser de deres venner i gamle biler, kører ud til de brandenburgske søer, drikker vin, til de styrter, og tænker, at det, vi oplever, det oplever ingen andre«. Som det høres, finder man også hos Hermann en lun humor, ofte udfoldet i skildringen af lidt skæve bipersoner, der får en aura af noget ophøjet eller afgørende.

I den andensamling, ’Spøgelser, overalt’, er hashvragene, kunstnerspirerne og de sprogstuderende altså blevet nogle år ældre. Og de er alle sammen ude at rejse. Vi kommer til Island, Venedig, Prag, Nevada, Tromsø. ’Hvor går vejen hen?’ hedder en af novellerne, og det kunne være et motto eller spørgsmål for alle novellernes personer.

Turen går til Prag, eller går turen til ægteskab? Eller går turen til børn? Eller går turen til opbrud? Koreografien er konsekvent en trekant eller firkant, hvor et forhold mellem to krystalliserer sig om en tredje part eller et andet par. Jeg kan ikke lade være med at tænke på et af mine yndlingsværker fra den tyske litteraturhistorie, Goethes ’Wahlverwandtschaften’ (’Valgslægtskaberne’), hvor kærlighedens kemi trækker sine stærke forbindelser mellem de fire hovedpersoner på tværs af fornuft og ægtepagter.

Ofte er vi i tvivl om, hvorvidt Hermanns personer har gjort ret i at vælge eller ikke vælge den eller den. De kan bedyre venskab, så læseren mistænker, at der er tale om forelskelse. De kan bedyre forelskelse, så læseren mistænker, at der højst er tale om venskab.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

På sin vis lever Judith Hermanns novellekunst ligesom Hemingways af det ufortalte, men det er ikke, fordi personerne er meget tavse, eller vi ikke får adgang til deres tanker. Det er snarere, fordi vi ofte får fornemmelsen af, at tingene forholder sig lidt anderledes end det, personerne fortæller; ikke fordi de bevidst skjuler noget, men fordi sandheden har det med at være svær at få øje på.

At kærlighedens sandhed findes, og at den kan overrumple os fra den mest uventede kant, lader Judith Hermanns udsøgte novellekunst os dog ikke i tvivl om.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce