Lëila Slimani vandt sidste år den fornemste franske litteraturpris, Prix Goncourt, for romanen ’Chanson douce’ og fik i marts i år ordenen ’Officier de l'ordre des Arts et des Lettres’.
Foto: Michel Euler/AP

Lëila Slimani vandt sidste år den fornemste franske litteraturpris, Prix Goncourt, for romanen ’Chanson douce’ og fik i marts i år ordenen ’Officier de l'ordre des Arts et des Lettres’.

Bøger

Succesforfatter skaber debat om »den seksuelle elendighed« i muslimske lande

Marokkanskfransk forfatter har vakt voldsom debat med en bog, som beskriver det hykleri om sex, som hun mener finder sted i muslimske lande. Kritikere mener, at hun hjælper islam-fjendtlige kredse.

Bøger

Det kræver stort mod at tage diskussionen om sex i de muslimske lande eller muslimske miljøer op, og efter andre arabiske intellektuelle står den marrokanskfranske succesforfatter Lëila Slimani for skud.

Hun bliver kaldt ’forræder’ af muslimer i Frankrig og Europa, fordi hun i en ny bog skriver om undertrykkelsen af enhver form for seksualitet uden for ægteskabets rammer for ikke at tale om homoseksualitet, som er forbudt i Marokko og i en række muslimske lande.

Hvis alle respekterer loven og den herskende moral, som den bliver prædiket, så vil det sige, at alle enlige kvinder i Marokko er jomfruer

På baggrund af samtaler med marokkanske kvinder, eksperter og en enkelt politimand skriver den tidligere journalist om den »seksuelle elendighed«, som den prisbelønnede algeriske journalist og forfatter Kamel Daoud beskrev i en artikel efter overgreb på tyske kvinder nytårsaften 2015 i Köln.

Han blev angrebet af muslimer og en del af den europæiske venstrefløj for at bidrage til ’islamofobi’. Men hans analyse er rigtig, mener Leïla Slimani.

»Ikke alene er denne elendighed helt reel. Men det er en samfundsmæssig kendsgerning med klart politiske konsekvenser«, sagde hun på en konference forleden i forbindelse med udgivelsen af hendes bog ’Sexe et mensonges’ (Sex og løgn). Den er også udgivet som tegneserie med titlen ’Paroles d’ honneur’ (Æresord).

Moralen, som den prædikes

Hun giver konkrete eksempler på den ’seksuelle elendighed’ i bogen, som udkommer i Frankrig kun tre uger efter, at en handikappet kvinde blev voldtaget af tre mænd i en bus i Casablanca, mens de øvrige passagerer forholdt sig passive.

Sagen har vakt stor opsigt i Marokko, hvor 90 procent af samtlige overgreb på kvinder finder sted i det offentlige rum. Men ifølge mange kvinder er den kun toppen af et skjult isbjerg i form af voldtægt, fornærmelser mod kvinder og retsforfølgelse af prostituerede, utro par samt homoseksuelle, som tvinger millioner af marokkanere til at skjule deres sexliv.

De omkring 600 illegale aborter, som skønsmæssigt finder sted hver dag i Marokko, er også en del af denne virkelighed.

»Hvis alle respekterer loven og den herskende moral, som den bliver prædiket, så vil det sige, at alle enlige kvinder i Marokko er jomfruer. Det vil sige, at alle de unge, som repræsenterer mere end halvdelen af befolkningen, aldrig har haft sex«, siger hun i et interview med nyhedsbureauet AFP.

»Og den logiske følge er, at utro mænd og kvinder, prostituerede og homoseksuelle ikke eksisterer«, lyder det fra hende.

Hykleriet sat i system

De eksisterer, og de træder frem i hendes bog, hvor de beskriver et liv levet i frygt for at blive opdaget.

Leïla Slimani beskriver et samfund, hvor hykleriet er sat i system for at opretholde illusionen om, at alle bortset fra enkelte ’perverterede’ lever et dydigt liv efter konservative muslimske forskrifter.

Senest udløste instruktøren Amina El Filalis film ’Much Loved’ om prostituerede i Tanger voldsomme reaktioner, alene af den grund at de prostituerede officielt ikke eksisterer.

Alle kender sandheden, og mange udnytter den, som en politimand fra Rabat beretter i Leïla Slimanis bog.

»Prostituerede, unge forelskede på gaden og utro par bliver afpresset. Der er ingen moral, ingen religion. Det er pengenes lov«, siger han. Med andre ord: De velstående kan købe sig til retten til et sexliv uden for de eksisterende normer – de andre er overladt til den ’seksuelle elendighed’.

Overgreb på homoseksuelle hører til dagens orden, og en retssag mod tre voldsmænd sidste år endte nærmest med at blive en offentlig proces mod offeret, som muslimske medier betegnede som ’pervers’, mens demonstrationer rundt omkring i landet krævede loven mod homoseksualitet skærpet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Kampagner mod Slimani

Lëila Slimani, som sidste år vandt den fornemste franske litteraturpris, Prix Goncourt, for romanen ’Chanson douce’, krævede sammen med andre intellektuelle loven om forbud mod homoseksualitet ophævet.

Hun blev omgående angrebet af både muslimer og såkaldte antiracister i Europa og kræfter på venstrefløjen.

»Man beskylder mig for at være fjendtlig overfor islam af ren opportunisme og for ikke at respektere Marokkos konservative ideer«, siger hun til magasinet Les Inrocks.

I Frankrig er det især kredse omkring den antiracistiske organisation Le Parti des Indigènes, ’De Indfødtes Parti’, som fører an i kampagnerne mod Leïla Slimani, Kamel Daoud og andre, som bliver beskyldt for at støtte ’de hvides’ og jødernes forsøg på at undergrave islam.

Hun er en native informant, der har solgt sig til selv til de hvide og islams modstandere, lyder det fra Houria Bouteldja, der er talskvinde for Le Parti des Indigènes, på trods af at Leïla Slimani ikke anklager islam, men religiøse kræfters politiske udnyttelse af islam, og hun stiller selv et interessant spørgsmål.

»Hvordan kan det være, at temaet seksualitet udløser et sandt hysteri og så voldsomme reaktioner i Marokko?«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce